En efter en ankommer de tidligere statsministre til Marienborg. Først Anders Fogh, som modtages af Lars Løkke, og som fortæller, at det er første gang han besøger Marienborg siden han forlod jobbet som statsminister. ”Jeg blander mig jo uden om dansk politik”, fortæller Fogh. ”Ja, det er godt, det er godt” siger en næsten anstrengt smilende Lars Løkke.

Så kommer Helle Thorning-Schmidt. Hun er på krammefod med både Løkke og Fogh, men ikke med Poul Nyrup, som kommer kort tid efter. Til slut kommer Poul Schlüter, der som en ældre nestor modtages med dyb respekt af de øvrige.

Danmarks Radio har gjort lidt at et scoop ved at samle de fem nulevende danske statsministre, som gennem fire programmer vil fortælle om det at være statsministre i Danmark. Dels gennem individuelle interviews, dels gennem en samtale rundt om et sofabord på Marienborg. Det er hyggeligt – næsten for hyggeligt.

Kvinder i politik er forældet diskussion
Vi er så langt væk fra diskussioner om topskat, pensionsalder og asylstramninger, som vi næsten kan komme. Der lægges heller ikke op til, at Schlüter skal reflektere over Tamilsagen, Fogh over Irak-krigen eller Thorning over Fair Løsning.

Det er på en og samme tid programmets styrke og svaghed. På den ene side er det befriende at opleve toppolitikere, der ikke lirer indstuderede talelinjer af, men rent faktisk deltager i en reel samtale. På den anden side er formen også til at tider ved at gøre programmet lidt for tandløst, hvor det fortaber sig i overfladisk snik-snak.

Som når de eksempelvis ’diskuterer’, hvorvidt det at blive statsminister først og fremmest handler om hårdt arbejde eller om at de rette, ydre omstændigheder skal være til stede. Og de lander på et kompromis om, at det nok både handler om hårdt arbejde og de rette, ydre omstændigheder.

Eneste gang, hvor hyggen for alvor er truet, er da Helle Thorning-Schmidt nævner, at kvinder i politik bliver bedømt anderledes end mænd. Nyrup er enig, mens Anders Fogh slår opgivende ud med armene. ”Den debat, det er en forældet debat”, mener Fogh. Han mener, at han også er blevet bedømt hårdt i pressen, som blandt andet har døbt ham ’hulemand’. ”Kvinder har alle muligheder, alle chancer. Hvis de vil gribe dem, så kan de bare udnytte dem”, mener han.

Fogh lagde tøjet klar dagen før
Det mest interessante er næsten at iagttage relationen mellem de fem tidligere statsministre. Løkke og Thorning som de mest snakkende, der samtidig også virker som dem, der har den klareste dagsorden med at deltage i programmet.

Da Schlüter eksempelvis nævner, at ”det går kun, når man behandler sine partnere godt” fortæller Thorning om SFR-regeringens parlamentariske kvaler og siger henvendt til Fogh, at ”der havde du det trods alt nemmere, for du kunne regne med, at du altid kunne ringe til Dansk Folkeparti”. Løkke svarer kækt, at ”Du kunne regne med, at du altid kunne ringe til mig”. Thorning vil fremstå som hende, der måtte regere under vanskelige forhold - Løkke som ham, der laver bredde forlig hen over midten.

Lars Løkke byder Poul Schlüter velkommen på Marienborg. Bag ham Helle Thorning, Anders Fogh og Poul Nyrup.

Fogh, der ikke er så meget til al den snik-snakken, skærer ind i mellem igennem med sine faste meninger. Han gør ikke meget for at komme af med sit image, som ’the man machine’. Og seerne bliver nok ikke så overraskede, da han fortæller, at han hver aften lagde det tøj frem, så han vidste, hvad han skulle have på dagen efter. Nyrup er mere den tilbagelænede statsmand, der svæver lidt over vandene med sine brede betragtninger. Og endelig Schlüter, som den lidt ophøjede grå eminence, der lytter interesseret til de andre og ind imellem fortæller en anekdote fra gamle dage.

Det er også interessant at høre, hvad de hver især definerer som deres vigtigste mission som statsminister. Ikke overraskende nævner Schlüter det at få genoprettet økonomien, Nyrup at få sænket arbejdsløsheden, mens både Løkke og Thorning nævner den økonomiske krise. Fogh derimod fortæller, at det for ham var vigtigt at vise vælgerne, at de ting man lover før valget, dem gennemfører man også efter valget. Det afspejler måske meget godt, at arven efter Fogh var den faste styring af landet frem for det politiske indhold.

Mangler de dybere refleksioner
Man kunne godt savne nogle lidt dybere refleksioner over statsministerembedet. Det berøres kort, og de er enige om, at der siden Schlüter er sket en markant styrkelse af Statsministeriet, ikke mindst fordi Statsministeriet med Nyrup og fremefter har påtaget sig stadig mere magt på det udenrigspolitiske område. Her kunne DR dog godt have fået meget mere ud af emnet, ikke mindst set i lyset af, at man faktisk havde samlet fem statsministre.

Omkring en tredjedel af programmet bruges på, at Poul Nyrup Rasmussen fortæller om sin oplevelse af 11. september 2001 og Helle Thorning-Schmidt om hvad hun lavede på dagen hvor Krudttønden og den jødiske synagoge blev angrebet. Det står ikke klart, hvorfor lige de to begivenheder er udvalgt. For selvfølgelig er det voldsomme og dramatiske begivenheder, som har haft store konsekvenser for eftertiden. Og selvfølgelig er det interessant at høre Poul Nyrups og Helle Thornings overvejelser om, hvornår man burde gå på tv og hvad man burde sige.

Men reelt var deres rolle i de to dage jo ret begrænset. Faktisk var det mest overraskende næsten, hvor lidt de egentlig kunne foretage sig i en sådan situation. Ikke noget med at Thorning sad til krisemøde med politiet og PET hele natten – nej, hun var hjemme og så TV2/News, præcis ligesom alle andre danskere. DR giver aldrig svaret på hvorfor de ekstreme situationer skulle være de mest interessante begivenheder at tage fat til at illustrere rollen som statsminister.

I disse tider med megen debat om public service skal DR have stor ros for at vise en serie, der på en anderledes måde fortæller 35 års politisk Danmarkshistorie. Det ændrer dog ikke på, at det er en lidt uforløst fornemmelse man sidder tilbage med efter det første afsnit. Heldigvis er der tre afsnit endnu, så forhåbentlig får vi lidt mere forløsning i de kommende afsnit. Jeg vil vente i spænding…

Billeder: DR