Annonce

Efter kanon-donation: Soldater ønsker hurtig og bred aftale om forsvaret

Beslutning om at sende danske våben til Ukraine øger nødvendigheden af et hurtigt og bredt forsvarsforlig, lyder det fra soldaternes fagforening.
Foto: Sanne Vils Axelsen, HKKF
Tom Bloch, formand for HKKF.
Den danske regerings beslutning om at donere 19 Caesar-haubitsere til Ukraine gør det svært for Danmark at leve op til sine NATO-forpligtelser, og gør det udfordrende at fastholde personel, mener soldaternes fagforening HKKF.

Fagforeningen, som organiserer de menige danske soldater, konstablerne og korporalerne, opfordrer derfor politikerne på Christiansborg til at finde sammen om et bredt forsvarsforlig, så man kan komme i gang med at finde en erstatning.

Beslutningen om at sende haubitserne til Ukraine bakker fagforeningen dog fuldstændigt op:

“Der skal ikke herske nogen som helst tvivl om, at vi bakker fuldt ud op om beslutningen om at hjælpe ukrainerne, med alt hvad vi kan,” siger HKKF-formand Tom Block til Netavisen Pio.

Men beslutningen betyder, at det danske forsvar altså står helt uden artilleri, og det er, ifølge soldaternes formand, et problem af primært to årsager:

“Det her giver to udfordringer, som politikerne nu må tage højde for. For det første, så er det en udfordring i forhold til det, som vi har lovet NATO, hvor vi har forpligtet os til at udruste en brigade på 4.000 mand blandt andet med det artilleri, som nu ryger til Ukraine.”

“Den anden, og for os væsentlige udfordring handler om at fastholde personel ved artilleriregimentet i Oksbøl, som nu ikke har nogen kanoner, det kan uddanne sig med,” siger Tom Block.

Behov for ro og bred opbakning

Det kommende forsvarsforlig har den seneste uge været en særdeles varm politisk kartoffel på Christiansborg, efter at regeringen har gjort afskaffelsen af Store Bededag til en adgangsbillet for at deltage i forhandlingerne om forsvaret.

HKKF-formanden håber dog på, at politikerne kan komme videre og komme i gang med at forhandle og lande et bredt forsvarsforlig med hinanden:

“Jeg håber på, at forsvarsforligskredsen og partierne bag det nationale sikkerhedskompromis, hurtigst muligt sætter sig sammen og får lavet et forlig, så vi i forsvaret kan komme i gang med at lægge planer for, hvordan vi kommer videre,” siger Tom Block.

Han mener, at det er helt afgørende for soldaterne, at der er ro og enighed på forsvarsområdet:

“Noget af det, som vi som soldater har brug for, er, at der er ro på det her område, og derfor håber vi på, at politikerne kan blive enige om et bredt forsvarsforlig. Hurtigt.”

“Jeg har selv været udsendt til Irak, og jeg ved, hvor meget uro det giver soldaterne, at man har fornemmelsen af, at der ikke er enighed på Christiansborg om det arbejde, vi soldater udfører,” siger han.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Find dig et ordentlig arbejde nasserøv!!!!

Jan, at sidde dagen lang nede i parken og bajre den med gutterne, og vente på sin kontanthjælp, som du får tiden til at gå med, DET er ikke noget arbejde, selv om du sikkert føler det.