Dyrt at være de store for DF

Dansk Folkeparti i modvind efter finanslov, der sparer på ældreområdet.
Der er forskel på blot at sætte sin signatur eller skrive det meste af teksten. Det har DF-formand Kristian Thulesen Dahl måttet sande efter de seneste dages ballade om den kommende finanslov.

Når det, efter forhandlingerne er slut, pludselig kommer frem, at hvad der skulle have været en hjælp til de fattigste pensionister, i stedet kommer til at koste 14.200 af dem en del af deres boligydelse næste år. Og at den gruppe kommer til at vokse til 22.500 frem mod 2020. Så står Dansk Folkeparti med det problem.

DF har ikke Finansministeriets dyre regnedrenge til på forhånd at kunne beregne alle de økonomiske konsekvenser af et lovforslag. Men når teksten ligger på bordet, kan de naturligvis bede om at få regnet konsekvenserne igennem, inden de siger ja til det. Alternativt kan man efterfølgende virke overraskede over konsekvenserne af deres aftale.

De har valgt sidstnævnte strategi. Altså amatørhatten frem for kynikerkasketten. Men måske er de bare slet ikke så egnede til at være landets største parti med magt.

Der er i hvert fald noget, der klinger lidt mærkeligt, når finansordfører René Christensen svarer følgende på Jyllands-Postens spørgsmål:

Men har I spurgt ind til, om der var nogle af de fattigste pensionister, der får væsentlig mindre i boligydelse?

»Nej, for der må være sket en fejl ovre i Finansministeriet.«

Øhh... altså et "njaaahhh, vi har ikke undersøgt, om besparelsen kunne ramme de svageste pensionister, men hvis det viser sig at kunne, må det være ministeriets fejl". Det er om noget et mystisk argument.

Vi kunne jo købe hele verden
Da DF var støtteparti for VK-regeringerne i nullerne, var det let at slippe for kritik, når der blev sparet (hvad der i øvrigt belejligt ikke blev så ofte, eftersom Danmark var i en voldsom højkonjunktur og ifølge daværende finansminister Thor Pedersen "kunne købe hele verden").

De kunne altid dække sig ind under med følgende argument: Vi har kæmpet alt det, vi kunne, for at trække Finansloven i den rigtige retning. Men vi er de små, og se på alt det gode, vi har skaffet i stedet for. Uden DF var det blevet meget værre.

Nu er fælden i stedet klappet. DF er ansvarlig for en besparelse, der rammer tusindvis af ældre. Pludselig hagler kritikken ned over et parti, der slet ikke er vant til at blive ramt af den slags.

Reaktionen fra formand Thulesen Dahl er kommet prompte. Finansloven må genåbnes, og forslaget skal ændres. Den model kan dog ikke bruges i praksis særligt mange gange. For ud over at udstille DF som politiske amatører, vil det også udstille regeringen som en svag én af slagsen, der giver efter for pludseligt pres, selvom aftaleblækket er tørt.

Det gør ondt at være hård
DF er større end regeringen målt på mandattal. Det betyder i praksis, at de burde få mindst lige så stor indflydelse på en finanslov som selve regeringen. Er de fundamentalt utilfredse med resultatet, kan de naturligvis bare vælte den.

Men når de end ikke overvejer den tanke lige nu, skyldes det som sagt enten dårligt forarbejde eller erkendelsen af, at det er dyrt at være de store. Samt voldsomt ubehageligt, når der skal bringes dårligt nyt videre til alle de gamle og svage, der har stemt på én.

 

Søren Strandman-Møller er politisk kommentator og kommunikationsrådgiver. Som journalist har Søren Strandman-Møller arbejdet for flere medier på Christiansborg. Søren Strandman-Møller har ingen politiske partier som kunder og er uafhængig af politiske interesser.

Klummen er bragt i samarbejde med Fagbladet 3F.


Kommentarer fra Facebook