Der er mindre end et år til næste folketingsvalg, og vanen tro har det ikke mindst konsekvenser for udlændingepolitikken. Den borgerlige opposition har travlt med at give indtryk af, at regeringen planlægger at åbne grænser og velfærdskasser for hele resten af verden, og regeringen har ligeså travlt med at overbevise os om, at det bestemt ikke er tilfældet. 

Seneste eksempel er regeringens forslag til stramninger af reglerne for familiesammenføring, som formentlig vedtages inden for en uge. Flygtninge, som kommer til Danmark, skal vente et år før de kan få deres familier herop.

Forslaget er blevet begrundet med de store omkostninger der er ved at flytte en hel flygtningefamilie til Danmark, og at disse omkostninger kun bør afholdes, hvis flygtningens ophold i Danmark blev af længere varighed. Altså i mere end et år.

I DUI finder vi den politik meget problematisk.

For det første er det svært at se det som andet, end et klart brud på Børnekonventionens artikel 7. Den siger, at barnet så vidt muligt har ret til at kende og blive passet af sine forældre.

Efter at have fået hård kritik fra børne- og menneskerettighedsorganisationer har regeringen forsøgt at imødekomme dette. De har åbnet for, at børn i særlige tilfælde kan få familiesammenføring. Det kunne for eksempel være ved alvorlig sygdom.

Men Børnekonventionens artikel 7 gør bare ikke disse undtagelser. Den gælder alle børn, også de raske. Også dem, som ifølge regeringens forslag må vente mindst et år på at få familiesammenføring.

For det andet må loven ses som et brud på børnekonventionens artikel 3 om, at barnets tarv altid skal veje tungest i beslutninger, som vedrører barnet.

Kan man virkelig hævde, at barnets tarv kommer i første række i denne sag? Mener vi, at det bedste, vi kan gøre for barnet, er, at lade det blive i et krigshelvede i Syrien med Assad på den ene side og Islamisk Stat på den anden og med en forælder i Danmark?

Eller kommer barnets tarv i dette tilfælde efter en masse andre hensyn? Vejer kommunale budgetter, praktisk indkvartering af flygtninge, værdipolitik og valgkampsretorik i dette tilfælde tungere?

Det er forstemmende, at børnene endnu engang ender som taberne, blot fordi det er lettere og mere populært blandt vælgerne at krænke deres rettigheder end at gøre det rigtige.

Stig Møller er forbundsformand i arbejderbevægelsens børne- og familieorganisation DUI-LEG og VIRKE.