Efter giftigt kampvalg: Ny formand for DSU er fundet
Efter giftigt kampvalg: Ny formand for DSU er fundet
Ovenpå en valgkamp præget af interne beskyldninger, hemmelige breve og bekymringer om sammenholdet, er der fundet en ny formand i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom
Efter en hæsblæsende valgkamp er der fundet ny formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU).
Efter at daværende formand Katrine Evelyn Jensen blev valgt ind i Folketinget for Socialdemokratiet, skulle der findes en ny formand ved organisationens 46. kongres, der blev afholdt i weekenden d. 15-17. maj.
Valget stod mellem lærerstuderende Ingrid Kjærgaard fra Holbæk og advokatfuldmægtig i Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH, Mads Hvidbjerg Kristensen fra Esbjerg.
Løbet var tæt, og i sidste ende blev det Ingrid Kjærgaard, der løb med sejren.
Hun fik 124 stemmer, Mads Hvidbjerg fik 100, og seks stemmer var blanke.
Læs også:To kandidater melder sig til formandsposten i DSU
Ingrid Kjærgaards Blå Bog
24-årige Ingrid Kjærgaard fra Holbæk har været medlem af DSU, siden hun var 14 og var inden valget medlem af organisationens forretningsudvalgsmedlem.
Hun er forhenværende formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) og har været aktiv i foreningen Lærlingeoprøret.
Privat danner hun par med Morgan Krüger, der er byrådsmedlem for Socialdemokratiet i Roskilde Kommune.
I et opslag på Facebook søndag takker Kjærgaard for opbakningen og kalder sig stolt og ydmyg over valgresultatet:
“Vi har meget at kæmpe for. Men først skal alle lige have lov til at puste ud - og jeg trænger også selv til at sove længe i morgen,” skriver den nyvalgte formand og fortsætter:
“Der venter en stor opgave i at samle organisationen. Uanset hvilket udfald man havde håbet på, er der plads til en i DSU. Vi har nemlig en verden at vinde - sammen.”
Modkandidaten lykønsker
Kommentarsporet til den nye formands opslag er fyldt med lykønskninger – blandt andet fra fungerende beskæftigelsesminister, Kaare Dybvad Bek (S), og daværende formand Katrine Evelyn Jensen.
Også Kjærgaards modkandidat til formandsposten, Mads Hvidbjerg Kristensen, har efterladt en kommentar:
“Tak for kampen, Ingrid! Du bliver en dygtig formand for DSU,” skriver han efterfulgt af et rødt hjerte.
På trods af den hjertevarme hilsen, er valgresultatet også forbundet med en anelse skuffelse, erkender Hvidbjerg i et selvstændigt opslag på Facebook:
“Jeg blev desværre ikke formand for DSU. Det er jeg selvfølgelig ked af,” skriver han og sætter også ord på nogle af de tanker, han har om valgkampen, der har været alt andet end udramatisk:
“Den seneste tid har været vanskelig for vores fællesskab. Kampvalg sætter venskaber og relationer på prøve. Det gælder også for mig selv. Men nu skal vi videre - sammen,” skriver han og lykønsker endnu engang det nye formandshold med sejren.
Meningsmålingen og det interne brev
At Mads Hvidbjerg Kristensen er skuffet over resultatet, kan ikke komme bag på mange DSU’ere.
Særligt set i lyset af, at DSU’s kandidatudvalg få uger inden kongressen foretog en måling, som Netavisen Pio er i besiddelse af, der viser, at Hvidbjerg på daværende tidspunkt stod til at løbe med sejren.
Dertil er det tydeligt, at der er gået til stålet i kampen om formandsposten.
D. 13. maj – få dage inden valget – begyndte rygterne om et internt brev at svirre.
Netavisen Pio er i besiddelse af det to sider lange brev, der er en støtteerklæring til Ingrid Kjærgaards kandidatur og er underskrevet af syv DSU-medlemmer.
Medlemmer er blevet ringet op og truet til at bakke Mads Hvidbjerg op
I brevet udtrykker de syv medlemmer bekymring for organisationens fremtid, hvis Mads Hvidbjerg vælges som formand og henviser til “usunde metoder” fra Hvidbjerg og hans “mest inkarnerede støtter”:
“Vi har selv oplevet og kender til episoder, hvor medlemmer er blevet ringet op og truet til at bakke Mads Hvidbjerg op, fordi det ellers ville have negative konsekvenser for en “karriere” i DSU,” står der blandt andet.
Hvidbjerg har i et opslag på Facebook taget afstand fra beskyldningerne i brevet og kaldt dem både grimme, fordrejede og manipulerede.
Ingrid Kjærgaard har i kommentarsporet til Hvidbjergs opslag taget afstand fra brevet og delingen af det.
Hverken hun eller de andre nyvalgte til formandsposterne står som underskrivere.
Kommentarer
Man burde overveje at…
Man burde overveje at forbyde politiske ungdomspartier - det er tydeligvis et ekstremt usundt miljø. Se bare, hvem der kommer ud af det.
Sikke en gang pladder. Det…
Sikke en gang pladder. Det er sundt at være opvokset i politisk miljø inden man går i folketinget. Mange studerer i vore dage Cand.Polit og betragter det som et almindeligt arbejde. Og har man fulgt politik i mange år, kan det bestemt også ses og høres - især denne gang, hvor mange unge selvpromoverende personer er blevet valgt. Her spekulerer man da på, om ikke de gjorde det for deres egen skyld, istedet for for befolkningens skyld (Man bliver jo set og hørt - og talt til).
Når man kommer med den slags…
Når man kommer med den slags påstande forlanger "modtageren" af dem selvfølgelig dokumentation - ellers er det at betragte som ondsindet sladder.
Tilføj kommentar