Drømmen om kortere arbejdstid uden omkostninger

Alternativets forslag om kortere arbejdstid rejser en vigtig diskussion om vægtningen mellem arbejde, fritid og velfærd. Men en ting er sikkert, det er ikke gratis.
Den britiske økonom John Maynard Keynes forudså i 1930, at hans børnebørn ville kunne nøjes med at arbejde 15 timer om ugen. Med de forbedringer i produktiviteten som han forventede, ville produktionen af samfundets nødvendigheder kunne overstås forholdsvis hurtigt, hvilket ville give os rige muligheder for at dyrke vores interesser uden for arbejdet.

Keynes fik ret i produktivitetsforbedringerne, men tog fejl af vores afvejning af velstand og velfærd på den ene side og fritid på den anden side. Siden 1930 er den ugentlige normalarbejdstid i Danmark nedsat fra 48 til 37 timer, men der er stadig langt ned til Keynes’ 15 timer.

Arbejdstiden pr. uge har i 2016 været uforandret i mere end 15 år, og det er på sin vis forfriskende, at et politisk parti stiller spørgsmålstegn ved, om 37 timers ugentligt arbejde er den eneste rigtige fordeling mellem arbejde og fritid, som Alternativet gør med sit forslag om at nedsætte den ugentlige arbejdstid til 30 timer over de næste ti år.

Nu bliver den ugentlige arbejdstid hertillands jo ikke bestemt ved lovgivning, men aftalt mellem arbejdsmarkedets parter. Og lad os gå hurtigt hen over, at Alternativets forslag ikke har fokus på alle dem, der arbejder mere – ofte langt mere – end de normerede 37 timer, fordi flere og flere jobs bliver deadlinebaserede med den bærbare computer i drift om aftenen, i weekender og i ferier.

Nedsat arbejdstid vil koste velstand og velfærd
Alternativets forslag om nedsættelse af arbejdstiden kan derfor virke lidt forsimplet. Men det er måden, Alternativet har taget diskussionen om de økonomiske konsekvenser på, der for alvor og fuldt fortjent har bragt partiet i skudlinjen.

I stedet for ærligt at erkende, at det selvfølgelig har betydning for samfundsøkonomien og vores muligheder for at bibeholde velfærdssamfundet at nedsætte arbejdstiden, har Uffe Elbæk og Josephine Fock fra Alternativet nemlig argumenteret for, at det slet ikke vil koste noget at nedsætte arbejdstiden, fordi det vil tjene sig ind i mindre sygefravær, mindre stress og bedre livskvalitet.

Graf 1

Alternativet anerkender derfor ikke de modelberegninger der viser, at det vil betyde en nedgang i BNP på 270 milliarder kroner og et hul i de offentlige kasser på 130 milliarder at nedsætte arbejdstiden til 30 timer. Modellerne tager ikke tilstrækkeligt højde for alle fordelene, lyder det fra partiet. Og ikke mindst: hvorfor skulle vi blive fattigere af at nedsætte arbejdstiden denne gang, når vi havde råd til at gøre det tidligere?

Det er selvfølgelig rigtigt, at økonomiske modeller ikke kan sige noget særligt præcist om, hvad der vil ske om 10 år. Og da slet ikke, når der er tale om så drastiske ændringer, som en nedsættelse af arbejdstiden med næsten 20 procent over 10 år vil være. Men lidt er der nok om modelkørslerne alligevel.

Og selv hvis man tager de venlige briller på og bedømmer Alternativets argumenter på deres egne præmisser, holder de ikke stik. For troen på, at vi kan nedsætte arbejdstiden uden at ofre velfærd nu, fordi vi har gjort det før, er grundlæggende forkert.

Alternativet foreslår en historisk stor nedsættelse af arbejdstiden
Alternativets forslag til at nedsætte arbejdstiden er for det første meget mere radikalt end alle de nedsættelser af arbejdstiden, vi har oplevet i efterkrigstiden.

Hvis man i et hvilket som helst år i efterkrigstiden kigger tilbage på de ti foregående års nedsættelser af arbejdstiden var det i 1968, man kunne se tilbage på den største arbejdstidsreduktion: 48 ugentlige arbejdstimer i 1958, 46 timer i 1959, 45 timer i 1960, 44 timer i 1966 og 42,5 timer i 1968, svarende til en reduktion på 5,5 timer eller 13% på 10 år. Men 1968 var den radikale undtagelse, og det tog 15 år - fra 1976 til 1990 – at gå fra 40 til 37 timer.Graf 2

Alternativets forslag er en reduktion på 19% over 10 år og dermed en reduktion, der er halvanden gang så stor som den vi så i de (over)optimistiske tressere. Alternativet foreslår altså en historisk stor arbejdstidsnedsættelse.

Dansk enegang
De tidligere reduktioner af arbejdstiden skete i trit med tilsvarende reduktioner i de lande, vi handlede og konkurrerede med. De vestlige økonomier nedsatte i årtierne efter anden verdenskrig arbejdstiden nogenlunde parallelt, og de danske virksomheder blev derfor ikke mindre konkurrencedygtige, når arbejdstiden blev sat ned.

Det står i stærk kontrast til i dag, hvor konkurrencen er blevet global og danske virksomheder konkurrerer mod udenlandske konkurrenter, hvor arbejdstiden er væsentligt længere. En kortere arbejdsuge til samme løn ville utvivlsomt stille danske virksomheder dårligere i konkurrencen mod udenlandske virksomheder.

Produktivitetsforbedringer gav os råd dengang, men gør det ikke nu
De tidligere nedsættelser af arbejdstiden skete på et tidspunkt, hvor produktiviteten (hvad man kan producere på en arbejdstime) steg markant. Godt skudt i gang af den opgradering af det danske produktionsapparat, som Marshallhjælpen var afsættet for, blev danske medarbejdere meget mere effektive i tresserne, halvfjerdserne og firserne.

Henrik Andersen faktaboks

Men fra og med halvfemserne voksede produktiviteten meget langsommere, og i dag er produktivitetsvæksten gået helt i stå. Vi producerer stort set ikke mere pr. arbejdstime, end vi gjorde sidste år eller året før det.

Det betyder på almindeligt dansk, at vi i de gode år både kunne blæse og have mel i munden: Vi blev så meget mere effektive i den måde vi producerede på, at vi på samme tid kunne nedsætte arbejdstiden, få råd til at flytte i eget hus, købe bil og have råd til at opbygge vores velfærdssamfund.

Der er ingen økonomer ved deres fulde fem, der forventer at produktivitetsforbedringerne i de vestlige økonomier vender tilbage til tressernes niveau inden for en overskuelig årrække. Og det er vanvittigt at tro, at produktiviteten vil stige, bare fordi vi nedsætter arbejdstiden. Udviklingen i produktiviteten er et udtryk for en meget større bevægelse, og før vi finder nøglen til igen at blive mere produktive, vil en diskussion af arbejdstiden skulle beskrive betydningen for vores velstand og velfærd for at være seriøs.

Lad os få den ægte debat om samfundets indretning i stedet for en skindebat, hvor alt er muligt
Alternativets diskussion er frisk vand i en debat, der har stået stille i årevis, men lad os tage den for det, den er: En grundlæggende diskussion af, om vi vil holde fri eller bevare velfærdssamfundet.

At påstå noget andet er useriøst og hæmmer den ægte debat om, hvordan vi vil indrette vores samfund, som Alternativet har slået sig op på at levere.

Henrik Andersen er cand.scient.pol. og medlem af Socialdemokratiet i Gladsaxe.

Henrik Andersen er cand.scient.pol. Han har i en årrække arbejdet i krydsfeltet mellem politik, analyser og rådgivning og har siden 2016 været tilknyttet Netavisen Pio som klummeskribent og anmelder. Han er desuden kredsformand for Socialdemokratiet i Gladsaxe.

Kommentarer fra Facebook

Annonce