Annonce

Dumper regeringens indsats mod misbrug af den frie bevægelighed

Regeringen vil værne om ”ordnede forhold på det danske arbejdsmarked”: ” Det her er en tynd kop te fra en meget metaltræt regering,” siger S-medlem af EU-Parlamentet
Regeringen vil værne ”om ordnede forhold på det danske arbejdsmarked - både for danske og udenlandske arbejdstagere. Danske løn- og arbejdsvilkår skal ikke underbydes af arbejdskraft, der virker på unfair vilkår.”

Det fremgår af en pressemeddelelse - og tilhørende indsats katalog - fra statsminister Lars Løkke (V), udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) og justitsminister Søren Pape Poulsen (K).

Regeringen opstiller ”fire mål for mere tryghed, rimelighed og ordnede forhold, som en udmøntning af regeringens rimelighedsdagsorden”. Målene skal indfries ved hjælp af 63 konkrete tiltag – hvor de 35 handler om ”ordnede forhold, bedre håndhævelse og kontrol”.

S: De bedste redskaber mangler

Statsminister Lars Løkke siger, ifølge den fælles pressemeddelelse, at Danmark de seneste år har set flere eksempler på, at udenlandske medarbejdere bliver udnyttet af bagmænd:

Folk, der kommer hertil for at arbejde, skal have ordentlige løn- og arbejdsforhold

”Vi er dybt afhængige af udenlandsk arbejdskraft. Desværre har vi de senere år været vidne til flere eksempler på, at udenlandske medarbejdere bliver udnyttet af bagmænd og arbejder under kår, som ikke er rimelige i Danmark, og som er med til at underminere det danske arbejdsmarked. Det skal vi have styr på. Vi skal stoppe misbrug af den fri bevægelighed. Folk, der kommer hertil for at arbejde, skal have ordentlige løn- og arbejdsforhold. Der skal være tryghed, rimelighed og ordnede forhold. Og vi skal passe på den danske arbejdsmarkedsmodel.”

Medlem af EU-Parlamentet Jeppe Kofod (S) betegner indsatsen for ordnede forhold på det danske arbejdsmarked som en tynd kop te:

”Det her er en tynd kop te fra en meget metaltræt regering, som her op til to valg, pludselig finder ud af, at de ikke rigtig har fået gjort noget som helst mod social dumping i de sidste fire år. De fleste tiltag, der nævnes, er genbrug. Der sættes ikke nye penge af til noget, og det der virkelig kunne batte noget, undlader man at gøre noget ved. Det hele er så tilsat nogle fine hensigtserklæringer, hvor teksten et tyvstjålet fra fagbevægelsen og Socialdemokratiet,” siger Jeppe Kofod til Netavisen Pio.

det der virkelig kunne batte noget, undlader man at gøre noget ved

Jeppe Kofod nævner forslaget om at sortliste løn-dumpingfirmaer og bagmændene bag løn-dumping. Og forslaget om et ID-kort for udenlandske lønmodtagere, som foreslået af 3F og BAT-kartellet:

”Begge dele ville være rigtig gode redskaber i kampen mod social dumping. Men de to redskaber er ikke med i indsatspakken. Så regeringen vil ikke for alvor sætte ind over for svindel-virksomheder.”

Jeppe Kofod efterlyser et opgør med den frie bevægelighed:

”Regeringen burde i EU satse – som fagbevægelsen – på at få skabt fair bevægelighed. I stedet lovpriser kataloget fra de tre ministre og partiledere hele vejen igennem den hellige frie bevægelighed. Den fri bevægelighed bliver overhovedet ikke udfordret. Ingen tanker om fair bevægelighed er med. Alt det, der kunne styrke den danske model er ikke taget med. Det er forstemmende,” mener Kofod.

Ingen tanker om fair bevægelighed er med

3F: "Nye positive takter"

Hos Fagforbundet 3F modtages regeringens udspil mere positivt:

”Nu er vi jo ikke uvant med udspil fra regeringen i disse måneder – her tæt på, at danskerne skal til valgurnerne – som tager danskernes udfordringer i dagligdagen mere alvorligt, end vi ellers er vant til. Men når det er sagt, så indeholder regeringens EU-udspil ”Tryghed, rimelighed og ordnede forhold” – nye – positive EU-takter vedr. arbejdsmarkedet på både håndhævelse, kontrol og transport. Den afgørende test for 3F er, om de tre partier så også efter valget til Europa-Parlamentet i praksis vil omsætte de pæne ordtilhandling, når det bliver hverdag på de bonede gulve i Bruxelles og på Christiansborg,” siger 3F's næstformand Tina Christensen til Netavisen Pio.

Den afgørende test for 3F er, om de tre partier så også efter valget til Europa-Parlamentet i praksis vil omsætte de pæne ordtilhandling

3F's næstformand håber samtidig, at Lars Løkke har droppet ideen om lovbestemt mindsteløn:

”Vi savner dog forslag og opbakning til EU-tiltag på en række andre områder, f.eks. imod skatteunddragelse, for et ordentligt arbejdsmiljø, bedre omstillingsmuligheder, tiltag for udsatte atypisk ansatte, styrkede lønmodtagerrettigheder i handelsaftaler og fattigdomsbekæmpelse. Vi tror på disse elementer er afgørende i kampen for et EU, der er fair for alle - for lønmodtagerne, for den danske model og for fællesskabet. I 3F håber vi samtidig at udspillets tilsagn om at vogte om den danske model betyder, at statsminister Lars Løkke Rasmussen og Venstre nu har droppet ideen om lovbestemt mindsteløn.”

Regeringen lægger op til, fremgår det af pressemeddelelsen, at de danske myndigheder skal have bedre mulighed for at kontrollere, om arbejdsforhold lever op til danske krav. Den nye europæiske arbejdsmarkedsmyndighed skal aktivt understøtte tilsyn, kontrol og udveksling af informationer på tværs af grænser.

Læs mere om regeringens indsats-områder i ’Tryghed, rimelighed og ordnede forhold - Bedre rammer for arbejdskraftens fri bevægelighed’.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet