Det er svære tider for DR. De må hverken være for smalle og elitære eller for bredde og lavkulturelle. Senest har kanalen udmeldt, at det skal være slut med det populære X-Factor, som kritikere mener, ikke hører hjemme på en public service-kanal.

På den anden side har deres mere finkulturelle satsninger et særdeles smalt publikum, og det duer heller ikke, da DR måles på deres resultater og desuden skal kunne tilbyde noget for enhver smag.

I hvad der kan tolkes som en kreativ søgen efter en spiselig midterposition har kanalen nu lanceret et nyt kulturmagasin med navnet Gejst.

Men spørgsmålet er, om Gejst vil kunne tilfredsstille både de underholdningshungrende danskere og de videbegærlige kulturforbrugere?

Hverken venstreorienteret, poppet eller snobbet
Det første afsnit af Gejst handler om det nye kulturelle junkfood – tv-serier på internationale streamingtjenester. Gejst kan oplyse os om, at en udbyder som Netflix har over 100 millioner brugere verden over, og at der i USA i dag bliver produceret mere end 500 nye serier per år.

Men hvordan gør DR dette efterhånden velkendte fænomen interessant nok til et 24 minutter langt kulturmagasin, der ikke må kunne anklages for at være hverken venstreorienteret, poppet eller snobbet?

Louise Wolff stiller interesserede og empatiske spørgsmål, som dog er støvsuget for viden om kultur

Man fokuserer på en menneskelig fortælling om en nogenlunde kendt dansker. Derfor er den blide vært Louise Wolff, som de fleste danskere kender fra blandt andet Go’ Morgen Danmark og Aftenshowet, rejst til en optagelse af en irsk tv-serie, Rig45, der handler om et mord på en boreplatform, og hvor danske Søren Malling spiller en væsentlig rolle.

Vi følger den 53-årige Malling på optagelserne, imens Louise Wolff stiller interesserede og empatiske spørgsmål, som dog er støvsuget for viden om kultur.

”Hvad kræver det egentlig at få international succes? Og hvad har det af personlige omkostninger?” Spørger hun i god journaliststil, hvortil Malling blandt andet kan svare, at det har nogle betydelige personlige omkostninger for ham, der naturligt nok savner venner og familie derhjemme, men som samtidig håber, at han kan få nye og interessante opgaver ved også at være åben over for de internationale optagelser.

Runde briller og tilbagefriseret hår
For at løfte programmets horisont en smule suppleres optagelserne i Irland af to yngre fyre, der kan udtale sig kommenterende og perspektivrigt om serierne.

Programmet giver et interessant indblik i en skuespillers arbejdsvilkår i en ny global kulturtrend – og det perspektiv er faktisk ganske interessant.

Det er belejligt nok to af DR’s egne journalister og værter, som præsenteres som ’serieeksperter.’ Den ene unge fyr har runde briller og den anden tilbagefriseret sort hår, og som sådan minder de lidt om tidligere tiders intellektuelle kulturjournalister, som dog nu er erstattet af smarte mediefyre, der formentlig æder tv-serier, som Weekendavisens Lars Bukdahl litteratur.

Programmet giver et interessant indblik i en skuespillers arbejdsvilkår i en ny global kulturtrend – og det perspektiv er faktisk ganske interessant. For arbejdsvilkårene er langt fra glamourøse: Malling er langt væk hjemmefra, arbejder 12 timer om dagen i en kold lagerhal på cirka fem grader; til gengæld tjener han lidt mere, end han ville gøre på en dansk optagelse. Han er langt fra den eneste danske skuespiller, der gør som ham. Brødrene Lars og Mads Mikkelsen, Nikolaj Coster Waldau, Pilou Asbæk, Birgitte Hjort Sørensen og Sidste Babett-Knudsen er nogle af de danskere, der klarer sig rigtig godt i internationale tv-serier og dertil må forventes at komme en stor andel af ganske ukendte danske skuespillertalenter, som hutler sig igennem i håbet om et internationalt tv-seriegennembrud.

Mellem det højpandede og det fladpandede
Men spørgsmålet er, om det er lykkes DR at finde en spiselig mellemvej – der ligger lige der mellem det højpandede og det fladpandede?

Måske hedder programmet Gejst for at understrege DR’s kampgejst som kanalen, der ikke har tænkt sig at bukke nakken for tidens politiske pres

Nu hedder programmet jo Gejst – som kan være en reference til begejstring, men som jo kommer af det tyske ord Geist, som snarere betyder ånd. Særligt åndfuldt er programmet dog ikke, og det er også svært at se, at det bunder i en reel begejstring for kulturen – for netop værdien og betydningen af det kulturelle produkt – i dette tilfælde tv-serien – tales der slet ikke om.

Måske hedder programmet snarere Gejst for at understrege DR’s kampgejst som kanalen, der ikke har tænkt sig at bukke nakken for tidens politiske pres, men som kæmper videre for at finde sin plads blandt selektive danske mediebrugere og blodhungrende politikere, der truer med snart at æde en ordentlig luns af den uopdragne kanal.

Gejst havde premiere på DR i sidste uge og kan streames her.