Både fagforeninger og politikere dummede sig – da de lod management-tankegang og kontrolovervågning overtage den voldsomme vækst og optimisme, der prægede forholdene omkring den offentlige sektor i 60erne og årtier efter.

Dengang arbejdede man med tillid og ansvarlighed og forsøgte en lang række demokratiske tiltag

Dengang arbejdede man med tillid og ansvarlighed og forsøgte en lang række demokratiske tiltag. Det var for eksempel medarbejderinddragelser og indflydelse til forældre og patienter på konkrete beslutninger. Ikke blot i egne forhold, men også i en stillingtagen til, hvordan man lykkedes bedst med de mål, man satte i fællesskab. Troen på at vore forskellige syn og oplevelser af tingene kunne bidrage til et bedre fælles værdisæt og et ståsted, hvor det fælles arbejde var at skabe et bedre samfund.

Ledelsen fjernede sig fra medarbejderne
Hvorfor havnede vi egentlig i en situation, hvor fabriksledelsestankegang fra 50erne gjorde sit indtog i den offentlige sektor? Hvorfor blev det at hjælpe mennesker, og at gøre noget i fællesskab til en service, som man uhæmmet kunne kræve? Og samtidig også en service som man skulle kræve penge for?

Hvorfor endte ledelse med at være noget, som fjernede sig fra arbejdet med en fællesvirksomhed, til at blive til salgstale for ændringer, der primært har dækket over bestemte effektiviseringskrav ideologiske udliciteringer og massive besparelser?

Hvorfor havnede vi egentlig i en situation, hvor fabriksledelsestankegang fra 50erne gjorde sit indtog i den offentlige sektor?

I dele af den af den private sektor, hvor man havde fokus på kvalitet, var man også i fuld gang med nye tanker. Firmaer som for eksempel Oticon satsede på ansvarlige medarbejdere, omhyggelig og kompetence så man sikrede, at alt hvad der blev lavet blev lavet godt. En række virksomheder flyttede fokus fra kvantitet til kvalitet og fik fodfæste ude i den store verden. Mange af dem slap bedre ud hårde tider forbi de satsede på fastholdelse af værdier og kreativitet. I andre fag som landbruget er moderne kvalitetsforståelse først slået igennem i det sidste årti, hvor forbrugerne også langsomt er ved at vågne.

Kaldstanken forsvandt fra fagforeningen
Hvorfor gik nogle af fagforeninger så grueligt galt i byen? Hvorfor skulle vi pludselig være lønarbejdere fra 30erne med ideologiske faner? I min fagforening – Danmarks Lærerforening - var det væk med kaldstanken og troen på samarbejdet med forældrene.

Da de rødeste og de dødeste i fagforeningen fandt sammen med kommunernes politiske betagelse af management og djøfstyring skulle vi pludselig udfylde papirer med beviser for, at vi havde haft kontakt med forældrene og samarbejdede med hinanden. Forældrene blev til ulempegodtgørelse, og ve den der fortsatte de uformelle glade 60eres samarbejde og ikke stod solidarisk vagt om ikke at lave for meget.

I min fagforening – Danmarks Lærerforening - var det væk med kaldstanken og troen på samarbejdet med forældrene.

Lysten til at engagere sig i samfundets forandringer og deltage i udviklingen af skolen og daginstitutionerne forsvandt. Ud brød en enighed om, at man i hvert fald aldrig skulle samarbejde om børnene med andre faggrupper. Det førte til årelang pædagogisk stagnation og en udvikling – ikke i dialog med fagfolkene men nærmest i kamp, hvor man så kunne vælge om man stod på BUPLs side eller lærerforeningens.

Forældrene tog parti, politikerne fandt på alle mulige knopskydninger for at undgå ballade. Og til sidst har folketinget så forsøgt sig med at lovgive sig igennem. Det skal de så nu have tæv for. Og selvfølgelig havde resultatet også været bedre skabt i et årelangt samarbejde.

Rubrikudfyldning versus samlende ledelse
Jeg har til gengæld oplevet en fantastisk dialog og sammenhold om faglige værdier, da vi skabte det nye sundhedsvæsen i Region Hovedstaden. Et samarbejde og en stærk dialog mellem ledelse, fagfolk og politikere. Erkendelsen af, at al erfaring skulle søges medinddraget både fra patienter, pårørende og patientforeninger. Medarbejderne har båret en nyudvikling igennem, som vi kan være glade for og stolte af.

Her skal man i de kommende år udvikle og satse på det samarbejde, der har vist sig så frugtbart. Sundhedsvæsenet er kommet langt og kan blive meget bedre i gode samarbejdende demokratiske processer.

Hvad gjorde, at vi pludselig kunne tro at rubrikudfyldning og kontrol kunne stå i stedet for en ledelse, der samlede medarbejderne

Hvad gjorde, at vi pludselig kunne tro at rubrikudfyldning og kontrol kunne stå i stedet for en ledelse, der samlede medarbejderne om de aktuelle udfordringer og byggede på lysten til sammen med dem, det handler om at finde en fælles vej? Hvorfor spiller demokratiet så lidt med i dag? At turde dialog og indsigtsfulde kompromisser. Hvorfor er det ikke det, der belønnes? Hvorfor er vi så optaget af, hvem der tæver hvem?

Modsætningsforholdene har været dyrket så dumt!
Den offentlige sektor med mange bløde værdier kan ikke ledes uden respekt og kendskab til hverdagen og virkeligheden, der hvor tingene sker. Det handler jo ikke kun om, hvor mange bleskift fru Jensen er visiteret til, men om at hun får den hjælp, der aktuelt er brug for – gode bleer og omsorg og forståelse. Der er meget der skal hænge sammen.

Den offentlige sektor med mange bløde værdier kan ikke ledes uden respekt og kendskab til hverdagen og virkeligheden, der hvor tingene sker.

Så måske er det så vanskeligt at finde sammen nu – fordi modsætningsforholdene har været dyrket så dumt. Fra begge sider desværre. Kronerne i lønningsposen er ved at blive det mindste af det hele. Det handler om at finde sammen om at udvikle værdierne i vores alles offentlige sektor.

Det er jo ikke kun et spørgsmål om service og kroner og øre – men det er fællesskabets bud om omtanke, omsorg og ansvar i udviklingen i vores samfund. Det er meget der står på spil!

Vibeke Storm Rasmussen er tidligere byrådsmedlem Albertslund, tidligere amtsborgmester i København og tidligere formand for Region Hovedstaden for Socialdemokratiet.

‘Dagens Pioklumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.