Det gælder også statsminister Mette Frederiksen (S).
Det er næppe en fornærmelse mod hende at minde om, at hendes begejstring for EU indtil for kort tiden kunne ligge på et meget lille sted.
Efter årtiers fodslæberi i EU var Danmark blandt de lande, der strittede ihærdigt imod EU’s genopretningspagt på 750 milliarder euro i 2020, og skiftende danske regeringer har trukket på skuldrene over ideer om en europæisk forsvarsdimension indenfor Nato.
For vi har Nato og amerikanerne, lød standardsvaret også i udenrigsministeriet.
Det blev ledsaget af let sarkastiske bemærkninger om især Frankrigs bestræbelser på at sætte spørgsmålet om europæisk forsvar på dagsordenen.
Nu har tonen fået en anden lyd.
Tidligere på ugen lød det således fra statsministeren:
”Der er kun, i min optik, én vej igennem det her. Det er et stadig tættere og stadig stærkere europæisk samarbejde, og derfor er det vigtigt både at have en god relation i en europæisk sammenhæng bredt og i en EU-sammenhæng i særdeleshed,” og hun tilføjede:
”Jeg tror, alle i Europa kan se, at det bliver et andet samarbejde med USA nu. Det er i hvert fald de toner, vi hører fra Washingtons side, også i forhold til handel og økonomisk samarbejde. Hvad konsekvenserne af det er, ved vi ikke endnu.”
Som ordsproget siger: ”Nød lærer nøgen kvinde at spinde,” og Danmark er lige nu temmelig afklædt
Efter disse bemærkninger rejste Mette Frederiksen onsdag til Paris, Berlin og Bruxelles for at tale Danmarks sag, og næste uge får hun chancen for at møde hele rækken af EU-bosser ved et topmøde i Bruxelles.
Som for øvrigt har meget divergerende vurderinger af den amerikanske præsident og hans politik.
Som ordsproget siger: ”Nød lærer nøgen kvinde at spinde,” og Danmark er lige nu temmelig afklædt.
Som det hedder i Aalborg Universitets Forskningsportal illustrerer ordsproget fra 1300-tallet den evigt gyldige sandhed, at de fleste af os nok skal trænges lidt op i en krog, før vi begynder at tænke nyt og ændre adfærd.
Vi skal samtidig – og her har statsministeren selvfølgelig ret – forsøge at bevare samarbejdet med USA
Der er den danske regering, kongeriget og Rigsfællesskabet nu, og lad os gætte på, at der på det møde og senere vil lyde andre toner om europæisk forsvar og sikkerhedspolitik fra dansk side end hidtil.
Vi skal samtidig – og her har statsministeren selvfølgelig ret – forsøge at bevare samarbejdet med USA.
For alene hvad angår forsvar og sikkerhed er der i dag intet alternativ.
For sagen er, og det er en del af forklaringen på den danske skepsis, at den europæiske forsvarsdimension og det militære samarbejde stort set ikke rokker sig ud af stedet trods flere meget konkrete initiativer.
Krigen i Ukraine har ikke udløst den mindste nytænkning hvad angår forsvaret af EU.
Den anerkendte franske ekspert i international politik og sikkerhed, Nicole Gnesotto konstaterer i avisen Le Monde, at europæerne rent faktisk har gjort fremskridt siden 2022 med øgede forsvarsudgifter, genoprustning og våbenhjælp til Ukraine.
”Men våbenindustrien er stort set et atlantisk foretagende… og krigen i Ukraine har ikke udløst den mindste nytænkning hvad angår forsvaret af EU.”
Avisen Le Monde pegede forleden på et af problemerne.
Det gælder programmet European Defence Industry Strategy, som EU-kommissionen præsenterede for et år siden i Bruxelles - to år efter udbruddet af krigen i Ukraine.
Ambitionen er at skabe rammerne for, at EU-landene i fællesskab er i stand til at levere mindst 40 procent af militært materiel i 2030.
Problemet er bare, at diskussionerne stort set ikke har rokket sig ud af stedet i det forløbne år
Tilsvarende skal værdien af den interne våbenhandel i EU repræsentere mindst 35 procent af værdien af EU’s forsvarsmarked, og andelen af europæisk producerede våben solgt indenfor EU skal stige løbende.
Sådan. Problemet er bare, at diskussionerne stort set ikke har rokket sig ud af stedet i det forløbne år.
Selv store medlemslande med Tyskland i spidsen erkender, at de i dag ikke har den fornødne kapacitet til at nå de mål, og de ønsker derfor at kunne fremstille amerikanske og sydkoreanske våben på licens i Europa.
”Det er en historisk absurditet,” erklærede den franske forsvarsminister Sebastien Lecornu 21. januar i radiostationen France Inter.
For sagen er, at Tyskland ønsker økonomisk støtte fra EDIP til at producere amerikanske Patriot-missiler i Tyskland.
Andre lande tænker i samme baner, og franskmændene er rasende.
Et andet spørgsmål er, hvilke våben Europa har brug for?
Det vil i realiteten svare til, at europæiske skatteydere kommer til at finansiere produktion af amerikanske våben, hvilket vil gøre Europas afhængighed af USA endnu større, lyder det i Paris.
Et andet spørgsmål er, hvilke våben Europa har brug for?
EU-kommissionen vil i nær fremtid fremlægge en hvidbog, der skal definere de mest presserende behov. Hvordan vil de se ud, når krigen i Ukraine er slut?
Der venter lange og svære diskussioner i EU-kredsen, og der venter et uskønt slagsmål om prioriteringerne.
For fransk våbenindustri har ikke samme interesser som den tyske, spanske og italienske.
Bag det hele lurer en erkendelse af, at flere lande af politiske grunde får svært ved at øge militærudgifterne i det omfang, præsident Trump lægger op til.
I en række andre lande med Frankrig i spidsen er statskassen tom, gælden enorm og tallene på de offentlige regnskaber blodrøde
Statsminister Mette Frederiksen og kække politiske kommentatorer kan i rige Danmark med en vis ro i sindet proklamere, at oprustning kræver ofre – som også er velfærd.
Det vil selv hos os blive mødt med protester.
I en række andre lande med Frankrig i spidsen er statskassen tom, gælden enorm og tallene på de offentlige regnskaber blodrøde.
Her og andre steder vil sociale nedskæringer blive mødt med uro i gaderne og øget tilslutning til højreekstremistiske demagoger – som for øvrigt er præsident Trumps venner.
Moralen er, at det er svært med USA. Og det bliver op ad bakke i EU. Men der ingen vej udenom.
Kommentarer
Hvis EU vil have en våben industri, så er det jo i sagens natur bidende nødvendig EU køber de våben denne industri levere. Desuden. I våbenindustrien sker der en masse innovation på højteknologisk niveau, som EU ligeledes har et stærkt behov for da EU er højteknologisk bagefter såvel USA som Kina. I USA fremstilles der en lang række avancerede våben i den private sektor. Men det sker udelukkende fordi den amerikanske stat massivt finansiere det gennem våbenkøb. Og her er Donald Trump ligelovlig smart ved at kræve NATO landene bruger 5% af BNP på forsvaret velvidende om de mange 1.000 milliarder af kr. ryger i kassen på den amerikanske våbenindustri sædvanen tro. Med mindre EU og EU NATO lande ændre kurs og går all in for udvikling og køb af våben i EU's våbenindustri.
Det giver såvel meget mere for pengene, da de cirkulærer videre i EU, samt en tiltrængt højteknologisk saltvandsindsprøjtning til udviklingen i EU. Og så er vi selvforsynende ligesom det skaber et hav af avancerede arbejdspladser og knowhow., samt buster BNP i den skrantende økonomi i dele af EU som f.eks. Tyskland. Og sidst men ikke mindst giver det os fuld kontrol over vores forsvar med egen våbenindustri i verdensklasse.
Og vi skal jo købe krudtet. Så lad os gøre det hjemme.
USA køber intet grej i EU. For måske 10 år siden skulle det amerikanske forsvar have nye tank fly som erstatning for udslidte fly. Airbus vandt i første omgang kontrakten. Men kontrakten blev annulleret og gik til Boeing i stedet for med begrundelsen national sikkerhed. Ligesom du stort set ikke finder amerikanske luftfart selskaber, som har købt Airbus fly - Der er vist ikke et eneste amerikansk registreret Airbus fly i luften. Kun Boeing.