Efter uge i stormvejr: Socialdemokratiet går frem i måling

Trods en række dårlige sager i medierne, er der fremgang til Socialdemokratiet i ny meningsmåling.
Efter en uge, hvor Socialdemokratiet har været ude i lidt af et stormvejr i medierne, så er det ikke noget som indtil videre har fået konsekvenser for partiet i meningsmålingerne.

Således står Socialdemokratiet til 28,0 procent i den seneste meningsmåling fra meningsmålingsinstituttet Voxmeter, der blev offentliggjort mandag. Det er en fremgang på 1,2 procentpoint i forhold til den tilsvarende måling fra sidste uge. Målingen giver Socialdemokratiet 50 mandater, hvilket er en fremgang på 3 i forhold til valget.

Fremgangen til Socialdemokratiet kommer på bekostning af SF, de radikale og Alternativet, som alle går en lille smule tilbage. Enhedslisten går til gengæld frem med 0,9 procentpoint til 9,7 procent.

I blå blok går Venstre 0,6 procentpoint tilbage til 18,9 procent. Det er også 0,6 procentpoint under valgresultatet. Dansk Folkeparti står til 18,0 procent – præcis det samme som for en uge siden. Det er 3,1 procent under valgresultatet og vil koste partiet 5 mandater.

Ser man på de to blokke, så står rød blok til 51,2 procent, hvilket giver dem 91 mandater. Blå blok står til 48,8 procent og 84 mandater.

Voxmeters politiske meningsmåling, offentliggjort den 18. marts 2018, baserer sig på telefoninterview med 1.063 repræsentativt udvalgte personer 18 år+ og er gennemført i perioden fra d. 12. marts til d. 18. marts 2018. Den maksimale usikkerhed på de enkelte partier i denne måling er på +/-2,7 procentpoint.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce