DSU-formand: “Jeg er venstreorienteret og holder med USA”

Amerikanerne er det eneste håb i en verden, hvor grundlæggende demokratiske frihedsrettigheder er under massivt pres, skriver Frederik Vad.
Ikke siden Den Kolde Krigs ophør har den sikkerhedspolitiske situation på europæisk territorium været så spændt, som den tydeligvis er nu.

Langs den ukrainsk-russiske grænser står titusindvis af russiske styrker klar til invasion. Forsyningslinjer er etableret og røde streger er trukket.

På trods af en ambition om at fastholde et diplomatisk spor, er krigsretorikken vokset på begge sider.

Vil Europa og USA lade stå til i tilfælde af russisk invasion?

Ukrainerne er forståeligt nok skræmte over udsigten til svag NATO-respons på et angreb fra Rusland, og også i de baltiske lande vokser bekymringen.

Vil Europa og USA lade stå til i tilfælde af russisk invasion? Jeg forstår godt bekymringen.

Relativismen fra Enhedslisten

Derfor er jeg også rystet over at se stærke stemmer på venstrefløjen, som vakler i troen på at USA og Europa er nødt til at handle hvis Rusland angriber.

Senest i Debatten på DR2, hvor Enhedslistens folketingskandidat Leila Stockmarr, tordnede mod muligheden for at lade amerikanske styrker benytte sig af dansk territorium.

Budskabet var klart, og kan egentlig koges ned til følgende: Amerikanerne er ikke hverken værre eller bedre end russerne, der kan komme en ny Donald Trump-figur og i øvrigt aner vi ikke om de kan finde på at lave krigsforbrydelser på dansk jord eller i dansk farvand.

En ret vild relativisme. Ingen tvivl om at venstrefløjen altid – og ofte med rette – har været kritiske over for USA, men i den nuværende situation giver det absolut ingen mening.

Vi står med et Rusland som ønsker at genoplive et system, hvor det alene er stormagterne der træffer de vigtigste valg på vegne af stater i nærheden.

“Friheden skal begrænses. Lande som Finland og Ukraine må ikke selv bestemme hvilke alliancer de vil indgå i. Det har Rusland krav på.”

En opfattelse vi troede blev lagt i graven med Murens Fald, men det er ikke tilfældet. Derfor er der brug for at sige klart og tydeligt fra over for Rusland.

USA er vores eneste chance

I en verden hvor Kina og Rusland får mere og mere magt over udviklingen, så er USA vores eneste håb.

I en tid hvor autokratierne vinder det ene slag efter det andet over demokratierne, er det ikke nu vi skal rynke på næsen af de amerikanske forsøg på at samle de eksisterende demokratier i en fælles alliance. Det er nu vi skal bakke op. For hvad er alternativet? 

Misforstå mig ikke: Jeg har ikke været tilhænger af skiftende amerikanske administrationers forhold til tortur, angrebskrige og internationalt samarbejde.

Det er nu vi skal bakke op.

Men i modsætning til Rusland og Kina hersker der i USA et værdisæt og et menneskesyn, som har solide rødder i den amerikanske kultur og i den amerikanske forfatning.

Her mener man faktisk at mennesket har en sjæl. At mennesket er et individuelt væsen, som ikke skal have udslettet sit særpræg. At det frie ord, den frie tanke og den frie forsamling gælder.

Grundlæggende liberale oplysningsprincipper som stadig hersker, selvom demokratiet også er inficeret af penge-gale mennesker og farlige tanker.

Vi er nødt til at bakke op

Vi venstreorienterede er nødt til at bakke op om USA i den situation vi står i. Ingen andre svar kan bruges, hvis det kommer dertil, at Rusland angriber Ukraine. Europa vil ikke være i stand til at handle samlet og stærkt. Der er kun USA tilbage til at forhindre russerne i at undertrykke deres naboer.

Er det krigsforherligende retorik? Er det et romantiseret glansbillede af verdens supermagt? Nej, det er en kølig konstatering af hvordan virkeligheden ser ud.

Jeg er er stolt af at den socialdemokratiske Hedtoft-regering fik Danmark ind i Atlantpagten i 1949. Nu skal NATO-sammenholdet vise sit værd.

Frederik Vad Nielsen er forbundsformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) og kandidat til at blive folketingskandidat for Socialdemokratiet.


placeholder

Kommentarer

Socialdemokratiets ukritiske opbakning og udtalte værdiforherligelse af USA er dybt hyklerisk og farlig. Det er en fastholden af et billede af USA og den amerikanske drøm fra en svunden tid i det forrige århundrede. Har Frederik Vad ikke opdaget at det amerikanske demokrati og landets storhedstid er fortid. Retten til at stemme indskrænkes systematisk.Kvinders ret til abort er under afvikling. Amerikanske arbejdere kæmper en indædt kamp for retten til kollektive overenskomster mod de store selskabers systematiske undertrykkelse. USA og dets lakajer er eksperter i at starte krige som skaber armod og dysfunktionelle stater, men ude af stand til at skabe fred og velfærd. Kunne Frederik Vad ikke tage en alvorlig snak med den gamle erfarne socialdemokrat Mogens Lykketoft og få justeret på sit verdensbillede og forhold til værdibegrebet.
https://www.berlingske.dk/kommentatorer/mogens-lykketoft-usa-i-dag-er-et...

NATO har 30 medlemmer. Der er 195 lande i verden. Rusland er det ene af dem. 195-31 giver 164 lande i verden uden for NATO og Rusland, der ikke er blevet invaderet af Rusland, herunder Sverige og Finland. NATO er en umættelig krigsmaskine og et bindende kundekartotek for USA's våbenlobby og militærindustri, der fuldtidsbeskæftiger en ikke ubetydelig del af USA's befolkning. Irak havde ikke et eneste kemisk våben, og der er hverken demokrati eller frihed i Libyen eller Afghanistan. F-35 er slet ikke egnet til forsvar; den er tegnet og designet til at angribe og bombe andre, før de aner det. Det er dybt ulykkeligt, at Socialdemokratiet har adopteret Anders Foghs aktivistiske forbryderidealer, der kun har medført død, vold og ødelæggelse i mellemøsten, og flygtningestrømme til Europa.

Jeg glemte at tilføje, at Lockheed Martins aktiekurs er steget 1381 procent siden 1995.

Det er utroligt så hadet USA er blandt kommentatorerne herinde.
Deres had er så stort, at de foretrækker at Putin overtager hele Europa.
Det er uhyggeligt, du!

Det er dog besynderligt at USA bliver ophøjet til det mest opnåelige, et land der er tæt på en væbnet indenlands protest mod demokratiet som en efterfølge af stormen på kongressen og talt op af Trump.
Og med hensyn til konflikten mellem Ukraine og Rusland virker det som om USA som det eneste land er ved at tale konflikten op i stedet for at tale begge parter til fornuft, ved at gøre det klart at Ukraine aldrig bliver medlem af Nato
Men det ville være en fjer i hatten for USA hvis Nordstream 2 gasledningen aldrig blev taget i brug, så kunne de sælge deres overskudsgas til Tyskland og Polen som de hele tiden har sunget for.
Vi skal lægge mærke til at både USA og Rusland siden 2 verdenskrig har ført krige rundt om i verden, men aldrig på deres egen jord, og har begge til og med haft en stor profitabel produktion af våben som bl. andet har været med til at opruste diktatorer overalt og derved holdt dem ved magten som allierede.

Vi kan ikke undvære USA som en del af NATO,og USA er også et demokrati,men der er også problemer i USA.
Der er to ting jeg vil fremhæve ,kapitalismen overskygger alt andet i USA, og der kan vi godt sætte ??? ved
hvor godt det er.
OG efter Trump kan man se at der er en splitelse i befolkningen,og man kan faktiks frygte at landet ender i
en borgerkrig, på grund af Trump,s u-dulighed som President.
Men vi deler USA,s gundlæggene holdning til Demokrati og frihed,så det er lidt af begge dele der gør
at vi kan stille spørgsmål ved det ene og det andet
Og jeg tror ikke at der er nogle her på siden,der ønsker Rusland eller Kina som forbillede.

Og hvis vi ikke ønsker en krig i hele Europa, må alle se i øjnene at vi ikke kan sætte NATO ind i Ukraine,
eller som England gjorde da tyskland gik ind i Polen,at erklæere tyskland krig ( som var det eneste rigtige dengang )
Vi er NATO og vi forsvare os mod dem der vil besætte os.
Men går NATO uden for Nato bliver det starten på 3.Verdenskrig

Der er ingen grund til at forherlige USA, for guderne skal vide, at der er ganske alvorlige problemer med deres samfund. Men som verden ser ud i dag (og har gjort længe), må det være fuldstændig åbenlyst for enhver med sine sanser og sin forstand i behold, at de trods alt er det mindste onde i sammenligning med Rusland og Kina.

Vi bør spille på både EU og foreløbigt også USA. Det er en katastrofe at lægge hele vores udenrigspolitik an på at være USAs vaselstat. Det vil koste os regeringsmagten og har isoleret Danmarks i EU. I øvrigt har Rusland en god sag. NATO er blevet til en angribsalliance og Rusland kan med rette siger at de er truet. De russisk mindretal har også behov for at blive beskytte. Rusland vil gerne overholde Mink aftalen men det ville Ukraine ikke. Vi bør nok ikke glemme at Danmark består fordi stormagten Rusland i 1864 ikke ville acceptere deling i mellem Sverige og Tyskland. Afghanistan viser hvad der kan forventes når USA ikke længere har interesser i Europa og mere sandsynligt ikke har samme interesser som EU. Vi har bruge for en dygtigere udenrigsminister.

Du er jo ikke venstreorienteret

Annonce