Nelson Mandela blev født i dag for 100 år siden. Den første i sin familie, der gik i skole, blev en voksen mand i et apartheid-system, fik trods det en uddannelse og kunne have levet et liv i relativ velstand. Valgte alligevel at kæmpe for alle sorte og farvede i Sydafrika. Gik ind i det ANC, African National Congress, der var skabt seks år før han blev født. Først som del af en ikke-voldelig modstand. Siden efter Sharpeville-massakren også som leder af den væbnede modstand, som han blev fængslet og dømt livsvarigt fængsel for.

27 år sad Mandela i fængsel. Siden præsident for sit land og dermed i spidsen for en national forsoning. Den mand, der kæmpede mod racisme og social uretfærdighed, der i fængslet nægtede at forsage væbnet modstand, forstod, at vejen videre var at forsone det, som kunne synes uforsonligt.

I arbejderbevægelsen var de sydafrikanske sortes kamp også vores. Sådan følte vi det. Modsat det borgerlige Danmark, som først nølende tog afstand fra apartheid

Mandela er om nogen eksemplet på en frihedskæmper, der stod fast – ikke mindst når handlede om at stå på mål for alles rettigheder. Ikke kun stammens. Ikke kun de sortes. Men alles. I arbejderbevægelsen var de sydafrikanske sortes kamp også vores. Sådan følte vi det. Modsat det borgerlige Danmark, som først nølende tog afstand fra apartheid. Vi hjalp, hvor vi kunne.

På samme måde som vi viste solidaritet med andre forfulgte – i for eksempel Nicaragua og i Burma. Her viste lederne modsat Mandela, at de ikke var lige så optagede af menneskerettigheder for alle, da de endelig kom til magten. Mandela rystede derimod aldrig på hånden – og derfor kritiserede han også det USA, som først slettede ANC fra terrorlisten i 2008.

For Mandela var frihed ikke kun for de få, ikke kun for sine egne, og han modstod fristelsen og presset for at hævne de grusomheder, den sorte befolkning måtte lide under. Det førte til kritik og enden på ægteskabet med Winnie Mandela. Men manden, der havde givet sit liv, gik både forrest i kamp for retfærdighed og mod undertrykkelse og siden i kampen for fred mellem sorte, farvede og hvide i det moderne Sydafrika. Han var større end livet – større end sit eget liv. Den mand, som den nuværende formand for Folketinget en gang kaldte terrorist, står som et lysende eksempel, som vi også kan lære af i Danmark.

Den mand, som den nuværende formand for Folketinget en gang kaldte terrorist, står som et lysende eksempel, som vi også kan lære af i Danmark

Vi kan ikke fylde hans fodspor ud. Men i dag, hvor verden står over for mere ufred, en amerikansk og russisk præsident uden Mandelas udsyn og format samt flygtningekriser, kan vi alle hente inspiration i den arv, som han efterlader sig. Alle mennesker – uanset etnicitet og køn – har ret til et liv i frihed. Og den kommer ikke altid af sig selv.

Nogle gange må vi kæmpe for den, og vi må kæmpe for andres ret til et liv i frihed. For sydafrikanerne er kampen ikke ført til ende. Særligt kampen for mere lighed er kun lige begyndt. Men i dag er der grund til at sige tak: Tak, Madiba. Og der er grund til at råbe: Amandla! Awethu!

Per Christensen er forbundsformand for Fagligt Fælles Forbund (3F).

Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.