Du kan ikke løse klimakrisen selv

Klimakrisen løses ikke af den enkelte foran køledisken, men ved at vi i fællesskab ændrer strukturerne i vores samfund til fordel for mere bæredygtighed.

I en artikel i Information kunne man for nyligt prøve sig af som diplomat og forhandle en klimaaftale. Øvelsen blev dog gjort noget lettere af, at man skulle forhandle aftalen med sig selv.

Man skulle som læser tage stilling til, om man ville skære ned på flyrejser, spise mindre kød og investere sin pensionsopsparing i bæredygtige virksomheder.

Selvom testen for så vidt er både interessant og kreativ, så understreger den også en brist i klimakampen. En svaghed, der afsporer og hæmmer den helt essentielle og nødvendige kamp for at sikre kloden for min generation og de generationer, der kommer efter: Det helt overdrevne fokus på, hvordan individet selv kan og skal stoppe klimaforandringerne ved at ændre sin adfærd.

Forstå mig ret, der er selvfølgelig ikke noget galt i, at vi hver især ser, hvad vi selv kan gøre. Det er ikke dårligt. Det er bare fuldstændig utilstrækkeligt.

Store samfundsproblemer løses i fællesskab

Aldrig i menneskehedens lange og kringlede historie er et stort samfundsproblem blevet løst ved, at enkeltindivider har ændret deres vaner. Det var ikke nye vaner for enkeltindivider, der hev tusinder af fattige ud af baggårdenes mørke og gav dem ordentlige boliger.

Det var ikke den politiske forbruger, der skabte ordentlige løn- og arbejdsvilkår for den brede befolkning.

Det var ikke den politiske forbruger, der skabte ordentlige løn- og arbejdsvilkår for den brede befolkning. Det var ikke det enkelte menneskes etik og moral, der nedkæmpede de totalitære mørkemandsideologier i det tyvende århundrede eller byggede det sønderbombede og udpinte Europa op igen efter krigens ødelæggelser.

Alle de store samfundsproblemer, menneskeheden har stået over for, har vi løst ved kollektivt at ændre den måde, vores samfund er indrettet på. Nu står vi over for et problem, der på mange måder er væsentligt større og mere komplekst end noget, vi hidtil har set.

Hvorfor skulle individets ændrede vaner så løse det her problem, når det aldrig har virket før?

Symbolsk handling kan ikke erstatte ægte forandring

Jeg forstår godt, at man som individ føler et behov for at gøre noget. Jeg tror, klimaforandringerne for min generation føles som Den Kolde Krig gjorde for generationen før os. At katastrofen lurer, og at man ikke kan gøre noget. Men at man bliver nødt til at prøve.

Fordi det trods alt er bedre end følelsen af at være en magtesløs loppe, der sidder på ryggen af en elefant.

Og ligesom generationen før os gik i atommarcher og byggede beskyttelsesrum i parcelhushaverne, har min generation et behov for at blive vegetarer eller købe bæredygtigt tøj. Fordi det trods alt er bedre end følelsen af at være en magtesløs loppe, der sidder på ryggen af en elefant.

Men hvis kødfrie dage og færre flyrejser bliver en flugt fra at lave de fundamentale ændringer af vores verden, som klimaforandringerne kræver af os, vil det være katastrofalt. Uanset hvor langsommelig processen og klimaaftaler kan synes, og uanset hvor utilstrækkelige og svage de internationale organisationer kan synes, så er der ingen anden mulighed end at gå den lange, træge ved ad de bonede gulve.

Klimakrisen løses ikke ved køledisken

Der er så mange spørgsmål, vi som menneskehed skal finde svar på. Svar vi ikke finder i kødsurrogaternes plantefibre eller i bunden af suppegryden med lokale råvarer.
Hvordan skaber vi en industriproduktion, der er bæredygtig?
Hvordan kan vi genbruge de mange ressourcer, der er i omløb på jorden?
Hvordan sikrer vi fortsat økonomisk fremgang på kloden, uden at vi øger vores ressourceforbrug?
Hvordan kan vi en globaliseret tidsalder rejse lange distancer hurtigt uden at belaste vores klima?

Det er de store spørgsmål, der må og skal besvares. Og de skal besvares kollektivt. Det skal besvares ved, at vi ændrer strukturerne i vores samfund, sådan at beskyttelse af klimaet bliver lige så væsentligt et mål i det 21. århundrede som forbedringer af sociale forhold var i det 20. århundrede.

Den kamp må vi ikke forsømme til fordel for en gang skyggeboksning med vores underjeg ved køledisken.

 

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og ansat i Socialdemokratiet.

Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og debattør.


Kommentarer fra Facebook