Drop rag-til-dig-selv-samfundet

Selvom vi er faldet ”bag af dansen”, så har vi behov for at yde og bruge de kræfter vi har. Lad ledige redde natur og kultur områder og lave klimasikr
”At nyde efter evne og yde efter behov”. I løbet af den sidste generation har vi fået vendt det gamle motto: ”at yde efter evne og nyde efter behov ” på hovedet.

Vi har ikke længere fokus på at skabe et samfund, hvor alle er sikret mulighed for og skal bidrage med det, de kan. Den moralske forpligtigelse til, at yde det bedste man kan - ikke blot overfor ens egne, men også for samfundet - er forsvundet ind i en optagethed af, hvor meget den enkelte kan få raget til sig, eller hvordan man, med mindst mulig indsats, kan få mest muligt.

Den moralske forpligtigelse, til at yde det bedste man kan, er forsvundet ind i en optagethed af, hvor meget den enkelte kan få raget til sig

Fokus er på, hvad den enkelte kan forlange og forvente at nyde af fællesskabet: uddannelse, bolig, underholdning, tilskud og reel forsørgelse eller profit. En holdning, der, som en anden pest, har spredt sig på tværs af samfundets klasser. Vi har således forladt det grundlæggende moralske synspunkt, at vi alle ikke blot er forpligtiget til at bruge de evner og muligheder, vi har, men også at fællesskabet indrettes, så der er plads til, at vi alle gør det, vi kan og bidrager til vores fællesskab.

I skal ikke betale os for at lave ingenting
Vi har mennesker, som vi i årtier har sat til at vente på bedre tider. Tider, der for dem ikke synes at komme. Store boligområder viser resultaterne af den politik, som denne holdning har ført til. Vi kalder boligområderne for ghettoer. Områder, hvor der bor mange, der er kommet i klemme. Lige nu udsættes de, der bor der, for vores vrede, fordi de er bukket under for og/eller har indrettet sig, så godt de kunnet efter de muligheder, de har haft.

I har betalt os i årevis for at lave ingenting

Mange i halvtredserne kunne med føje sige: I har betalt os i årevis for at lave ingenting. Det bliver man ikke dygtigere af. Ja, man glemmer meget af det, man har kunnet og lært. Vi har skullet stille op til hvad som helst, hvor som helst, det har passet tilfældige arbejdsgivere eller politikeres forskellige konstant ændrede regelsæt. Jo mindre uddannelse, jo mindre indflydelse på, hvad vi skal lave. Jo, hyppigere kasseres vi. Sendes i omskoling og ud i nye ledighedsperioder efter at have været gratis arbejdskraft.

Mange er tvunget ind i et liv med fokus på, at familiens forsørgelse – liv og nydelses(glæder) går over konstant ændrede regler og tilskud. Her er momentvis kontrol og kravstilling. Hvis man ikke er syg, bliver man det – om ikke andet af nød. En diagnose kan være bedst at have.

Hvis man ikke er syg, bliver man det – om ikke andet af nød. En diagnose kan være bedst at have.

Vi er blevet gift, skilt, flyttet sammen og fra hinanden, efter hvad der kunne betale sig. Vi lærer børnene, at de skal gå med aviser – eller i hvert fald lade som om. Vi hjælpes ad. Vi hjælper hinanden bytter, sælger, reparerer, skaffer ting og sager. Laver hvad det skal være her og der – finder løbende noget, der kaster noget af sig. Stiller op hos diverse arbejdsgivere i den periode, de får tilskud, tager lidt uddannelse som de siger er vigtigt- og -så !  så dæmrer det !- vi forstår, at vi altid kun er på besøg. Vi er ude, ligesom vore børn med sikkerhed lukkes ude, når de bliver 18. Vi yder efter arbejdsgiverens behov!

Gennem årene falder vores arbejdsevne – det gør lysten til at stille op og blive kasseret også.

Hvad med alle os, der er faldet ’bag af dansen’

Vi har gennem årene udviklet vores liv og hverdag på de betingelser, I giver os. Vi forsøger at skabe fællesskaber. Vi tror ikke, at der er plads til os på anden måde. Selv 6 timers arbejde om ugen er der ingen, der vil give os. Vi har været dømt ude i de sidste to årtier, hvor der kun er plads til os, hvis vi kan udnyttes og ikke forstyrrer.

Vi har været dømt ude i de sidste to årtier, hvor der kun er plads til os, hvis vi kan udnyttes og ikke forstyrrer.

Nu og da får nogle af os fodfæste igen, men vi er så mange om de arbejdspladser, der er. Nu er der ikke blot indvandrere og flygtninge, som er i samme båd som os. Her er hele hold fra Polen. Hvordan skal vi se os selv i det?

Nu har de igen gang i den - på Christiansborg - vi skal igen uddannes. Hvad med at finde nogen andre at uddanne? Så kan vi få deres arbejde. Med lidt hjælp er vi mange, der kunne slå til, der er bare ikke arbejde at få. De, der har, holder godt fast. Også selvom netop de vil have lettere at tro på og kunne gennemføre de uddannelser, der efterspørges. Uddannelser, der kan tilrettelægges, så man kan bruge alt det, man kan i forvejen. For hvad kan vi andre i dag, når det kommer til stykket med erfaringer fra reservatet og sporadisk arbejdserfaring? Der er også mange af os, der har bogen som den værste fjende!

Men også vi, der er faldet ”bag af dansen”, som man siger, har behov for at yde noget, bruge de kræfter vi har.

Men også vi, der er faldet ”bag af dansen”, som man siger, har behov for at yde noget, bruge de kræfter vi har. Ikke bare blive udnyttet, men lave noget, der betyder noget for mig og dig og os alle sammen.

Lad de ledige tage fat på klimaet
Der var engang, hvor ledige lavede Hedeland-grusgravene om til Opera, skibakker og fritidsområde. Der blev dyrket vilde frø, så grøftekanterne kunne sås igen. Nogen lavede eksperimentarium, andre reddede dele af Vestvolden og forterne. Registreringerne af cirkusartisten Barlys store samling førte til Cirkus museum.

Der var engang, hvor ledige lavede Hedeland-grusgravene om til Opera, skibakker og fritidsområde

Fugletårne og madpakkehytter blev lavet i Vestskoven. Ansatte på sygehusene fik uddannelsesmuligheder, når ledige gik ind. Og så blev der plads til dem. Når de andre kravlede opad.

Der er også så meget, der kunne laves i dag til fælles glæde, uden at tage arbejde fra nogen. Små og store projekter. Rundt i landet. Hvor jeg bor i hovedstadsområdet, kunne vi lave både miljø og kulturprojekter, som vi gjorde tidligere. Genbrug har vi, men alt for meget, der kunne repareres, smides ud. Fra tøj, til møbler og elektriske genstande. Det kan vi gøre bedre, og det kan mange lære af.

Lad os samle og arkivere områdets nyere historie i uddannelsesprojekter, så vi kan fortælle og opleve, hvordan vi skabte den moderne hovedstad. Den kom ikke af sig selv. Det er der ingenting, der gør.

Klimaet er en af tidens store udfordringer. Vi drukner i vand .Vi kommer til at lave vandhuller  og moser i de kommende år, der hvor analyses, og en samlet vandplan kan imødegå noget af vandets vej mod havet og dets trængen ind i tæt bebyggede områder.

Lad os samle og  lære af historien og Hedelandsprojektet, og sikre at alle disse nødvendige initiativer bliver fulgt op af, at vi skaber rekreative områder ud af det. Områder med træer og buske, siv og meget andet. Vi har skabt søerne, bjergene, moserne, strandparken. Den ny tids udfordringer kræver også fantasi, gå på mod – og noget ekstra, hvis vi skal gøre det til andet end nødtørft.

Vi har brug for en jobgaranti til alle
Der er rundt i landet masser af arbejdsopgaver. Opgaver vi kan lade gå op og ned i takt med, at vi har brug for dem, hvis alle skal i arbejde. Opgaver hvoraf nogle kunne bruges til uddannelse, og andre til en egentlig jobgaranti på det timetal, man kan klare. I sidste ende vil mange gode anlæg og indsatser også kaste nye job af sig, og undervejs kunne skabes konkrete færdigheder og tilvænning til arbejde igen.

Lad os lave offentlige arbejder, der kan arbejdes på, når der ikke er andet arbejde at få

Lad os lave offentlige arbejder, der kan arbejdes på, når der ikke er andet arbejde at få. Arbejde på opgaver vi gerne vil have løst, og som alle kan få glæde af.

Lad os lave betalt frihed til uddannelse, i samarbejde med firmaerne, for de mange, der aldrig fik en uddannelse, og som vil kunne tage en uddannelse, som vi efterspørger. Samtidig vil det give plads til andre. For vi er alt for mange om de samme job. Og der er alt for mange, der aldrig har fået en uddannelse.

Det er samfundets fælles dilemma at gøre op med en sygelig social kultur, der går i arv fra generation til generation, når der gives konkrete forsørgelsestilbud til alle.

Giv mennesker et job, de kan klare og giv dem en opgave, vi gerne vil have løst i et arbejdsfællesskab.

Vi har brug for at yde efter evne og nyde efter behov. Giv mennesker et job, de kan klare og giv dem en opgave, vi gerne vil have løst i et arbejdsfællesskab. Et resultat man kan være stolt af at bidrage til. Glæde sig over sammen med andre og måske også uddanne sig væk fra ind i andre muligheder med bedre løn og fremtidsudsigter.

Vibeke Storm Rasmussen er tidligere byrådsmedlem Albertslund (S), tidligere amtsborgmester i København (S) og tidligere formand for Region Hovedstaden(S).

‘Dagens Pioklumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

 

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Kommentarer fra Facebook