DSU: Tre ting, der giver politisk håb for 2018

Skattesænkninger, velfærdsnedskæringer og pres på lønmodtagerne gjorde 2017 til et dårligt år. Men læs her hvorfor 2018 bliver et mere håbefuldt år.
Vores samfundsmodel er under afvikling. Flere danskere vender ryggen til fællesskabets institutioner, gentagende skattesænkninger rundbarberer vores velfærd og et øget politisk pres på lønmodtagernes arbejdsliv dominerer. Det har 2017 ikke ændret på – tværtimod.

Alligevel går jeg 2018 i møde med et håb om at det kan blive året hvor udvikling afløser afvikling. Der er stærke tegn i sol og måne på, at den dysfunktionelle trekløverregering, som på trods af skrigende inkompetence alligevel har haft held til at sætte nogle dybe stød ind mod vores velfærdssamfund, kan få kamp til stregen i 2018.

Jeg mener at de følgende tre er de vigtigste:

  1. Danskerne kræver en anden politisk kurs

Langt de fleste danskere ønsker en anden politik end den der bliver ført. For det første viser undersøgelser at danskerne klart ønsker velfærd fremfor skattesænkninger. For det andet viser efterårets kommunal- og regionalvalg, at danskerne ikke ryster på hånden i deres prioriteringer. Socialdemokratiet gik til valg på en klar ambition om at styrke velfærden – også selvom at det krævede skattestigninger flere steder. Knap hver tredje vælger kvitterede ved at sende deres stemme i retning af partiet.

Langt de fleste danskere ønsker en anden politik end den der bliver ført

Danskerne vender ryggen til resultatet af mange års lokale eksperimenter med udliciteringer, nedskæringer og skattesænkninger, som viser sig rundt omkring i hele landet.

  1. Fremtidens udfordringer kalder på nye løsninger

I 2018 bliver vi nødt til at adressere nogle af de udfordringer som vores samfund – og ikke mindst min generation – står over for. Den bæredygtige omstilling af hele vores transport-, bolig- og erhvervssektor bliver helt central – også i jagten på flere arbejdspladser og en fornuftig langsigtet velstandsudvikling. Her kommer trekløverregeringen og højrefløjen til kort.

Et uhyggeligt lille antal unge vælger at tage en faglært uddannelse

Det samme gør sig gældende i kampen for at sikre kvalificeret arbejdskraft i fremtiden. Et uhyggeligt lille antal unge vælger at tage en faglært uddannelse, og det er den største bombe under dansk vækst og velstand. Investeringer i omskoling, opkvalificering og uddannelse er derfor helt nødvendige. Ingen beder om de skattesænkninger, som er højrefløjens eneste desperate svar på alle udfordringer. Virkeligheden er løbet fra dem. Fremtidens udfordringer kræver en anden politik.

  1. Der findes et politisk alternativ

For første gang i mange år findes der faktisk et politisk alternativ til højrefløjens politiske projekt. Socialdemokratiet er igen begyndt at tage danskernes bekymringer alvorligt – ikke mindst når det gælder den fejlslagne integrationspolitik. Samtidig har partiet truffet en række klare værdipolitiske valg når det gælder finansskat, uddannelse og velfærd. Den cocktail betyder at der nu findes et reelt politisk alternativ til venstre for midten, som danskerne kan have tillid til. Det forstærker muligheden for at udstille højrefløjens mangel på relevante politiske svar.

Socialdemokratiet er igen begyndt at tage danskernes bekymringer alvorligt

Alt i alt må man konstatere at vi i 2018 har gode muligheder for at sætte en stopper for afviklingen af vores samfundsmodel, og begynde at føre en politik der svarer på de udfordringer vi står over for. Det bliver ikke nemt og meget kan gå galt. Men vi bør forsøge at gribe håbet. Alt for meget står på spil!

Frederik Vad Nielsen er formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU).

Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Formand for Danmarks Socialdemorkatiske Ungdom (DSU)


Kommentarer fra Facebook