Dybvads ideologisk opgør med den kreative klasse

Interview: Det er ikke de lærde, men deres ideologi, som forfatteren og folketingsmedlem Kaare Dybvad Bek vil gøre op med.
Der er bøger, der vækker opsigt og der er dem, der ikke gør. Den seneste debatbog fra det socialdemokratiske folketingsmedlem Kaare Dybvad Bek falder entydigt i første kategori.

Da Kaare Dybvad Bek kommer susende på cykel ind til sit kontor på Christiansborg denne dag for at tage imod Netavisen Pios udsendte er det således tre gange inden for en enkelt uge at Politiken har lagt spalteplads til en sjældent hårdhændet kritik af hans bog ”De lærdes tyranni”.

En provokationen udover det normale
På baggrund er bogen, er Kaare Dybvad Bek således blevet beskrevet som hadsk, vred og demagogisk. Han er blevet beskyldt for at lukke øjnene for de utøjlede markedskræfter, for at gå Dansk Folkepartis ærinde og ikke mindst for at være en ny Søren Krarup. Sammenligningen med Pastor Krarup er i øvrigt ikke ment som et kompliment, hvis man skulle være i tvivl.

Netavisen Pio sat den kontroversielle hovedrolleindehaver stævne, for at blive klogere på budskabet og de usædvanligt provokerende udsagn.

Den kreative klasse – en ødelæggende ideologi
Når Kaare Dybvad Bek har kastet sig over en bog med så provokerende titel, som ”de lærdes tyranni” så skyldes det hans egne oplevelse fra midt 00’erne, hvor man ifølge forfatteren blev betragtet som småt begavet, hvis man troede at Danmark ville have fabrikker om 20 år og udstillet som en karakter i en Morten Korch-film, hvis man mente at livet i provinsen ville have noget at tilbyde.

”De lærdes tyranni er den tidsånd, som kom med den kreative klasse i 00’erne. Som hyldede en forståelse af samfundet, hvor alting skulle være abstrakt, teoretisk og design. Det handler om tre grundlæggende samfundsforandringer; uddannelsessystemet der bliver meget mere akademisk, erhvervspolitikken der ikke længere ville have produktion i Danmark og endelig centraliseringen af den offentlige, som skabte en forståelsen af at udviklingen kun kunne foregå i storbyerne

Mange af bogens kritikere, især på Politiken, har set ham som anti-intellektuel og akademiker-hader, men ærindet er et andet.

”Det er ideerne jeg kritisere, hele deres forståelse af verden og tyranniet som jeg er efter. Det er ikke de lærde selv, som jeg er ude efter. Det er den kreative ideologi, som har været ødelæggende for Danmark, ”forklarer han.

Socialdemokratiet bliver ALDRIG et interesseparti mod akademikere
Selvom Kaare Dybvad er valgt til folketinget i Holbæk, hvor han er født og opvokset, så er han selv blevet akademiker med kandidatgrad fra RUC og har bopæl i det centrale København.

Derfor betegner han også bogen både som selvkritik og som selvrefleksion for en gruppe, som selv tilhører

”Det som jeg har været suverænt mest ærgerlig over i forbindelse med bogen er; når folk har sagt til mig: ”Jeg er akademiker, må jeg nu ikke være socialdemokrat?”. Det siger de fordi de har opfattet den som en kritik af akademikere. Det har jeg selvfølgelig aldrig ment. Socialdemokratiet skal aldrig være et interesseparti mod akademikere. Det eneste jeg siger, er bare at Socialdemokratiet i mange år har haft for stor vægt på det akademiske og nu synes jeg så vi skal tippe det en smule den anden vej”.

Når kritikken er vendt mod den kreative klasse og akademikerne, så er det alene fordi de var de førende ambassadører for den tænkning Dybvad Bek vender sig imod. Her trækker Dybvad Bek på definitionen fra Richard Florida, som stod fadder til tanken om den kreative klasse.

”Det er den kreative kerne. Det er primært akademikere og sammen med dem bohemerne, det kunstneriske lag, journalister og musikere. De to grupper udgør cirka 10 procent af den danske befolkning. Det var dem, der bar forestillingen om den kreative klasse frem. Og det er de skyldige i. Men de er klart nok, at de ikke er skyldige i at vedtage lovgivningen og det ikke dem, der trykker på knapper i ministerierne.”

Det er ikke personerne, men tanker som folketingsmedlemmet er ude efter: ”Det var en tidsånd som var enormt stærk i forhold til at skabe samfundsforandring. Det er jo ikke nogen konspiration. Det er ikke sådan at der har været et fælles møde i KB-hallen, hvor akademikerne har siddet og planlagt, at nu skulle folk akademiseres.”

Uddannelsesdarwinismen styrer vores samfund
Den store kamp i arbejderbevægelsen opbygningstid handlede om hvordan arbejdernes døtre og sønner kunne bedre vilkår og muligheder end deres forældre. Derfor var drømmen første studenterhue og siden universitetsbevis. Spørgsmålet til Kaare Dybvad Bek er derfor om han ikke vender sig imod denne tænkning?

”Jamen. Du siger jo netop, at det handler om længere uddannelse, men det har altid handlet om bedre uddannelse. Og det er bruddet mellem de to størrelser, som er det centrale. Mange af dem, som siger at jeg imod uddannelse ser uddannelse som en darwinistisk ting. Folk siger typisk: min oldefar far var roehakker, min morfar var maler og min mor var skolelærer og nu bliver jeg så akademiker. Hvis man forstår uddannelse ud fra sådan en evolutionstanke tanke, så går man ikke tilbage og bliver neandertaler, hvis man først er blevet abe.
Men det vi bliver nødt til at forstå er at bedre uddannelse i fremtiden er ikke længere eller mere akademisk uddannelse.”

Kaare Dybvad Bek fortsætter og forklarer hvordan det i hans perspektiv, kommer til at bane vejen for en slags nødvendighedens politik, hvor dem med de længste uddannelser ved bedst.

”Når du betragter akademikeren, som det fuldendte menneske i evolutionen, så følger det, at der er nogen, der nået der til hvor vi skal være og nogen der ikke er. Der nogen, der har forstået verden og nogen der ikke har. Mange af dem, der har ført de her tanker frem har det på den måde, at alle ville mene det samme som dem selv, hvis de vidste lige så meget og havde læst lige så længe på universitet”.

Han frygter, at fremtidens akademikerarbejdsmarked vil tilbyde lav løn, løse ansættelsesvilkår og massiv usikkerhed.

Den kreative modernisme ramte også Socialdemokratiet
Som et eksempel på hvordan den kreative klasses tænkning også ramte Socialdemokratiet peger Dybvad Bek på at man skar på dagpenge og investerede i videregående uddannelse.

”Jeg tror, at valget af Helle Thorning-Schmidt var et udtryk for, at mange følte et behov for det man kaldte et moderne socialdemokrati, hvor vi ville gå væk fra fagbevægelsen, de klassiske røde seler og det støvede image. Den interne kritik mod de her tanker var ikke stærk nok, men jeg skal også passe på hvad jeg siger. Jeg var der jo ikke dengang. ”

Samtidig advarer Kaare Dybvad Bek også mod den nødvendighedens politik, som især tidligere finansminister Bjarne Corydon var bannerfører for. Den var afkoblet fra den virkelighed han selv havde oplevet og som netop har fostret bogprojektet, som har været dybt følelsesorienteret.

”Jeg tror man skal være lidt vred for at kunne skrive noget. Du er nødt til have vrede for kunne skrive sådan en bog og afsætte den tid den kræver. Jeg tror Politiken har ret i at jeg er vred, men de har ikke ret i hvad jeg er vred over. Det er netop ikke en vrede over akademikere generelt, men nogle frustrationer, som jeg har oplevet og opbygget over lang tid fordi jeg har mødt konksekvenserne af kreative klasse. Da de lukkede Holbæk Seminarium gik jeg rundt og var vred en måned. Det var en følelse af at staten underkendte hele det og den landsdel, hvor jeg kommer fra.”

’Jeg kender jo de radikale’
Flere kommentarer og centrum-venstre politikere fra har udlagt ’De lærdes tyranni’ som det seneste eksempel et socialdemokratiske kursskifte i retning af Dansk Folkeparti og væk fra de radikale. Den teori afviser Dybvad Bek:

”Det er et rent Christiansborg-synspunkt. Jeg er jo vokset op i en radikal kommune, med en radikale borgmester og alt var radikalt i Holbæk, da jeg var barn. Jeg kender jo de radikale, sådan som de også er; enormt pragmatiske, enormt løsningsorienterede og som nogen der tænker på det brede samfund.”

Selvom Kaare Dybvad er overrasket over de mange reaktioner og indrømmer, at bogen er skarpt skåret, så er han ikke det mindste i tvivl om at bogen vil bære frugt på lidt længere sigt og at det gode forhold til de radikale nok skal overleve.

”Det tror jeg stadig er den dominerende holdning hos de radikale. Men jeg tror virkelig ikke på at en bog kan ødelægger samarbejdet med de radikale. Det her er bare en diskussion, som vi skal kunne have internt i vores regeringsblok.”

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce