Det blev tydeligt ved Ruslands invasion af Ukraine, hvor det traditionelt Nato-skeptiske parti havde svært ved at finde sin position.
Lidt vaklen i geledderne sås i det Israel-kritiske parti efter Hamas’ angreb på Israel i oktober sidste år og den efterfølgende krig.
Enhedslisten havde i perioden 2013-2021 et bistandssamarbejde med tre palæstinensiske organisationer, herunder organisationen DFLP (Democratic Front for the Liberation of Palestine), om et ungdoms- og demokratiprojekt på Vestbredden.
Som dokumenteret i Netavisen Pio 20. oktober deltog den militære gren af DFLP aktivt i terrorangrebet.
Af den grund afbrød Enhedslisten forbindelsen. Men partiet har skullet balancere mellem både at fordømme angrebet og samtidig tækkes det pro-palæstinensiske bagland.
Spolet frem til nu, så er Pelle Dragsted, Enhedslistens politiske ordfører, endt i en krydsild på det sociale medie X.
Her bliver han afkrævet svar på en række spørgsmål især fra Mikkel Andersson, borgerlig debattør og chefrådgiver for Liberal Alliance.
Anderssons første spørgsmål til Dragsted lyder:
”Jeg savner svar på, om du vil tage afstand fra Enhedslistens donation af 10.000 kroner til en bevægelse, der kort forinden ved højesteret var dømt for terrorstøtte til bl.a. PFLP.”
Spørgsmålet henviser til en sag fra 2011, hvor Enhedslisten valgte at donere penge til tøjfirmaet Fighters+Lovers, som to år forinden var blevet dømt ved Højesteret for at støtte terrorgrupperne Farc og PFLP.
Pelle Dragsted svarer derefter:
”Hej Mikkel. Du er altid velkommen til at skrive eller ringe. Ifht dine spørgsmål, så handler de om begivenheder for mere end 15 år siden - længe før jeg var politisk ordfører for Enhedslisten. Dengang var der i forbindelse med vedtagelse af nye terrorlove en bred samfundsdebat om hvorvidt de nye terrorlove kriminaliserede legitim modstandskamp mod diktaturer eller besættelsesmagter.”
”Det var også en tid hvor der var forsøg og forhåbninger om fredsforhandlinger i Palæstina i regi af Osloprocessen. Men hvis dit spørgsmål er om jeg og Enhedslisten tager afstand fra PFLP så er svaret er klokkeklart ja. PFLP har desværre deltaget i en række angreb mod civile som er klare krigforbrydelser. Og deres væbnede gren deltog også i massakrerne den 7 oktober, som HRW har vist. Det fordømmer jeg og Enhedslisten fuldstændig. Ethvert angreb på civile - enhver krigsforbrydelse - uanset om den begåes af stater eller bevægelser er uaccapetable og skal fordømmes”
”Jeg er ked af at sige det, men det er altså ren udenomssnak”, lyder det blandt andet retur fra Mikkel Andersson.
Pelle Dragsted mener ikke, han skylder svar på ting, der er foregået før hans tid som leder.
Årsagen til hele debatten er at Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, i et interview i Deadline på DR2 fik sagt at alle partiformænd tog afstand fra vold. Efterfølgende skrev han på X, at han lige havde glemt at tage højde for Pelle Dragsted.
Det faldt Dragsted for brystet og så rullede lavinen.