DSB-normalisering vækker minder om lærerkonflikten

Spøgelset fra lærerkonflikten går igen, når DSB-ledelsen pønser på at reducere medarbejdernes indflydelse og skære i overenskomster.
Foto: Colourbox
Medarbejderne bliver smidt ud af bestyrelsen, to-tredjedele af tillidsrepræsentanterne droppes og 100 lokalaftaler opsiges. Det kan blive den nye virkelighed for de ansatte i DSB.

Hvis du synes, at du har hørt det før, så er det nok fordi vi er mange, der stadig husker lærerkonflikten fra 2013

Og hvis du synes, at du har hørt det før, så er det nok fordi vi er mange, der stadig husker lærerkonflikten fra 2013, hvor landets skolelærere sang, protesterede og til sidst blev lockoutet af de offentlige arbejdsgivere.

Kongstanken fra 2013 var, ifølge Kommunernes Landsforening, Moderniseringsstyrelsen og ikke mindst Finansministeriet, at overenskomsterne skulle ”normaliseres”.

Fra daværende finansminister Bjarne Corydon (S) lød det med dyb bas: ”Jeg har et hovedkrav, som er vigtigere end alt andet, og det er, at vi ønsker en normalisering…”.    

Ingen kvaler – DSB-medarbejderne betaler

Nu skal vi igen tale om normalisering,  i hvert fald hvis det står til DSB-ledelsen.

I en såkaldt organisationsanalyse fra DSB lyder ønsket: ”Normalisering af DSB’s aftalevilkår”. Der er altså noget unormalt, noget weird eller noget forrykt, som skal renses ud af den måde, som virksomheden bliver ledet på.

Nu skal vi igen tale om normalisering

Og det unormale er altså samarbejde og medarbejderindflydelse, som der skal være meget mindre af, så DSB kan opnå de ønskede besparelser på driften

For den bagvedliggende tanke er, ikke overraskende, et spørgsmål om kroner og ører. Drømmen hos DSB-ledelsen er at spare penge og reducere det galopperende underskud hos det statsejede DSB. Alene de faldende passagertal i 2018 har kostet selskabet 81 millioner kroner og underskuddet for tredje kvartal i år er 13 millioner.  

Forventningen fra DSB er, at normaliseringen skal kunne bidrage med årlige besparelser på et sted mellem 300 og 500 millioner kroner i 2030. Devisen er simpel og lyder næsten som et quick-fix: Ingen kvaler, medarbejderne betaler.

Topstyring er ikke moderne ledelse

Medarbejderne, som er organiseret i Jernbaneforbundet, afviser på ingen måde mulige strukturændringer eller arbejdsgivernes ret til at organisere sig, men de vil gerne tages med på råd. Og de vil gerne indgå i samarbejde om rammerne. Det lyder ufarligt, men det er det langt fra.

For netop spørgsmålet om samarbejdet er sagens kerne. Man kunne godt spørge sig selv; hvorfra får de offentlige arbejdsgivere ideen om at mindre samarbejde skulle kunne sikre en bedre løsning?

Hvorfra får de offentlige arbejdsgivere får ideen om at mindre samarbejde skulle kunne sikre en bedre løsning?

I 2013 lød advarslen fra Kommunernes Landsforening (KL) og chefforhandler Michael Ziegler mod stærke lokale samarbejder: ”Generelt advarer vi mod, at man laver aftaler”. Mildest talt absurd at advare mod samarbejde, som er ellers en helt grundlæggende menneskelig tanke, som skaber kompromis, løsning og fremdrift.  

At det skulle være moderne og fremsynet ledelse, at droppe medarbejdernes indflydelse og forringe deres arbejdsvilkår er næppe den anbefaling, som vejer særligt tungt i den ledelseslitteratur, som efterhånden fylde kilometervis på hylderne i landets vidensinstitutioner.

Drop den middelalderlige ledelsesstil

Effekten af at tage mindre hensyn til medarbejderne, lukke ansatte ude af de kommende forandringer og råbe normalisering i hovedet på dem, vil næppe skabe en mere positiv stemning i og omkring DSB. Forringet arbejdsmiljø vil næppe skaffe flere passagerer, tog til tiden eller minimere det truende underskud.

Vi bør huske prisen for at droppe samarbejdet og vi bør droppe den middelalderlige ledelsesstil

Lærerkonflikten udsprang af en motivation om at forbedre folkeskolen med udgangspunkt i eleverne, men den druknede på at lærerne skulle betale gildet, at samarbejdet blev lagt i graven og på en trodsighed, der spændte ben for en fremsynet pragmatisk løsning. Det er normaliseringens spøgelse, som stadig bør skræmme os i dag.

Det er alvorens time for DSB og der hænge tunge skyer over vores statslige jernbaner, hvorfor behovet for strukturændringer er helt reelt, men de skal bare gennemføres i samarbejde med medarbejderne. Vi bør huske prisen for at droppe samarbejdet og vi bør droppe den middelalderlige ledelsesstil.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio


Kommentarer fra Facebook

Annonce