Efter skilsmissen: Er der en fælles fremtid for S og R

I en weekend med både radikalt landsmøde og socialdemokratisk kongres, er det værd at tage et kig på, hvor de to partier står i forhold til hinanden i dag.

For der var jo engang, hvor Socialdemokratiet og De Radikale var den naturlige motor i udviklingen og vedligeholdelsen af den danske velfærdsstat.

Et ulige makkerpar, ofte med interne skænderier og gensidig irritation, men alligevel med et velsmurt samarbejde på de indre linjer. Men det er snart meget længe siden.

Det parforhold døde reelt da Socialdemokratiet i 2010erne - alt efter synsvinkel - indså det nødvendige i at begrænse den ikke-vestlige indvandring, eller slog ind på samme åbenlyst racistiske kurs som Poul Nyrup Rasmussen (S) havde stemplet som Ikke-stueren årtiet før.

Herefter har der ganske vist været et enkelt regeringssamarbejde, men her var klimaet mellem de to partier så giftigt, at det endte med at halvere De Radikale og koste Helle Thorning-Schmidt (S) statsministerposten.

Betyder det så, at S og R ikke har samarbejdet siden, og ikke vil kunne det i fremtiden? 

Nej da.

Ikke selvfølgelige regeringspartnere

R har indtil for et par år siden været støtteparti for S, og R er stadig det parti, der er med i flest forlig med den nuværende regering.

Så det almindelige parlamentariske samarbejde fortsætter til hverdag, trods den bitterhed der ofte følger en skilsmisse.

De to partier er ikke længere tætte allierede eller selvfølgelige regeringspartnere. Men på langt de fleste politikområder kan de sagtens nå hinanden i lovarbejdet.

Det handlede mere om, at partiet var blevet så lille, at vores mandater ikke længere var afgørende

Trods et radikalt mistillidsvotum i slowmotion, som ingen vælgere forstod, var det faktisk heller ikke Mette Frederiksens skyld, at R valgte at stå uden for den nuværende regering.

Det handlede mere om, at partiet var blevet så lille, at vores mandater ikke længere var afgørende, og at R derfor ville ende med at få alle tævene for at gå med i en upopulær regeringskonstellation, men uden at have magten til at forhindre de ting, vi var mest bekymrede for.

Herunder det planlagte socialdemokratiske angreb på uddannelsessystemet.

For det er faktisk der, den største knast for et potentielt nyt S-R(-SF) samarbejde ligger i dag: Uddannelsespolitikken.

Rabiate Rwandaplaner

Jamen, hvad med udlændingepolitikken, de mange ultimative krav og de (for en radikal) helt uantagelige socialdemokratiske planer om at sende uønskede flygtninge videre til en blodig diktaturstat i Afrika? 

Det problem er blevet mindre.

Martin Lidegaard er både i retorik og tilgang meget mere kompromisvillig på det område, og vil meget gerne ud af det politiske hjørne, som udlændingepolitikken malede De Radikale op i.

Og på den anden side har Socialdemokratiet reelt opgivet sine (for en radikal) rabiate Rwandaplaner, og den evige strøm af stramninger er stoppet.

Området lyder stadig af meget, men i reel ny lovgivning er udlændingepolitikken ikke længere noget De Radikale slår sig afgørende på for tiden.

Når uddannelsespolitikken er nemmere at håndtere for os radikale end udlændingepolitikken var, er det selvfølgelig fordi, at R ikke står alene med kritikken her

Det er uddannelsespolitikken til gengæld.

Det socialdemokratiske projekt om kraftigt at reducere de lange videregående uddannelser, gøre gymnasiet til en eliteskole for de mest ressourcestærke børn og tvinge resten af en ungdomsårgang over på et mere erhvervsrettet tilbud er alt sammen gift for De Radikale.

Det er derfor også der, den radikale kant for tiden er lagt til regeringen.

Når uddannelsespolitikken er nemmere at håndtere for os radikale end udlændingepolitikken var, er det selvfølgelig fordi, at R ikke står alene med kritikken her.

Hovedfjenden

Til gengæld er S på dette område selve hovedfjenden. For en radikal er Moderaterne og Venstre nemlig for tiden langt nemmere at nå i uddannelsespolitikken og SF er en decideret allieret.

Og bare for en orden skyld: 

Med den nuværende mandatfordeling og det nuværende forhold partierne imellem, er Danmark under ingen omstændigheder på vej imod en ny S-R-regering.

Skulle vælgerne pege den vej, hedder den næste regeringskonstellation til venstre for midten S-SF-R.

Til gengæld er det med de nuværende meningsmålinger mere end svært at se, at der er mulighed for et rødt samarbejde, der ikke inkluderer De Radikale.

Tag ikke fejl af, at på rigtigt mange politiske områder er R nemmere at nå for S og Martin Lidegaard en mindre bøvlet partner end Lars Løkke

Selv om der er både SF’ere og Socialdemokrater, der drømmer om det. Men vil man den vej, har man næsten med sikkerhed brug for enten De Radikale eller Lars Løkkes Moderaterne.

Tag ikke fejl af, at på rigtigt mange politiske områder er R nemmere at nå for S og Martin Lidegaard en mindre bøvlet partner end Lars Løkke.

Men vil S væk fra en upopulær regering med de borgerlige og genetablere et centrum-venstre alternativ, så VIL det kræve, at man tager enten R eller M med i regeringen.

For ingen af de to partier er interesserede i at være støtteparti. Og skal det være R så vil det kræve indrømmelser på uddannelsesområdet.

Indrømmelser der vil gøre ekstra ondt, hvis man i mellemtiden har rullet Tesfayes ideologiske arbejderprojekt ud over hele sektoren.

Kan pege på Løkke

For De Radikale er et pragmatisk, nyttebaseret regeringssamarbejde med Socialdemokratiet og SF omvendt nok førsteprioriteten.

Men det gode ved det politiske opbrud den upopulære midterregering har givet er med radikale briller, at R vil kunne gå til valg uden at pege på en statsministerkandidat.

Og derfor også vil kunne pege på eksempelvis en Lars Løkke, hvis mandaterne mod forventning falder, så den mulighed byder sig, uden at det kræver tilslutning fra Dansk Folkeparti.

Han er nemlig helt til at snakke med, både når det kommer til uddannelse og udlændinge.