”Det sker fra Ringkøbing i vest og til Ishøj i øst. Men lad os være ærlige. De fleste, der er udsat for social kontrol, har muslimsk baggrund”, sagde DSU-formand til de kongresdelegerede i Vejen Idrætscenter.
DSU-formanden langede samtidig ud efter det, han opfatter som årtiers tro på, at arbejde og uddannelse alene kunne frigøre de nye borgere.
”I årtier troede vi på, at religiøs dogmatik ville forsvinde, når folk fik et arbejde. Men intet arbejde kan retfærdiggøre modstand mod homoseksuelle, ingen uddannelse kan retfærdiggøre hustruvold, og intet postnummer kan retfærdiggøre tvangsægteskab”, sagde DSU-formanden fra talerstolen og lovede sin støtte til unge medborgere, der kæmper imod social kontrol.
”Jeres frihedskamp er vores frihedskamp. I kan regne med DSU”, lød det fra Frederik Vad.
De europæiske socialdemokratier har fejlet
Det var dog ikke kun i forhold til social kontrol, at den unge socialdemokrat manede til selvransagelse. Han kom også med sit bud på, hvorfor de europæiske socialdemokratier falder som fluer for vælgernes harme. Ifølge Frederik Vad har vælgerflugten fra socialdemokratierne tre årsager.
”Vi mistede troen på, at alle skulle have et bedre liv. Vi var med til at skubbe bag på en udvikling, hvor mere økonomisk magt blev samlet hos de allerrigeste”, siger han om den socialdemokratiske politik i tiden efter finanskrisen.
”Vi var ligeglad med den tilstrømning, der kom til, og som skabte en ny etnisk underklasse. Vi vendte det blinde øje til og var ligeglade”, sagde den Vipperød-fødte Frederik Vad og opsummerede i en nyklassisk socialdemokratisk kritik.
”Og vi glemte, at ikke alle får gavn af globaliseringen. Socialdemokratierne i Europa accepterede alt for længe, at fri konkurrence altid skulle gå foran lønmodtageres arbejde”, sluttede Frederik Vad.
DSU holder kongres frem til søndag eftermiddag.