Annonce

Efter afsløring af underbetalte dansere: Kulturminister giver røffel til TV 2

Kulturminister Joy Mogensen indskærper, at der skal sikres overenskomstlignende arbejdsforhold på TV 2. Armbånd til afterparty og lav ugeløn er ikke godt nok.
Der er blevet sat spot på arbejdsvilkårene hos TV 2 efter det blev afsløret at en række dansere der optrådte ved tv-showet “Zulu Awards” fik tilbudt blot 3.000 kroner for en uges fuldtidsarbejde og øvrige medvirkende blev honoreret med et armbånd til showets afterparty.

Der er TV-produktionsselskaber, der åbenbart forventer, at showdansere skal optræde gratis. Det er uhørt

Det fik formanden for Dansk Artist Forbund, der blandt andet organisere landets dansere, til at kalde arbejdsforholdene hos TV 2 og deres underleverandør Pineapple Entertainment for uhørte:

”Der er TV-produktionsselskaber, der åbenbart forventer, at showdansere skal optræde gratis. Det er uhørt. Og det må simpelthen stoppe,” sagde formanden for Dansk Artist Forbund, Lena Brostrøm Dideriksen, til Netavisen Pio.

Kulturministeren: Regler forhindrer ikke TV2 i at tage ansvar

De uhørte arbejdsforhold har også fået kulturminister Joy Mogensen (S) til at tage affære:

”Jeg kan oplyse, at jeg - efter TV 2 har indsendt ovenstående bidrag - har drøftet sagen med TV 2’ bestyrelsesformand og direktør og indskærpet dem vigtigheden af at sikre overenskomstlignende arbejdsforhold for ansatte i interne såvel eksterne produktioner”, skriver ministeren i et svar til Folketingets Kulturudvalg stillet af Enhedslistens Søren Søndergaard.

Jeg kan oplyse, at jeg - har drøftet sagen med TV 2’ bestyrelsesformand og direktør og indskærpet dem vigtigheden af at sikre overenskomstlignende arbejdsforhold

Ministeren bemærker, at TV 2, i modsætning til DR, ikke har valgt at indgå en overenskomst med Dansk Skuespillerforbund, og derfor heller ikke har påtaget sig at sikre at minimumsbetalinger skal være gældende for produktioner, der produceres af eksterne producenter.

Det ville i det konkrete tilfælde om Zulu Awards gælde produktionsselskabet Pineapple Entertainment, som blandt andet har TV 2-værten Anders Breinholt som medejer.

Joy Mogensen påpeger også i sit skriftlige svar til Folketingets Kulturudvalg, at der i reglerne omkring TV 2 ikke er noget, der forhindrer TV 2 i at kunne pålægge produktionsselskaber eller andre underleverandører et kædeansvar.

Arbejdsvilkår skal ind i medieforhandlingerne

Der er bred politisk opbakning til at sætte ind over for underbetaling og dårlige arbejdsvilkår i mediebranchen, hvorfor De Radikales medieordfører Jens Rohde kræver at dette problem skal være en del af medieforhandlingerne.

Ordentlige arbejdsforhold og kædeansvar bliver en del af medieforhandlingerne

Dermed kan “overenskomstlignende arbejdsforhold” blive et direkte krav overfor eksempelvis TV 2 og deres produktionsselskaber.

Hos Radikale Venstre er medieordfører Jens Rohde lyder det at ”Ordentlige arbejdsforhold og kædeansvar bliver en del af medieforhandlingerne”.

Også SF’s medieordfører, Jacob Mark, vil ifølge Politiken, pålægge TV 2 et ansvar for de produktioner, stationen køber af private produktionsselskaber: ”Vi mener, at alle steder, hvor vi giver direkte statslig støtte og hjælp, skal man stille krav om overenskomstlignende forhold”.

Også medieordførere på højrefløjen er klar til at skærpe kravene til TV 2:  

”Der er ingen i Danmark, der skal arbejde for social dumping-løn. TV 2 kan sagtens sige til producenterne, at hvis de skal levere, så skal de behandle medarbejderne ordentligt og betale en ordentlig løn”, siger Venstres Britt Bager, ligeledes til Politiken.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet