Sygeplejersker siger i undersøgelser, at de dagligt spilder 29 minutter på unødig dokumentation. Vi ansatte ved, hvor skoen trykker. Tag udgangspunkt i vores viden og hverdag, hvis I vil have en effektiv offentlig sektor.

Tillidskonsulenten rømmer sig og klikker hen til næste slide: ”Og her er så seks forskellige definitioner på tillid”, forklarer hun. Jeg er til konference om tillidsreformen for medarbejdere i kommunen. En djøf-topchef går op på podiet. ”Tillid - ja, det kunne vel lige så godt hedde en blå ost”, siger hun og forsætter, ”havde vi tillid, så behøvede vi jo slet ikke overenskomster og faglige organisationer”. Og så klikker hun hen på en slide med pile fra en masse faggrupper, der peger ned på en stakkels leder, der forvirres af alle de ansattes forskellige arbejdstidsregler. ”Væk med reglerne - det er det, vi gerne vil, ikke?”, slutter hun kækt.

Tillid er blevet et container-begreb. Det kan rumme alle betydninger - hede ønsker om lave transaktionsomkostninger, færre overenskomster og modernisering af den offentlige sektor for 12 milliarder kroner. For mig som sygeplejerske handler reformen om at genskabe tilliden til min faglighed. For sygeplejersker, pædagoger og lærere har en viden, som er en uundværlig del af løsningen på udfordringerne i den offentlige sektor. En faglighed som i øjeblikket tilsidesættes af unødig dokumentation, bureaukrati og kontrol.

Derfor er her tre argumenter for, hvorfor vi skal skrotte skåltaler om tillid og have en faglighedsreform i stedet.

Forandringer skal ske fra gulvet
Sygeplejersker siger i undersøgelser, at de dagligt spilder 29 minutter på unødig dokumentation. Vi ansatte ved, hvor skoen trykker. Tag udgangspunkt i vores viden og hverdag, hvis I vil have en effektiv offentlig sektor.

På et plejehjem i Ballerup besluttede en ledende sygeplejerske at spildtid på unødige arbejdsgange skulle fjernes så der frigives tid til de ældre. Hun inviterede medarbejderne på en temadag, lod dem udpege tidsrøvende arbejdsgange, og sammen fik de efterfølgende ryddet op i tidslommerne.

Anerkend faglig ledelse
Tidligere var det nok at være sygeplejerske og have anciennitet, for at blive leder af afdelingen. Nu argumenterer top-djøf'ere for, at sygeplejerskeuddannelsen ikke er afgørende, men at ledelse er nok i sig selv. Jeg er uenig. Der er brug for begge dele.

Vi der passer børn, patienter og ældre har en kerneopgave, vi gerne vil bruge vores faglighed til at løse. Vores faglige viden er en væsentlig del af løsningen på udfordringerne i den offentlige sektor og er mindst lige så vigtig for styringen af den offentlige sektor som djøf’ernes.

Sygeplejersker der leder sygeplejersker lægger ikke bare vagtplaner og sender et budget videre til chefen. Ledende sygeplejersker forstår fagligheden og kan derfor lede forandringer og gøre beslutninger forståelige i sygeplejerskernes kontekst. Ligesom ledende sygeplejersker bringer væsentlige faglige synspunkter ind i samarbejdet om driften med juristen og økonomen.

Man er ikke en god leder, fordi man er overlæge. At lede andre kræver viden om ledelse og uddannelse i hvordan. At der stilles krav om lederuddannelse til fagprofessionelle ledere er derfor helt centralt for god styring i det offentlige. Fagprofessionel ledelse bør dog anerkendes som et væsentligt for at drive en effektiv offentlig sektor.

Djøf'ere er lige så subjektive som alle andre
I 1980’erne fik vi fagprofessionelle skylden for den dyre offentlige sektor. Kritikken lød, at vi udvidede vores egne domæner i en uendelighed. Siden tog New Public Management fart. Fagvældet skulle reguleres af resultatkontrakter, faste tariffer, rapporteringer og standardiseringer - med vækst i offentligt ansatte djøf’ere til følge.

Nu får djøf’erne skylden for den bureaukratiske offentlige sektor. Men ligesom lærere og sygeplejersker er styret af egen faglighed, interesse og logik, er djøf’ere det også. Ligesom jeg altid kan se behovet for en sygeplejerske mere, kan djøf’eren sagtens få plads til endnu et skrivebord i HR-afdelingen. Derfor er løsningen hverken tilbage til fagvældets tid, eller at djøf’erne fylder noget andet i skemaerne. En fornuftig styring af den offentlige sektor kræver balance i magten mellem djøf’ere og fagprofessionelle. Djøf-styringen skal træde et skridt tilbage, flytte fokus fra kontrol og procesmål til understøttelse af faglighed og kvalitet.

Skrot skåltaler om tillid
Skærer vi ind til benet, ser akademikere, topchefer og fagprofessionelle forskelligt på, hvad tillidsreformen skal. Er ambitionen, at reformen skal være noget andet end New Public Management, foreslår jeg, at vi skrotter skåltalerne om tillid og får fagligheden i centrum for beslutningerne.

Vi der passer børn, patienter og ældre har en kerneopgave, vi gerne vil bruge vores faglighed til at løse. Vores faglige viden er en væsentlig del af løsningen på udfordringerne i den offentlige sektor og er mindst lige så vigtig for styringen af den offentlige sektor som djøf’ernes.

 

Signe Hagel Andersen (f. 1982) er sygeplejerske og næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Region Hovedstaden. Signe er tidligere formand for Sygeplejestuderendes Landssammenslutning (SLS), har været politisk rådgiver på Christiansborg og aktiv i flere politiske sammenhænge. Privat bor hun på Amager, er gift og er mor til to drenge.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.