Annonce

Eksborgmester efterforskes, V-profil tilbage som direktør og rekordfå flygtninge

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Så er der blevet fredag og tid til ugens sidste udgave af Netavisen Pios nyhedsoverblik Aktuelt, med nyt fra ind- og udland.

I de udenlandske medier har især endnu en tragisk nyhed fra Amerika taget overskriften. Det drejer sig om at mindst otte mennesker er blevet dræbt ved et skyderi i byen Indianapolis. Gerningsmanden åbnede ild mod medarbejderne på et FedEx-center i byen inden han skød og dræbte sig selv.

Politiet har endnu ikke meldt noget ud om gerningsmandens motiv.

 

V-profil trækker i direktørtrøjen

Venstres klimaordfører Tommy Ahlers er igen aktiv som direktør og vil gerne være mere aktiv i erhvervslivet igen.

"Nu hvor jeg ikke er minister længere, er min rolle væsentlig anderledes, og jeg er ikke chef for et område i forbindelse med politik længere. Derfor er det også naturligt, at jeg igen kan være mere aktiv i erhvervsmæssig sammenhæng," siger han til finans.dk.

Han måtte trække sig fra en lang række poster i erhvervslivet og blive passiv investor, da han blev hentet ind som Venstre-minister.

Nu er han administrerende direktør for virksomheden LH Fund III, som han ifølge Finans ejer sammen med andre, og i sit eget holdingselskab, Theenewblack.

Tommy Ahlers var en succesrig erhvervsmand og kendt fra tv-programmet Løvens Hule inden han blev hentet ind som forskningsminister af Lars Løkke. Nyheden rejser spørgsmål ved om Ahlers allerede nu gør klar til et liv efter politik.

Læs hele historien her.


Politi efterforsker tidligere borgmester

Sydøstjyllands Politi indleder en efterforskning af Fredericias tidligere borgmester Jacob Bjerregaard (S) i en sag om køb af en byggegrund. Det skriver Ritzau.

Politiet oplyser nu, at anmeldelsen har ført til, at der efterforskes tre forhold. Ulovligt køb af den meget omtalte byggegrund, rov eller gentagen skødesløshed i udførelsen af stilling og en lækage af fortrolig rapport.

Sydøstjyllands Politi oplyser ikke i pressemeddelelsen, hvorvidt der er rejst sigtelse i sagen.

Læs hele historien her.


Kommuner modtager modtager rekordlavt antal flygtninge

Vi bliver i det kommunale landskab. For tredje år i træk modtog de danske kommuner i 2020 et historisk lavt antal flygtninge, viser nye tal fra Udlændingestyrelsen. Regeringen er yderst tilfreds med udviklingen. Det skrivet altinget.dk.

De danske kommuner fik i 2015 tildelt over 10.000 flygtninge. Sidste år var tallet 489.  

Der er på intet tidspunkt i perioden siden 2001 blevet tildelt så få flygtninge til de danske kommuner som i 2020.

Tallene glæder udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S).

”Færre asylansøgere betyder alt andet lige færre udgifter til sagsbehandling, indkvartering og udsendelse af dem, der får afslag på asyl. De penge kan vi i stedet bruge på velfærd herhjemme og på at hjælpe flere bedre i nærområderne,” udtaler han i et skriftligt svar til Altinget.

Forklaringen på de lave asyltal er hovedsageligt, at det samlede pres på Europa er blevet mindre.

Læs hele historien her.


Undersøgelse af mulig coronafusk på Børsen

Slots- og Kulturstyrelsen vil samarbejde med advokatfirmaet Plesner, der er i gang med at undersøge en sag om mulig fusk med corona-støttekroner fra Dagbladet Børsens side.

Det oplyser styrelsen til Journalisten.

”Børsen har oplyst, at de har sat advokatfirmaet Plesner til at undersøge sagen. Slots- og Kulturstyrelsen vil samarbejde med og assistere Plesner bedst muligt og står til rådighed for at besvare deres spørgsmål, hvis de får brug for det,” skriver styrelsen.

Sagen om mulig fusk handler om, at chefredaktør på Børsen, tidligere finansminister Bjarne Corydon i søndags modtog en mail fra en whistleblower. Af mailen fremgik det, at Børsen skal have udskudt annonceaftaler for at få mere i coronastøtte, end avisen egentlig er berettiget til. Det er Børsen selv, der har bedt Plesner om at undersøge sagen.

Mediet har modtaget 12,8 millioner kroner i coronahjælp.

Læs hele historien her.


Offentlige metallere siger massivt ja til overenskomst

Et rekordhøjt antal medlemmer af Dansk Metal har stemt et stort ja til de offentlige overenskomstforlig på henholdsvis det kommunale, regionale og statslige område. Den samlede stemmeprocent var på 75,56 procent, og 86,2 procent stemte samlet ja.

”Det er et rigtig godt resultat. Jeg er glad for at se så mange af vores medlemmer stemme om deres overenskomst og med så stor en stemmeprocent og et tilhørende stort ja," siger forbundsformand for Dansk Metal, Claus Jensen, i en pressemeddelelse og fortsætter:

"Den danske model er langt fra outdated, men står stærkere efter et år med corona, trepartsaftaler og nu endnu et godt overenskomstresultat. Det er jeg glad for, at medlemmerne bakker op om, men også at ansatte og afdelinger har ydet en stor indsats i forbindelse med afstemningen til OK21”.

Der er knap 4000 medlemmer af Dansk Metal ansat i stat, regioner og kommuner. Det er en broget flok, der bl.a. tæller flymekanikere i forsvaret, it-supportere i kommuner, smede og mekanikere på kommunale eller regionale værksteder.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet