Efter fagboss’ afgang i 3F: Faglig kommentator peger på særligt to navne

Efter Per Christensens afgang som formand i 3F, går formandskampen i gang om hvem, der nu skal sætte sig i formandsstolen.

I den kommende tid må landets største fagforening kigge sig om for at finde en ny formand, efter Per Christensen har forladt posten efter otte år i toppen af dansk fagbevægelse.

Det sker efter B.T. har kunne afsløre, at fagbossen angiveligt har udnyttet sin formandspost til at leve et dobbeltliv med flere kvinder i privaten.  

Fagforeningen skal nu tage stilling til hvordan den nye formand skal vælges, og mulige kandidater skal stille sig frem.

Kandidater i og uden for forbundshuset  

Spørger du Jakob Sand Kirk, der er strategisk og organisatorisk rådgiver for organisationer og virksomheder, og som derudover sidder i Netavisen Pios bestyrelse, er der særligt to kandidater, der ville være oplagte: 

“I fagforeningskredse har man i nogle år snakket om, at hvis det er inden for forbundshuset, så er der to, som formentlig ville melde sig i en forbundskamp. Det er forbundssekretærerne Søren Heisel og Henning Overgaard. De ville være oplagte. Selvfølgelig kunne Tina Christensen, som sidder som konstitueret formand også være en mulighed, “ siger han til Netavisen Pio.  

Jakob Sand Kirk henviser her til forbundssekretær Søren Heisel, med særligt ansvar for blandt andet arbejdsmarkeds- uddannelses- og erhvervspolitik og forbundssekretær Henning Overgaard med ansvarsområder, der dækker over social dumping, atypiske ansatte og organisering.

Næstformand Tina Christensen bliver valgt som konstitueret formand torsdag, og beskæftiger sig blandt andet med områder som ungdom, regioner, organisationsudvikling og socialpolitik.

Kirk påpeger derudover, at andre kandidater også kan melde sig på banen i formandskampen:

“Derudover kan der være nogle lokale kandidater og naturligvis også gruppeformændene som er vigtige aktører i 3F. Det vil nok være svært at blive valgt som lokal kandidat, men det kan ikke afvises, især i en situation, hvor det hele er åbnet lidt op. Historisk set har der været gruppeformænd, der er blevet valgt, men det er spørgsmålet om de er interesserede i at stille op.”

Et spørgsmål om tillid og troværdighed

I den kommende tid skal formanden for 3F vælges, og her bliver det vigtigt for organisationen, at Per Christensens uheldige eftermæle ikke smitter af på organisationen, vurderer Jakob Sand Kirk.

“Det bliver særligt vigtigt for 3F i en periode at demonstrere, at sådan er organisationen ikke. Altså at det så at sige var privat-Per og ikke organisations-Per, der lavede de ting der,” siger han.

Hvilken betydning kan afsløringerne om Per Christensen få for 3F?

“Det har en image-mæssig betydning, at man har en formand, der i så lang tid har levet et privatliv på den måde. Det er svært, at det ikke også kommer til at handle om tillid og troværdighed. Selvfølgelig for ham som privatperson, men som formand kan det smitte af på organisationen,” siger Jakob Sand Kirk.  

Jeg har helt ærligt aldrig hørt om noget lignende

De seneste dage har Per Christensen og hans opsigstvækkende dobbeltliv fyldt i mediebilledet, og tirsdag meddelte 3F i en pressemeddelelse, at fagbossen fratræder fra sin post, da der ikke længere er tillid til ham som formand.

“Måske var det engang sådan, at man kunne skille privatliv og arbejdsliv, når man var en fremtrædende figur. Det kan man ikke, når det vedrører forhold af en karakter som i den aktuelle situation,” siger 3F’s næstformand, Tina Christensen i pressemeddelelsen.  

Klogt af 3F at tage afstand 

3F har gjort klogt i at reagere hurtigt, og markere sin afstand til Per Christensens handlinger, mener Jakob Sand Kirk, og påpeger at organisationen fremadrettet skal have skærpet forsigtighed i den kommende periode:

“Jeg tror, det er klogt, at de meget hurtigt har sagt, det her vil vi ikke stå inde for som organisation. Det er vigtigt at få trukket dén streg. Og så skal de have en meget lav tolerance over for utroværdig adfærd blandt ledere i den kommende periode,” siger han og fortsætter: 

”Jeg har helt ærligt aldrig hørt om noget lignende, og jeg tror ikke der er nogen, der på nogen måde vil forsvare forløbet. Men det kan nemt blive noget, man bliver stukket i næsen i de kommende år.” 

Selv har den nu forhenværende 3F-formand ikke udtalt sig i medierne, men skriver på Facebook, dagen inden B.T. offenliggjorde forholdene, at han “angrer dybt”, og nu har søgt professionel hjælp.  

“Jeg har såret og svigtet kvinder, som jeg elskede, og deres familier. Jeg angrer dybt at jeg lod mit svigt og løgnene komme så langt ud som jeg gjorde,” skriver Christensen på sin Facebook-profil.

Sarah Victoria Gratløv er studentermedarbejder på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

"...jeg tror ikke der er nogen, der på nogen måde vil forsvare forløbet..."

Okay, det vil jeg så. Hvad et menneske foretager sig i sit privatliv, burde ikke have nogen som helst indflydelse på vedkommendes ansættelsesforhold. Med mindre der er tale om direkte ulovligheder, og det er der mig bekendt ikke tale om i Per Christensens sag.

Per Christensen er blevet tvunget til at trække sig som formand, fordi han er blevet udsat for en moralistisk forargelseskampagne fra de sædvanlige Tordenskjolds soldater i den borgerlige presse. Hvornår har BT villet arbejderbevægelsen det godt?

Mig bekendt har 3F ikke en familiepolitik, som kræver, at man ikke har sex uden for ægteskabet, for hvis det var tilfældet, ville der ikke være en ende på eksklusionerne. Derimod kunne jeg godt forestille mig, at de kristelige fagforeninger ville bifalde at fyre folk for utroskab. Indre Mission har altid stået for en rabiat moralistisk puritanisme.

At Per Christensen blev tvunget til at trække sig som formand skyldes ene og alene manglende rygrad i fagforeningstoppen. I stedet for at tage den vigtige kamp om privatlivets ukrænkelighed, valgte pamperne at bøje sig for en flok borgerlige bladsmørere og kaste Per Christensen under en bus, udelukkende for ikke at tabe ansigt blandt de moralistiske segmenter i den pludrende klasse, som dominerer samfundsdiskursen i vore dage.

Jeg har normalt stor respekt for Jakob Sand Kirk, men i denne sag tager han fejl. For kan man så heller ikke være tillidsmand, hvis man er sin kone eller kæreste (m/k) utro? I så fald kender jeg mange (nuv. og fhv.) tillidsfolk, som ville få ørerne i maskinen - mig selv inklusive.

Det er et skråplan, som kun tjener borgerlige og fagforeningsfjendtlige kræfter.

https://evida.dk/om-evida/organisation/
Per Christensen sidder i bestyrelsen for Evida,

"Per Christensen er endvidere bestyrelsesformand i PensionDanmark
og i Arbejdernes Landsbank A/S,
næstformand i Det Kongelige Teaters bestyrelse,
bestyrelsesmedlem i Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP)
samt A/S A-Pressen".

Med det dobbeltliv han har ført nægter jeg at tro at alle de vellønnede jobs har fået
den opmærksomhed som de retteligt burde have. Og så også jobbet i 3F.
Gnaveben til vennerne. Var det som tak for 3Fs bidrag til A?
FØJ!

Det kan du faktisk ikke tillade dig at udtale dig om, du aner intet.K.J. Kun konspirationsteorier.

Konspirationsteori, eller bare et kvalificeret gæt.

Man kan vel udmærket give udtryk for hvilken tro man har - det er vel tilladt?

Kære Kurt
Det er mange år siden kongressen i 3F træft beslutning om at alle honorarer som 3Fs tillidsvalgte måtte have skal afleveres til forbundet. Dvs. Per Christensen har ikke selv modtaget honorarer for de poster som han har haft i forbindelse med sit tillidshverv.

Det lyder meget tiltalende.

Men den afgåede formand har indtil videre beholdt flere bestyrelsesposter i en række store statsejede selskaber til et samlet honorar på 566.100 kr. om året.

Det drejer sig om poster som næstformand for Det Kongelige Teater og menigt bestyrelsesmedlem i Sund & Bælt, der står bag Storebæltsbroen, Øresundsbroen og Femernforbindelsen, samt Evida, der driver gasnettet i hele landet.

Disse poster har ingen formel sammenhæng med formandsjobbet i 3F, oplyser fagforeningen til DR Nyheder.

Helt ærlig, så tænker jeg - at hvad kommer det mig ved, hvad Per har lavet i sit privatliv, om han har haft to, tre eller fem forskellige kvinder, så er det hans privatliv, og et privatliv har alle ret til uanset om man er formand for 3 F eller venstre. Og hvem mon har haft travlt med at snakke med BT, for det er næppe noget de selv har fundet frem til.. for mit vedkommende er det der er sket ikke noget der får indflydelse på mit medlemskab af 3 F, og jeg har været stolt over at have en mand som Per som formand for denne organisation, det er den bedste formand 3 F nogensinde har haft.

Kim, så må du indhente en tilkendegivelse fra de 264.000 melemmer som P.C. har repræsenteret. Indtil videre har ingen hørt noget fra det store flertal!

Ja, nu er vejen banet for at vi kan stemme på en kvinde som den næste formand for 3F. Så kan den sexistiske kultur blive renset ud. Og repræsentantskabets dårlige dømmekraft. Løgn og bedrag kan være ulovligt, kriminelt, hvis der fx er underskrevet juridisk bindende kontrakter i forbindelse med ægteskab, bolig, bil m.m.

Kære Margit, kom nu ned på jorden igen, så vidt jeg ved kan man ikke være utro med sig selv, der skal vel være en partner. Men det var nu ikke kun det der fik mig til tasterne, i alt der her virak skal vi ikke glemme at Per faktisk har været en særdeles god formand for 3F med mange sejre i bagagen, gennem de mange år Per har kæmpet og skabt respekt om sit arbejde i 3F. Fra 1980 til 1990 var jeg amts sekretær for AOF i Nordjyllands amt, i den forbindelse mødte jeg en ung Per Christensen der allerede på det tidspunkt var klar til at tage kampen op mod den tids uretfærdighed og dårlige arbejdsforhold, bare tænk på Eternit Fabrikken i Aalborg, derfor var jeg ikke spor overrasket da Per blev valgt som formand for Danmarks største fagforbund 3F. Hvad Per har lavet i sit privatliv vil jeg ikke gøre mig til dommer over, kun opfordre til at det ikke bliver Per eftermæle, men derimod de mange sejre han i gennem 35-40 år som tillidsmand, og i samarbejde med mange andre, har vundet, til gavn for den samlede arbejderbevægelse, det er vi mange der har stor respekt for. Per, jeg ved at "folkedomstolen" er en hård modpart, men husk, der er altid lys for enden af tunellen.

Annonce