Annonce

Dyster rapport fra FN's klimapanel

Det kan teoretisk stadig lade sig gøre at begrænse global opvarmning, der er bare intet tegn på det sker, lyder det fra FN’s klimapanel.
Det kan stadig lade sige gøre, men kloden er hurtigt ved at løbe tør for tid, hvis målet, om at holde den globale opvarmning under 1,5 grader, skal nås.

Sådan lyder konklusionen i en opsigtsvækkende ny rapport fra FN’s klimapanel, IPCC, som blev offentliggjort søndag aften i den sydkoreanske by Incheon.

“Det er en af de mest væsentlige rapporter som IPCC nogensinde har publiceret, og helt sikkert den mest nødvendige,” lød det fra panelets formand, sydkoreanske Hoesung Lee, på et pressemøde ifølge Huffington Post.

Hver eneste temperaturstigning har betydning

”Allerede nu påvirker klimaforandringerne både mennesker, levevilkår og økosystemer over hele kloden,” sagde han og fortsætter: ”Hver eneste temperaturstigning har betydning.”.

Ifølge rapporten vil konsekvenserne af den globale opvarmning omfatte stigninger i ekstreme vejrbegivenheder, arter der uddør, nedgang i biodiversitet, negative konsekvenser for sundhed, levebrød, sikkerhed for mennesker, fødevare- og vandforsyning samt økonomisk vækst.

Selv med en begrænset temperaturstigning vil en rækker ø-nationerne samt kystnære millionbyer som New York, Jakarta i Indonesien og Mumbai i Indien kunne frygte jævnlige oversvømmelser.

Stadig muligt at nå målet, men ...

Rapporten – der er skrevet af knap 100 forskere fra 40 lande – konkluderer, at det vil blive særdeles vanskeligt at holde temperaturstigningen nede på 1,5 grad, som ellers er det mål som verdens lande satte sig med Paris-aftalen i 2015.

Men det kan i teorien stadig lade sig gøre:

”Begrænsning af opvarmning til 1,5 grad ér muligt inden for kemiens og fysikkens love,” siger Jim Skea, en af formændene i en arbejdsgruppe under klimapanelet, i en pressemeddelelse, ifølge Videnskab.dk.

Men et er hvad der er teoretisk muligt, noget andet er hvad der er politisk muligt.

For, for at nå det mål, må landene udfase fossile brændstoffer allerede omkring midten af århundredet og i samme tidsrum fjerne CO2 og andre gasser fra atmosfæren. Forskerne slår desuden fast af udledningen af CO2-gasser mm. skal reduceres med 45 procent allerede i 2030.

Ifølge forskerne går det den forkerte vej. Efter at kurven var fladet ud i tre år, var CO2-udledningen sidste år på sit højeste niveau nogensinde. Det skyldes især kineserne, som har sat fut i både kul og olie, for at holde væksten i gang. Kinas udledning af CO2 forventes at stige med 5 procent i 2018.

Kræver mod og mandshjerte

Resultaterne af rapporten understreger behovet for at sætte gang i den grønne omstilling, lyder det fra den danske klimaminister:

”Nu kender vi resultaterne af IPCC's rapport, og de understreger behovet for, at udviklingen af radikale grønne teknologier og ændringer i vores måde at leve på her på jorden vil være bydende nødvendige for at reducere klimaforandringerne. Det skal gå hurtigt, og det kræver politisk mandshjerte og vovemod. Og her er Danmark klar til at være med helt fremme,” siger klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) i en pressemeddelelse.

Det skal gå hurtigt, og det kræver politisk mandshjerte og vovemod

Den danske regering vil i morgen, tirsdag, fremlægge dens bud på et klimaudspil.

Og med IPCC-rapporten i baghovedet, håber SF’s formand Pia Olsen Dyhr, at regeringen vil følge de fine ord op:

”Jeg håber, at regeringens lancering af klimaplanen i morgen lever op til det ambitionsniveau, som et nødvendigt for at sikre klodens temperatur fra at stige mere end 1,5 grader,” skriver hun på Twitter.

placeholder

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet