Drop dog kulturpasset!

Kulturkommentar:

Drop dog kulturpasset!

Kulturpasset til udsatte unge har indtil videre ikke været en succes. Et godt råd til den nye kulturminister er derfor at droppe kulturpasset, indtil hun ved meget mere om, hvad der motiverer målgruppen

Zenia Stampe
Billedtekst
Zenia Stampe (R), kulturminister
Foto: De Radikale

Kulturpasset blev vedtaget efter mange og lange diskussioner i SVM-regeringen, og langt om længe indført efter tekniske forsinkelser havde udskudt det.

I regeringen gik den moderate kulturminister efter en smart app, der ville begejstre de 50.000 unge uden arbejde eller uddannelse, kulturpasset var tiltænkt. 

Socialdemokraterne argumenterede, at man skulle gøre noget mere for at motivere de udsatte unge til at gøre brug af det gratis klippekort til kulturelle oplevelser.

Resultatet blev hverken smart eller særligt motiverende for de unge, men gav dog gratis adgang til teatre, spillesteder og fodboldkampe. 

Nye tal fra Slots- og Kulturstyrelsen viser nu, at kun 7439 af de unge har taget imod tilbuddet om et kulturpas. Med et halvt år tilbage af forsøgsperioden er der kun uddelt fem af de i alt 140 millioner kroner, der var afsat til kulturpasset.

Tøv en kende

Alligevel foreslår socialdemokraterne, at kulturpasset udvides til også at blive tilbudt handicappede unge. 

Moderaterne ønsker kulturpas til alle unge, og den radikale kulturminister er frisk på at overveje tilbud om kulturpas til nye grupper af unge.

Læs også:Sange, der binder fællesskabet sammen

Men tøv en kende.

Burde man ikke undersøge, hvorfor så mange unge har undladt at benytte sig af tilbuddet om gratis kultur?

Handler det måske om dårlig kommunikation og formidling af passet?

Eller handler det mere om, at udsatte unge finder det svært at overvinde kulturkløften mellem livet i betonblokkene og kulturens fine saloner i Kongens København. 

I hvert fald skal der meget mere til, før kulturpasset bliver en succes blandt dem, det er tiltænkt

For en ung arbejdsløs i Ishøj kan turen ind til Det Kongelige Teater føles lang, så lang at man ender med at blive hjemme foran computerskærmen.

Et godt råd

Kritikere af kulturpasset har peget på, at det kræver særlige hensyn at motivere netop gruppen af udsatte unge til at bevæge sig ud af hverdagens trygge trummerum. 

Her er tale om en fællesskabsorienteret gruppe, der foretrækker oplevelser sammen med jævnaldrende, fremfor nok så sublime oplevelser i teatersalenes mørke.

Læs også:Et kluntet, klodset og lidt komisk selvmål

I hvert fald skal der meget mere til, før kulturpasset bliver en succes blandt dem, det er tiltænkt.

Det vil være klogt at overveje, hvad der skal til, før man kaster endnu flere gratis kulturoplevelser efter nogle unge, der åbenlyst søger noget helt andet.

Et godt råd til kulturministeren er derfor at droppe kulturpasset, indtil hun ved meget mere om, hvad der motiverer målgruppen.

Niels Frid-Nielsen

Kulturkommentator og forfatter. Forhenværende kulturredaktør på Det fri Aktuelt og i DR Nyheder.

Kommentarer

Indsendt af Thor (ikke efterprøvet) den Onsdag den 08.07.2026 - 15:01

På nogle områder ser der bare ud til at være alt for meget ønsketænkning og alt for lidt snusfornuft og reel indsigt.

Indsendt af Erik Pfeiffer … (ikke efterprøvet) den Fredag den 10.07.2026 - 10:28

Vi bor i Guldborgsund, her er der flere der har benyttet passet med glæde. Frid er forhåbentligt polemisk når han skriver "Eller handler det mere om, at udsatte unge finder det svært at overvinde kulturkløften mellem livet i betonblokkene og kulturens fine saloner i Kongens København".Desværre virker det ikke sådan, men mere som en enten utålelig arrogant betragtning fra en ivrig kulturbruger, eller en ligeså arrogant betragtning i familie med dem Støjberg plejer at udspy. Kulturoplevelser skaber fællesskab - det handler jo ikke om at alle unge skal være i de samme cirkler, men om at give et tilbud til nogen som måske ikke er opmærksomme på et fænomens eksistens. Hvis over 7000 har benyttet tilbuddet - så synes jeg bestemt ikke man skal begrave det - at kommunikationen kunne være bedre er utvivlsomt rigtigt - måske man skulle overlade den del - lige præcis kommunikationen - til de unge selv

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.