Annonce

Dronning taler til os, ny epidemilov trådt i kraft og 128 % flere ledige i Norge

Nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang.
Velkommen til tirsdagens udgave af vores lille nyhedsoverblik Aktuelt, som fortsat er voldsomt præget af coronavirussen og dens indflydelse på samfundet.

I dag melder selveste Dronningen sig også på banen, når hun i aften vil tale til befolkningen.

Der er tæt på 1.000 smittede i Danmark, 82 er indlagt – heraf 18 på intensiv, viser de seneste tal. På Færøerne er 47 smittede og i Grønland har man i dag konstateret den første smittede.

 

Dronningen taler til befolkningen

Hendes Majestæt Dronningen vil i aften tale til hele befolkningen fra Fredensborg Slot om den alvorlige situation i forbindelse med udbredelsen af coronavirus. Det meddeler hoffet i en pressemeddelelse.

Der er første gang siden slutningen på 2. verdenskrig at den danske regent taler direkte til folket ved andet end nytårstalen.

Talen vises kl. 20.00 på DR og TV 2.

 

Hotline skal hjælpe kommuner med at social udsatte

En ny hotline, nye retningslinjer for, hvordan tilbud til socialt udsatte kan opretholdes i kommunerne, og en Q & A-sektion på coronasmitte.dk med de oftest stillede spørgsmål og svar på håndteringen af covid-19 på socialområdet. Det skriver Altinget.dk.

Sådan lyder paletten af nye tiltag, der skal beskytte socialt udsatte mod coronavirussen. Tiltag, som social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) netop har præsenteret.

"Vi har som samfund taget ekstraordinære skridt for at beskytte især sårbare medborgere mod coronavirus. Det rejser mange spørgsmål for kommuner, sociale tilbud og andre om, hvordan sundhedsmyndighedernes anbefalinger håndteres i dagligdagen. Den nye hotline skal hjælpe til, at man kan få socialfaglige svar på de konkrete problemstillinger, der opstår den kommende tid," siger hun i en pressemeddelelse.

Udmeldingerne kommer i kølvandet på, at flere af Folketingets socialordførere og aktører på området har efterlyst konkrete tiltag og retningslinjer for, hvordan man håndterer og begrænser coronasmitte blandt f.eks. hjemløse og prostituerede.

Læs hele historien her.

 

Ny epidemilov trådt i kraft

En ny epidemilov trådte i kraft klokken ti i formiddags. Loven gør en række vidtgående tiltag mulige, og det meste af den nye magt samles hos sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

Allerede da loven blev forhandlet på plads i sidste uge, blev det nævnt, at den ville gøre sundhedsministeren til den mest magtfulde i danmarkshistorien.

” I den gamle epidemilov lå magten hos fem epidemikommissioner, der lå ude omkring i landet, og i hver sad en politidirektør for bordenden. Nu har man lagt den magt ind til Magnus Heunicke.”

”Derfor er det fuldstændig korrekt, at det vil være hans ministerium, der kan tage de største af beslutningerne. Lige nu og her er han blevet den mest magtfulde sundhedsminister nogensinde, siger DR’s retskorrespondent, Trine Maria Ilsøe.

Den nye epidemilov blev vedtaget i sidste uge og formålet med de mange tiltag er at dæmme op for … coronavirus.

Læs hele historien her.

 

Videokonsultationer skal mindske smitterisikoen hos de praktiserende læger

I den kommende tid bliver det muligt at blive set af sin egen læge uden fysisk at møde op i klinikken.

For at bremse coronasmitten har Danske Regioner og Praktiserende Lægers Organisation (PLO) aftalt, at patienter via deres smartphone eller tablet kan få videokonsultationer med deres praktiserende læge. Det skriver PLO i en pressemeddelelse.

Det er forventningen, at videokonsultation erstatter mange konsultationer, der ellers ville være blevet gennemført ved fysisk fremmøde eller sygebesøg.

Der har i forvejen siden foråret 2019 kørt en forsøgsordning i netop hendes region, Region Syddanmark, der betyder, at praktiserende læger her kan gennemføre konsultationer med patienter pr. video, og nu lynimplementeres altså en tilsvarende ordning på landsplan.

Det er frivilligt, om den praktiserende læge vil tilbyde videokonsultation, men begge parter forventer, at rigtig mange læger vil gøre brug af tilbuddet.Nederst på formularen

 

EM i fodbold udsættes til 2021

EM-slutrunden, der skulle være spillet i blandt andet København denne sommer, er nu endegyldigt blevet udskudt et år til sommeren 2021. Det bekræfter DBU.

Den kommende sommer skulle Telia Parken i København have lagt græs til fire kampe ved EM-slutrunden, men sådan bliver det ikke.

”Vi står i en historisk krise i Danmark og i det meste af Europa, som selvfølgelig også påvirker fodbold og anden idræt. Vi bakker fuldstændigt op om regeringen og myndighedernes tiltag den sidste tid og har derfor også truffet de fornødne tiltag i fodboldens verden. Derfor må vi også erkende, at det vil være uansvarligt at afvikle en EM-slutrunde med tusindvis af fans, der rejser på tværs af landegrænser og holder fodboldfest både på og udenfor stadions. Det er et spørgsmål om safety first, og at folkesundhed til enhver tid er vigtigere end fodbold. Derfor er vi helt enige i UEFA’s beslutning og er tilfredse med, at der er en afklaring for både landshold og klubber,” siger DBU’s formand Jesper Møller.

Rygterne om en udsættelse grundet den igangværende coronavirus har længe svirret, og tirsdag eftermiddag bekræftes det endegyldigt, at EM udskydes til 2021.

Der er tale om den største sportsbegivenhed som skulle være holdt på dansk grund, som altså nu aflyses.

placeholder

 

Luxembourg erklærer national undtagelsestilstand

Luxembourg vil blive erklæret i undtagelsestilstand på grund af coronavirus. Det sagde premierminister Xavier Bettel tirsdag, da han rapporterede til parlamentet om en markant stigning i infektioner med den potentielt dødbringende coronavirus.

Antallet af corona-smittede i det lille land er steget til i alt 140. Der er syv mennesker på hospitalet og en af ​​dem i intensivpleje. En 94-årig person er død. Det lyder måske ikke af så meget, men Luxembourg har kun 525.000 indbyggere.

Læs hele historien her.

 

Arbejdsløsheden i Norge fordoblet

Som det første land kan Norge nu i helt reelle tal konstatere hvilken effekt coronavirussen har haft økonomisk. Tal fra den norske arbejdsformidling, NAV, viser at 149.000 personer er registreret som fuldt ledige.

Sammenlignet med tirsdag i forrige uge, så der tale om en stigning på 84.000 personer – eller en vækst på 128 procent.

Det har især ramt kvinder. Andelen af kvinder som er blevet ledige er steget med 170 procent. For mænd er det ”kun” 100 procent.

Læs hele historien her.

 

USA stemmer videre – sådan da

På trods af at præsident Trump efterhånden har indset at coronavirus er farligt, så er der i nat alligevel primærvalg om hvem der skal være præsidentkandidater i tre stater: Florida, Illinois og Arizona.

Der skulle oprindeligt også være primærvalg i Ohio, men her har guvernøren Mike DeWine, der er republikaner, valgt at udsætte valget til et senere tidspunkt. Flere stater, herunder Georgia og Louisiana, der skal stemme senere på måneden, har valgt at skyde deres valg til senere. Andre stater går med samme overvejelser.

Den tidligere vicepræsident Joe Biden er storfavorit til at vinde valget i alle tre stater, ligesom han er storfavorit til at vinde nomineringen.

 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce