Svaret er for langt de fleste unge et rungende nej. Det viser en undersøgelse blandt unge mellem 18 og 34 år i 2023. Antallet af unge, der ønsker at blive leder i løbet af sin karriere er faldet drastisk på bare tre år.

vi lever i en tid, hvor det ikke er på mode at tage ansvar. Og det er virkelig skidt for vores samfund

Det ligger ikke i tidens ånd at tage ansvar

For mig giver det god mening, eftersom vi lever i en tid, hvor det ikke er på mode at tage ansvar. Og det er virkelig skidt for vores samfund. Danmark er bygget af mennesker, der tager ansvar – både professionelt og i vores civilsamfund.

Det være sig som politikere, chefer i virksomheder, fodboldtrænere eller værnepligtige. Problemet er bare, at man i dag ikke får særlig meget ros for at tage ansvaret på sig. Tværtimod.

Lad mig komme med et par eksempler 

Hvor ville vi være, hvis ingen unge engagerede sig i vores demokrati?

Udskældningen af unge, der tager politisk ansvar

Ungdomspolitik bliver udskældt konstant. Hvis jeg fik en 10’er hver gang jeg hørte nogen omtale os, der har valgt at være ungdomspolitisk aktive som ”karrierepolitikere”, ville jeg være mangemillionær.

Ungdomspolitik har et dårligt ry for at være en kampplads, hvor vi ”lærer at slå hinanden ihjel”, som Jakob Ellemann-Jensen formulerede det i en Genstart for nogle år siden.

Den tidligere rene socialdemokratiske regering blev af kommentatorerne udråbt som ”DSU-regeringen” – underforstået: En masse karrierepolitikere, der bare har leget politik hele deres liv, og nu har indtaget magten, fordi de har udholdt føromtalte kampplads.

Men hvor ville vi være, hvis ingen unge engagerede sig i vores demokrati? Hvis ingen unge havde drømme og ambitioner for vores samfund, og var villig til at stå op for disse værdier ved at gå ind i politik?

Sagt med andre ord: Hvor ville det egentlig efterlade os, hvis ingen i den fremtidige generation ønskede at tage ansvaret for vores land på sig?

Til gengæld belønner vi passivitet, og det har den blå opposition tilsyneladende opdaget

Regeringsansvaret slider altid

Et andet eksempel er selvfølgelig, at det altid slider at have regeringsmagten. Denne regering får, ligesom mange andre regeringer, dårlige meningsmålinger.

Og bevares, en del er da selvforskyldt for SVM-regeringen, men det at påtage sig regeringsansvaret for vores land er netop lig med kompromisser og sommetider svære upopulære beslutninger.

Fordi det også er det ansvar indebærer. Det er ærgerligt, at det ikke vægter højt at tage ansvar i dagens Danmark. Til gengæld belønner vi passivitet, og det har den blå opposition tilsyneladende opdaget.  

For det er åbenbart så lidt på mode at tage ansvar, at vi meget vel kan ende i en situation, hvor ingen fra blå blok stiller sig frem som statsministerkandidat. Det er kujonagtigt. Og hvad værre er, er, at vi borgere øjensynligt er ligeglade.

Foreningslivet har i mange år råbt op om manglen på frivillige

Frivilligheden er under pres i hele landet

Det er ikke kun politisk, at det er umoderne at tage ansvar. Foreningslivet har i mange år råbt op om manglen på frivillige. Det gælder alt fra markeder til skolebestyrelser, og når det kommer til at stille op til at være håndboldtræner eller fodbolddommer.

Det er for mig at se noget af det allermest bekymrende for vores samfund. Fordi det netop er vores stærke foreningsliv, der på mange måder er rygraden i lokalsamfundene. Men det er ikke meget anerkendelse, man får som frivillig træner eller dommer i fodboldklubben.

Jeg tænker, at de fleste af os har hørt historier om forældre, der brokker sig over, at deres barn ikke er udtaget til en kamp eller ikke fik nok spilletid på banen.

Men desværre ser vi også virkelig grove tilfælde med vold mod de frivillige – nyeste tilfælde var en fodbolddommer, der blev nikket en skalle og slået bevidstløs af en vred far til en spiller til en U13-fodboldkamp i oktober.

At seriøse politiske partier og ungdomsorganisationer i ramme alvor mener, at det ikke skal være en pligt at forsvare vores land, går udover min fatteevne

Den ansvarsløse populisme

Det er heller ikke særlig populært at argumentere for ansvar og pligt. Tag bare debatten om udvidelsen af værnepligten.

Liberal Alliance, som ellers er det parti, der normalt gerne vil associeres med at tage ansvar, – deres formand har skrevet en hel bog om det – mener ikke, at man har en pligt til at forsvare sit land. De går ind for ”værneret”.

Det samme kunne jeg til min ærgrelse konstatere er tilfældet for alle andre politiske ungdomsorganisationer end DSU, KU og Unge Moderater. Det blev gjort klart under skolevalget i januar 2024.

At seriøse politiske partier og ungdomsorganisationer i ramme alvor mener, at det ikke skal være en pligt at forsvare vores land, går udover min fatteevne.

Vi har alle et ansvar overfor hinanden, og vi har brug for, at ansvaret får en renæssance

Ansvarsløsheden går ud over samfundet 

Vi lever i den mest usikre tid siden den kolde krig, Beredskabsstyrelsen udsender preppinganbefalinger, og hele den vestlige verden opruster mod totalitære kræfter. Alligevel falder mange tilbage til tåbelige ideologiske argumenter om ”frihed for den enkelte” og ”antimilitarisme” netop nu.

Men det er da klart, at de gør det. For det er ikke nemt at have standpunktet om, at der desværre er nogen som ja, må tvinges i trøjen for at opbygge kompetencer til at kunne modstå krig og katastrofer i vores eget land. Men hvis ikke alle har pligten, er der ingen retfærdighed til.

Det, at Socialdemokratiet er et parti, der insisterer på at tage ansvar, er den vigtigste årsag til, at jeg blev socialdemokrat. Det vil altid være nemmere at snige sig udenom ansvaret. Men hvis vi fortsætter ned ad den sti, så er vi på spanden.

Vi har alle et ansvar overfor hinanden og os, der kan, har en pligt til at tage det på os. Om end det så er på vores arbejdsplads, i politik eller i foreningerne. Vi har brug for, at ansvaret får en renæssance!