Efter asbestskandale på Herlev Hospital: Nu strammer regionen op på sikkerheden

Asbest

Efter asbestskandale på Herlev Hospital: Nu strammer regionen op på sikkerheden

Region Hovedstadens arbejdsmiljørådgiver vil fremover blive knyttet til regionens byggeprojekter - oprustningen glæder Rør- og Blikkenslagernes Fagforening

Herlev Hospital
Billedtekst

Herlev Hospital

Foto: Herlev Hospital/Jesper Ludvigsen

Efter en forkert håndtering af asbest under en renovering påHerlev Hospital ved København vil Region Hovedstaden nu styrke kontrolindsatsen.

Det fremgår af en redegørelse om forløbet, som Center for Ejendomme har udarbejdet til brug for regionsrådsmødet tirsdag i denne uge.

Det skriver dagbladet Information, der også oprindeligt afdækkede sagen i november.

Det fremgår af redegørelsen, at Region Hovedstadens interne arbejdsmiljørådgiver fremover vil blive tilknyttet regionens byggeprojekter som kontrolinstans.

arbejdsmiljørådgiveren vil komme på kontrolbesøg

Ændringen betyder, at arbejdsmiljørådgiveren vil komme på kontrolbesøg på regionens byggeprojekter.

Under besøgene vil medarbejderen kunne kræve dokumentation for, at der er udarbejdet en såkaldt Plan for Sikkerhed og Sundhed og en Arbejdspladsvurdering. Og at alle medarbejdere på byggepladsen er instrueret i planerne, og i hvordan man udfører arbejde, hvor asbest er involveret, korrekt.

Det var netop spørgsmålet om håndteringen af asbest, der var problemer med under renoveringen af 12. og 13. etage på Herlev Hospital.

Regionen: Det er vi rigtig kede af

Vicedirektør på Center for Ejendomme, Lillian Rasch Madsen, har tidligere understreget over for Information, at man er “rigtig kede af” den måde asbestforekomsten på Herlev Hospital blev håndteret på.

Ifølge redegørelsen til regionsrådet tager Center for Ejendomme sit juridiske og moralske ansvar som bygherre meget alvorligt.

Redegørelsen fastslår samtidig, at når bygherren har oplyst entreprenørerne om asbestrisikoen, er det entreprenørens ansvar at sikre, at alle informationer når ud til den enkelte byggearbejder.

“Det kan konstateres, at det ikke er sket i tilstrækkeligt omfang,” konkluderer Center for Ejendomme.

Faglig sekretær i Rør- og Blikkenslagernes Fagforening, Christian Ingebrekt, er tilfreds med, at Region Hovedstaden nu strammer op:

Det kan vi kun bakke op om

“Det er rigtig fint, at Region Hovedstaden nu ruster op på sikkerheden omkring asbest og miljøskadelige stoffer, og sørger for, at dén entreprenør, der har byggeopgaven, har styr på hvordan man blandt andet håndterer arbejde med asbest. Det kan vi kun bakke op om,” siger Christian Ingebrekt til Netavisen Pio.

Jan Kjærgaard

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.

Læs mere om:

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.