Annonce

Dugfrisk rapport fra SSI og opsigtsvækkende forslag fra DI

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Regeringen modtager spritny rapport fra Statens Serum Institut forud for forhandlinger om genåbning, administrerende direktør i Dansk Industri med overraskende forslag til næste fase af genåbningen, og professorer retter skarp kritik mod regeringen.

 

Velkommen til dagens Aktuelt.

 

Ny rapport fra SSI

Selv med yderligere åbning af landet vil corona-epidemien dø ud for nu.

Sådan skriver tv2.dk.

Selv hvis politikerne skulle beslutte sig for at genåbne storcentre, biblioteker og zoologiske haver, vil coronavirusset formentlig dø ud af sig selv. Sådan lyder konklusionen i en ny rapport fra Statens Serum Institut, som TV 2 har fået indsigt i.

Regeringen har bestilt rapporten, som skal danne grundlag for den videre genåbning af Danmark. De forskellige partiledere på Christiansborg har modtaget den i dag forud for aftenens møde om genåbningen. Statens Serum Insititut har i rapporten regnet på 11 scenarier for genåbningen.

Desuden er der blevet regnet på konsekvenserne af første fase af genåbningen. Her fremhæves det, at der på grund af lav immunitet i samfundet er stor risiko for, at en andenbølge af epidemien vil ramme Danmark på et senere tidspunkt. Hele rapporten understreger, at det er vigtigt at holde fysisk afstand og have god hygiejne, da det har en stor betydning for smittespredningen.

 

Læs med her.

Finansministeriet forventer kæmpe underskud

Regeringen forventer et underskud på de offentlige finanser på op mod 197 milliarder kroner i 2020. Det oplyste finansminister Nicolai Wammen (S) tirsdag aften, og han kalder situationen “dybt alvorlig”.

Det skriver tv2.dk.

Underskuddet på 197 milliarder kroner, som ifølge Finansministeriet skyldes coronakrisen, er nævnt i en årlig rapport til EU om dansk økonomi: det såkaldte konvergensprogram. Forventningen om det offentlige underskud er dog ret usikkert, fordi den generelle økonomiske situation er usikker i disse coronatider. I rapporten fremgår tre mulige scenarier for det offentlige underskud i 2020.

Underskuddet på 197 milliarder kroner er det mest pessimistiske scenarie, imens et underskud på 165 milliarder kroner er det mest optimistiske scenarie ifølge en vurdering fra Finansministeriet. Nicolai Wammen fortæller, at næste fase af genåbningen vil sætte ind på at få økonomien tilbage i omdrejninger.

 

Læs mere her.

Lars Sandahl Sørensen med overraskende forslag

Administrerende direktør i Dansk Industri, Lars Sandahl Sørensen, mener, at det skal være op til den enkelte virksomhed at vurdere, om virksomheden kan drive forretning uden smitterisiko.

Sådan skriver Berlingske.

Politikerne bør lukke hele Danmark op og stille krav, da vi kan ikke holde folk i et sort hul, understreger Lars Sandahl Sørensen. Ifølge ham har både virksomhederne og institutionerne brug for at vide, hvad der skal til, før de kan genåbne. Det skal ikke være Folketinget og eksperter, mener Dansk Industri.

Fordi Danmark har fået et så godt greb om coronakrisen, bør genåbningens næste fase følge et “åbn eller giv indsigt og forklar-princip”, hvor det danske erhvervsliv og andre får lov til at genåbne, hvis de tager fornødne forholdsregler eller får en forklaring på, hvorfor de skal være tvangslukkede. Sådan lyder det fra Lars Sandahl Sørensen i et tweet.

placeholder

 

Læs mere her.

Respekterede professorer i skarp kritk af regeringen

To professorer kritiserer regeringen for at gemme sig bag sundhedsfaglige rådgivere.

Det skriver Altinget.

Kritikken kom i tirsdagens udgave af Politiken og går på, at regeringen ifølge de to professorer bruger de sundhedsfaglige rådgivere til at fremme og legitimere sine politiske beslutninger.

De to professorer er Kjeld Møller Pedersen, professor i sundhedsøkonomi på Syddansk Universitet, og Poul Erik Mouritzen, professor emeritus og kommunalforsker fra Aarhus Universitet. Begge professorer fortæller, at regeringens ministre henviser til den sundhedsfaglige vurdering, når de træffer politiske beslutninger. På den måde er der ifølge dem den risiko, at regeringen bruger sundhedsfaglige eksperter til at fremme sin politik.

Ole Toft, som er Altingets sundhedspolitiske analytiker, kalder de to professorers kritik for “meget usædvanlig”.

 

Læs mere her.

Wammen skal testes for corona

Finansminister Nicolai Wammen (S) er blevet nødt til at rydde sin kalender, indtil han har fået svar på, om han er smittet med coronavirus.

Wammen er blevet syg og har udvist symptomer på coronavirus. Onsdag skal han derfor testes for at finde ud af, om han er smittet.

Sådan skriver TV 2, som har fået oplysningen fra Finansministeriet.

Af frygt for coronasmitte har Wammen ryddet hele sin kalender, indtil han har fået svar på testen. Derfor er han hverken mødt på arbejde i Finansministeriet eller deltager i spørgetime i Folketinget eller talkshowet Lippert på TV 2 News.

Nicolai Wammen er som finansminister en frontfigur i regeringen, og han sidder i alle de væsentlige udvalg. Så sent som i går var han med til at præsentere den nye udligningsreform sammen med de andre aftalepartier.


Læs mere her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Tim Tørnqvist Jensen er journaliststuderende på Roskilde Universitet og tidligere student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet