Efter kryptisk udmelding: Er Aki-Matilda Naleraqs valgkanin?

Folketingsvalg 2026

Efter kryptisk udmelding: Er Aki-Matilda Naleraqs valgkanin?

Det grønlandske parti Naleraq præsenterede forleden sine fire folketingskandidater - stemmeslugeren Aki-Matilda Høegh-Dam var ikke iblandt dem, men partiformanden vil ikke udelukke, at partiet stiller med yderligere en eller flere kandidater

Aki-Matilda Høegh-Dam
Billedtekst
Aki-Matilda Høegh-Dam (Naleraq)
Foto: Privat

Det grønlandske parti Naleraq, der som det eneste parti står uden for den grønlandske samlingsregering, præsenterede forleden sine fire kandidater til folketingsvalget.

Det nuværende folketingsmedlem for Naleraq, den kontroversielle Aki-Matilda Høegh-Dam, er ikke blandt de fire opstillede kandidater. Hun har også tidligere udtalt til Netavisen Pio, at hun ikke genopstiller til Folketinget:

Jeg har tidligere sagt, at jeg ikke genopstiller til Folketinget

"Jeg har aldrig sagt, at jeg ville træde helt ud af Folketinget, men at jeg ville tilkalde stedfortrædere. Jeg har tidligere sagt, at jeg ikke genopstiller til Folketinget, men det er noget andet," udtalte Aki-Matilda Høegh-Dam til Netavisen Pio 4. september sidste år.

Men under præsentationen af Naleraqs fire folketingskandidater skabte partifomand Pele Broberg betydelig tvivl om, om Naleraq med de fire opstillede folketingskandidater dermed har også har opstillet alle sine folketingskandidater til valget den 24. marts. 

“Der er altid kaniner i hatten”

Broberg ville således ikke udelukke, at der kan hoppe en lille valgkanin op af hatten inden fredag, som er sidste frist for at opstille folketingskandidater:

“Der er altid kaniner i hatten. Vi går jo efter at få vores første kandidat valgt ind i Folketinget. Og vi har ikke tænkt os at fortælle på forhånd, hvordan vi vil gøre det. Så bliver det sjove taget ud af det,“ lød det kryptisk fra Pele Broberg under kandidatpræsentationen ved et pressemøde mandag i Nuuk, ifølge DR.

Læs også:Kontroversiel grønlandsk stemmesluger fortsætter alligevel som medlem af Folketinget

Til Grønlands nationale TV-station KNR udtalte Broberg mandag, da han blev spurgt, om Naleraq vil stille med flere folketingskandidater på et senere tidspunkt, at “det må I se på et senere tidspunkt”.

Læg dertil at Aki-Matilda Høegh-Dam overraskede alt og alle ved ikke at trække sig fra Folketinget, da hun blev valgt til det grønlandske parlament, Inutsisaritut, tilbage i marts måned.

Aki-Matilda Høegh-Dam valgte at fortsætte i begge parlamenter samtidig

Aki-Matilda Høegh-Dam valgte at fortsætte i begge parlamenter samtidig - dog således at hun indkaldte stedfortræder, da Inutsisaritut holdt efterårssamling i knap to måneder -  fra 19. september til og med 14. november.

Inutsisaritut startede sin forårssamling 2026 i går tirsdag. Det sker på et tidspunkt, hvor Folketinget er hjemsendt på grund af valgets udskrivelse den 26. februar. 

Det betyder - alt andet lige - at Aki-Matilda Høegh-Dam ikke har taget orlov fra Folketinget i forbindelse med Inutsisarituts forårsamling. 

Intet svar fra Aki-Matilda Høegh-Dam 

Netavisen Pio har på den baggrund spurgt Aki-Matilda Høegh-Dam, om hun er Naleraqs valgkanin, og om hun - alligevel - genopstiller til Folketinget.

Læs også:Aki-Matilda Høegh-Dam er ude af Socialdemokratiets folketingsgruppe efter partiskifte

Aki-Matida Høegh-Dam har ikke besvaret Netavisen Pios henvendelser inden for den fastsatte tidsfrist. 

Ved valget i 2022 fik Aki-Matilda Høegh-Dam 6.670 personlige stemmer. Hun blev dermed den helt store grønlandske stemmesluger. Ved 2022-valget blev Høegh-Dam valgt for Siumut - Socialdemokratiets søsterparti i Grønland.

Aki-Matilda Høegh-Dam blev første gang valgt til Folketinget i 2019.

Naleraqs fire kendte folketingskandidater er:

Najannguaq Hegelund, der er uddannet indenfor samfund og filosofi. 

Karina Zeeb, jurist.

Oliver Bech, der har flere års erfaring indenfor politik.

Juno Berthelsen, medlem af Inatsisartut. 

Jan Kjærgaard

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.

Kommentarer

Indsendt af Aksel Jensen (ikke efterprøvet) den Torsdag den 12.03.2026 - 00:20

Valgkaniner vil helst være der hvor græsset er grønnest!

Taknemmelighed er dens største dyd!

Grønland er større end nogensinde!

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.