Efter nederlag: Tid til selvransagelse i Labour

Hvordan kunne Labour tabe valget til en upopulær David Cameron og hvorfor blev nederlaget så stort? De spørgsmål forsøger politikere og kommentatorer at besvare.
Torsdag aften var der udbredt enighed om, at Ed Miliband stod med gode kort på hånden i forhold til at blive Storbritanniens næste premierminister. Fredag morgen var han som bekendt en færdig mand i britisk politik. Det går hurtigt i politik.

Meningsmålingerne op til valget havde som minimum peget på et uafgjort resultat, hvor de konservative og Labour ville komme til at lægge 'neck and neck', som de siger på britisk. Men som natten skred frem, blev det mere og mere tydeligt, at de konservative havde vundet en stor sejr og vundet klart flertal i parlamentet. Men hvordan kunne det gå så galt for Labour og Ed Miliband? Det spørgsmål forsøger politikere og kommentatorer lige nu at besvare.

Det for dansk politiks ukendte navn Jon Cruddas har netop trukket sig som ordfører for at lede en uafhængig undersøgelse af hvorfor Labour tabte. Cruddas har tidligere været i spil, som potentiel formandskandidat i Labour, men han har de senere år mest markeret sig som koordinator for det indflydelsesrige 'Policy Review', der er det absolut mest afgørende politikudviklende organ i partiet.

Hvad gik galt?
Læserne man et udvalg af politikere og kommentatorer, så er den hurtige analyse, at:

- Vælgerne købte ikke Labours politik. For uklart hvad partiet ville.

- Labour havde fokuseret for meget på, at ville forsvare sundhedsvæsnet (NHS) og andre offentlige institutioner.

- Labour tabte flere stemmer til UKIP end ventet og de konservative tabte færre.

- Hele diskussionen om Skotland og SNPs rolle fik Ed Miliband til at fremstå svag.

- Labour førte en udmærket national kampagne, men partiet mangler forbindelse til vælgerne ude lokalt.

Labour skal støtte folks ambitioner
Ingen ringere end tidligere premierminister Tony Blair udpegede tre punkter, som han så var gået galt og som skal ændres:

- Labour havde overladt det politiske centrum til ”Toryerne”. Det havde været for meget fokus på klassiske fagforeningsmærkesager som mindsteløn og dårlig betalt vikararbejde. Ved at fokusere for meget på dem i bunden af samfundet, glemmer man dem i midten.

- Labour skal omfavne fremtiden og anerkende, at moderne teknologi ændrer den måde folk bruger og ønsker offentlig service og velfærdsydelser.

- Labour skal finde en måde at håndtere UKIP og briternes bekymring over indvandring.

Det bedste citat fra Tony Blair: “Labour has to be for ambition and aspiration as well as compassion and care.”

Svaret ligger i navnet - vær nu et parti for det arbejdende folk
Redaktøren på LabourList.org, der en slags britisk udgave af Netavisen Pio, Mark Ferguson skrev umiddelbart efter valgnederlaget:

”Jeg troede Miliband tilbød en chance for at opbygge en anden slags Storbritannien. Men det britiske folk var uenige. De købte ikke hvad vi solgte, hvordan vi solgte eller dem der solgte det. Faktum er, at alt for mange overhovedet ikke vidste hvad vi solgte.

Et parti alt for isoleret geografisk, mentalt og fysisk for det britiske folk kan aldrig håbe på at sejre over et overraskende modstandsdygtigt Tory Party – og en flodbølge af nationalisme. Hvis vi forbliver indespærret hvor vi er lige nu, så taber vi igen.

Fordi det er meningen, at vi skal være parti for det arbejdende folk, så ligger ledetråden i selve navnet (Red. Arbejderparti). Men alt for mange af de mennesker, som vi ønskede at repræsentere kiggede på Labour og så meget lidt af dem selv repræsenteret i det."

Valget var tabt på forhånd
Endnu hårdere er den politiske redaktør Rafael Behr fra den venstreorienterede avis The Guardian. Ifølge ham havde Labour allerede tabt valget inden valgkampen gik i gang.

De konservative havde dygtigt formået at italesætte Labour som økonomisk uansvarlige og David Cameron som den naturlige premierminister, i modsætning til den svage Ed Miliband, skriver han. De konservatives kampagne havde udelukkende fokuseret på de to ting, og havde undervejs fået kritik for at være for smal eller simpel. Men valgresultatet frikender dem jo.

Særligt diskussionen om Skotland og SNP ødelagde det for Miliband. De konservative kogte budskabet ned til udsigten til et flertal bestående af “a party that would break up the country and one that would bankrupt the country.”. Den kombination var der ikke mange vælgere i England der ønskede, når det kom til stykket.

Vi skal stoppe med at være den sure mand på pubben
En af nye navne på den britiske scene er skyggeminister for sundhed Liz Kendall, der var den første til at erklære sit kandidatur til formandsposten i Labour, kræver et opgør med Labour i rollen, som den sure mand nede på det lokale værtshus:

"We didn’t get people’s trust on the economy, we didn’t build a broad enough coalition of voters in different parts of the country and we didn’t set out a positive enough alternative for the future.

It’s not enough to just critique what’s going on under this government, but actually you’ve got to set out something people can believe in that’s going to give them hope and confidence in the future.

I’ve argued for quite a long while that we’ve got to set out something positive and not just be the kind of moaning man in the pub."

Den venstreorienterede linje slog fejl
Også for en af Tony Blair-tidens centrale politikere, Peter Mandelson, er der en pointe omkring den økonomiske ansvarlighed og at Miliband-kampagnen havde fejllæst vælgernes holdninger efter finanskrisen.

”Han (Miliband) insisterede på at vælgerne havde flyttet sig til venstre som følge af finanskrisen og var klar til hans version af en statstyret, intervenerende demokratisk socialisme, uden at det hang sammen eller blev en sammenhængende vision om samfundet. Han sagde at han ”totalt ville ændre måden økonomien fungerer på” – en tiltalende tanke for dem som føler sig ladt i stikken i globaliseringen og som overvejer UKIP – men han forklarede aldrig hvordan.

Han korrekt på den stigende ulighed, der gennemsyrer Storbritannien, men bortset fra at foreslå højere skatter på den rigeste 1 pct, kom der aldrig nogen nye ideer til hvordan man kunne fordele velstand, bryde den sociale arv eller afgørende øge økonomiske eller uddannelsesmæssige muligheder.

I stedet flad Miliband tilbage på en række af økonomiske løfter – billigere togbilletter, energitilskud, boligstøtte, universitetsafgifter, minimumsløn og flere penge til sundhedsvæsnet – som han troede ville være nok til at utilfredse, venstreorienteret kernevælgere til at give ham sejren, som de rige, stigmatiseret af Milibands Obama-inspirerede retorik, skulle betale for. ”

Ikke nok stemmer i den målrettede valgkamp
En sidste stemme i vores kommenatorspor til britiske valgnederlag kom fra The Guardians politisk redaktør, Martin Kettle, allerede dagen efter valget. Han er endnu et Blair-kendskab og minder måske mest af alt om en britisk udgave af Weekendens Arne Hardis:

"When Ed Miliband was elected leader of the Labour party in 2010, a delighted Neil Kinnock was famously reported as saying, “I’ve got my party back.” As the results of the 2015 election began coming in, it was clear that Kinnock was disastrously right. The man who led Labour to two defeats in 1987 and 1992 now has a party with which he can be comfortably familiar, after notching up another pair of nationwide election losses under Gordon Brown in 2010 and now Miliband in 2015.

It has always been clear that Miliband has been following a targeted electoral strategy. The generous view is that he believes that, after the financial crisis, there is a winning coalition to be built from core Labour voters, disillusioned Liberal Democrats and middle-class sympathisers with the poor. But last night it became clear that this strategy has quite simply failed."

Avisen New Statesman har i øvrigt en meget interessant liste på 10 undskyldninger, som i hvert fald ikke kan bruges til at forklare nederlaget.

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Annonce