Annonce

Drama i Venstre og Lindholm droppes

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang.
Der er fortsat uro i Venstre, hvor der er kampvalg til posten som næstformand. Torsdag formiddag skrev folketingsmedlem Jan E. Jørgensen et kritisk opslag, som han efterfølgende måtte slette.

Regeringen har fremlagt en handleplan med otte tiltag, der skal forhindre særligt børn og unge i at ryge.

Øen Lindholm droppes, og så er der nyt i sagen om bagagemedarbejderen fra lufthavnen.

Det er blot nogle af historierne i nyhedsoverblikket Aktuelt.

Regeringen sætter ind mod børn og unges rygning

Regeringen har fremlagt en handleplan mod rygning, hvor særligt børn og unge er i fokus.

”Rygning er en af vores allerstørste dræbere. Det er ekstremt vanedannende og umådeligt svært at holde op igen. Alligevel er der hver dag 40 nye unge mennesker, som begynder at ryge. Det er dybt bekymrende, og det er det, vi nu vil sætte ind mod med en samlet handleplan, der skal få de unge til at holde sig fra cigaretterne,” siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke.

Regeringen foreslår bl.a. at hæve afgifterne på cigaretter, så cigaretpakker bliver 10 kroner dyrere, svarende til stigning på næsten 25 procent.

Blandt regeringens otte tiltag er også neutrale cigaretpakker og røgfri skole.

Læs mere i pressemeddelelsen her.

Jan E. Jørgensen går imod Støjberg.

Uroen i Venstre fortsætter inden det ekstraordinære landsmøde på lørdag. Her skal Venstres delegerede vælge nyt formandskab.

Folketingsmedlem Jan E. Jørgensen skrev torsdag formiddag et opslag fra sin Facebook-side, hvor han stillede en række kritiske spørgsmål til Inger Støjberg, som er den ene af to kandidater til posten som næstformand i Venstre.

Den anden kandidat er Ellen Trane Nørby, som Jan E. Jørgensen allerede har meldt ud, at han støtter som ny næstformand for partiet.

Jan E. Jørgensen slettede dog sit Facebook-opslag på opfordring fra en partifælle. Han skrev opslaget som en reaktion på et debatindlæg af Inger Støjberg i dagens Berlingske.

Læs mere om den historie her.

placeholder

Regeringen dropper Lindholm

Regeringen skrotter endegyldigt tankerne om et udrejsecenter på øen Lindholm.

Det er udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S), som melder ud, at regeringen har droppet idéen om at placere udvisningsdømte udlændinge i et udrejsecenter på den omdiskuterede ø, Lindholm, i Stege Bugt.

”Det er ret dyrt at sejle kriminelle udlændinge i pendulfart mellem Lindholm og fastlandet. En overnatning på øen koster det samme som en overnatning på et luksushotel. Men får det flere til at rejse hjem? Næppe,” lyder det fra udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye i en skriftlig kommentar til Berlingske.

”Det er penge ud ad vinduet. Kriminelle udlændinge er ikke velkomne i Danmark. De skal rejse hjem. Jeg er klar til at gå meget langt for at sikre det. Men det skal være politik, hvor vi bruger pengene fornuftigt,” skriver ministeren.

SAS-vikar sygemeldt og kritik af SAS

Bagagemedarbejderen fra Københavns Lufthavn, som er medlem af ingeniørernes fagforening, IDA, har nu sygemeldt sig fra bagagehåndteringen i lufthavnen.

Det sker på baggrund af sagen fra bagageafdelingen i Kastrup Lufthavn, hvor en vikar har været udsat for stort pres fra den lokale 3F-klub for at melde sig ind i fagforeningen 3F.

Formanden for IDA, Thomas Damkjær Petersen, fortæller til Netavisen Pio, at SAS har sagt nej til at omplacere vikaren fra bagageafdelingen til andet arbejde og har afvist de forslag til løsninger, som IDA har lagt på bordet i forhandlingerne med arbejdsgiveren.

”Vi foreslog allerede i weekenden, at vikaren blev omplaceret til andet arbejde i lufthavnen. Det ville kunne løse sagen for alle parter. Men det har SAS blankt afvist. Det står vi helt uforstående over for. Og det betyder, at vores medlem har måttet sygemelde sig. Det er en helt utilfredsstillende udgang på sagen,” siger IDA-formand Thomas Damkjær Petersen til Netavisen Pio.

Han fortæller desuden, at det hverken er vikaren, som er medlem af IDA, eller fagforeningen, der har lækket den lydfil, som Berlingske kunne afsløre den 11. september.

Læs mere i artiklen på Netavisen Pio.

Regeringen lander to brede aftaler

En ny politisk aftale for 150 mio. kr. sikrer, at et stort jordfordelingspuslespil kan blive til virkelighed. Regeringen og aftaleparterne bag tørkepakken er blevet enige om en model for multifunktionel jordfordeling, hvor kommuner kan søge om at få dækket udgifter til jordfordeling.

”Vi har sammen med regeringens støttepartier en målsætning om at reducere Danmarks CO2-udledning med 70 procent i 2030. Her spiller landbruget en afgørende rolle, og netop jordfordeling, som muliggør udtagning af kulstofrig jord af drift, kan blive et vigtigt instrument til at nå vores ambitiøse mål. Aftalen skal sikre os praktiske erfaringer til det videre arbejde med en større jordreform, og nu kan vi komme i gang,” siger fødevareminister Mogens Jensen (S).

Læs mere om aftalen her.

En række NGO’er, erhvervslivet og Forbrugerrådet har rejst kritik af gebyrerne på Betalingsservice, som fra flere sider er blevet fremhævet som urimeligt høje.

Derfor er erhvervsminister Simon Kollerup (S) gået ind i sagen, og det er nu lykkedes at sikre en bred aftale på området mellem Socialdemokratiet, Enhedslisten, SF, Alternativet, Radikale Venstre, Konservative, Venstre og Dansk Folkeparti.

Læs mere om aftalen her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Politisk medarbejder i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) og tidligere student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet