Eksistentialistisk hovedværk ender mest med at ligne en tøjreklame
Eksistentialistisk hovedværk ender mest med at ligne en tøjreklame
Filmen er nok en æstetisk nydelse, men den er også som at kigge på en reklame for undertøj. Og det er skuffende
Francois Ozon har gjort Albert Camus' roman 'Den fremmede' til en reklame for Calvin Klein i Algier, og det er faktisk en stor skuffelse.
Filmen næsten knitrer i sin støvede billedæstetik, hvor de sort-hvide kontraster ikke er skarpe, snarere døsigt kornede på den helt rigtige måde.
Vor antihelt, romanfiguren Meursault, er lækker på alle tænkelige måder, med en perfekt krop og en frisure, der er stylet helt rigtigt, og som kameraet insisterende kæler for.
De fleste af filmens sekvenser er også som at kigge på en reklame for undertøj, men det værste er helt sikkert, at Ozon har reduceret den tænksomt skrivende - og dødsdømte - hovedperson til en uudgrundelig og nihilistisk person, der bare har dræbt en araber, fordi tilværelsen er helt igennem meningsløs.
Det er trist - og provokerende tragisk - fordi filmen selvfølgelig modtages med klapsalver, og måske mest af alt afslører, at mange intellektuelle i dag er til fals for identifikationsmarkører, det vil sige, at de forføres af reklameværdien.
Faktisk har Ozon nærmest fulgt den umiddelbart bizarre roman, der er en af eksistentialismens hovedværker, til punkt og prikke, men det er de små forskydninger, der bliver desto mere grove og manipulerende.
Reklamesekvens fra koloniherrerne
Først og fremmest er der en helt ny rammefortælling.
Vor helt er bosiddende i Algier, men i filmen præsenteres vi for en reklamesekvens fra koloniherrerne, det vil sige Frankrig, der blærer sig med, at førhen levede araberne i en labyrint af elendighed, men nu er der skudt boulevarder op og det er eksotisk at besøge stedet.
For det andet, har Ozon gjort den myrdede araber (Meurcault skyder en araber på en strand) til en central person, med navn og familierelationer, hvilket ikke er tilfældet i romanen.
Albert Camus var selv halv algier, halvt fransk, og hans roman udkom under krigen i 1942. Men det var Jean-Paul Sartres 'Kvalme' fra 1938, der blev den første egentlige roman, der var skrevet i denne eksistentielle stil.
Man kan, groft sagt, sige at eksistentialismen var et filosofisk opgør med mening, sådan som man havde forstået det tidligere, og de påstod, at mening er noget, vi pådutter eksistensen.
Sartre og Camus blev for øvrigt rygende uvenner
Udfordringen, ifølge eksistentialisterne, er den ulidelige opgave, det er at leve med denne totale frihed, og samtidig skabe et meningsfuldt liv.
Sartre og Camus var venner, og også en række andre var en del af selvsamme vennekreds, heriblandt naturligvis Simone de Beauvoir, der var Sartres elsker og livsledsagerske.
For begge, men også for Camus, var det eksistentialistiske angreb også et opgør med de borgerlige institutioner og religionerne.
Rygende uvenner
Også jazzmusikeren og forfatteren Boris Vian var en del af gruppen, og han gjorde tykt grin med de andre, som var moderne helte og nærmest et modefænomen i Paris natteliv.
Han gjorde, så at sige, op med deres alvorstunge eksistentialisme og fokuserede i stedet på det absurde i den filosofiske pointe.
Sartre og Camus blev for øvrigt rygende uvenner, da Camus senere tog kraftig afstand fra det kommunistiske styre i Sovjet, og Sartre endte faktisk med at beskylde ham for at være kontrarevolutionær, og man har lidt på fornemmelsen, at Ozon med denne film retter samme kritik imod ham.
Camus endte med at agitere for en mere absurd forståelse af den eksistentialistiske filosofi, hvilket i det mindste gjorde ham i stand til ikke at lukke øjnene for det kommunistiske terrorregime eller være til fals for andre ideologier i tiden.
Læs også:I Venedigs fornemmeste bordel er der ingen kære mor
Senere kan man sige at dramatikeren Samuel Beckett tog denne absurde pointe til sig og iscenesatte den på teatrene, her især med stykket ‘Venter på Godot’.
Ozon har taget dele af denne absurditet med i sin filmatisering af ‘Den Fremmede’, og det bliver især tydeligt i en scene, hvor den dødsdømte møder en præst. Hele scenen er mere teater end film.
Det er vigtigt at pointere, at selvom Camus' eksistentialistiske pointe var, at virkeligheden på mange måder er absurd, så er det ikke det samme som at man som menneske ikke har nogen opgave for sig.
En lidt woke nyfortolkning
Man kan på mange måder sige, at ‘Den fremmede’ netop er en roman, hvor Camus ret så alvorligt gør sin romanfigur til en tænker, der dømmes på et absurd grundlag, fordi det ikke er mordet på en araber, der fælder ham, men derimod hans filosofi, der grundlæggende ikke er så ringe endda. Og slet ikke ringe sådan som Ozon udlægger den i filmen.
Faktisk havde den mere ordknappe og uudgrundelige romanfigur allerede fundet sin form i en novelle af den amerikanske forfatter, Herman Melville, i ‘Skriveren Bartleby’ fra 1853.
Det er denne figur, som irriterer alle, og gør omgivelserne absurde, fordi han ikke kan gennemskues, der anvendes i Ozons fortolkning af ‘Den fremmede’, men det er netop fatalt, for når man læser romanen, så er vor hovedperson særdeles reflekterende og slet ikke så mystisk, som han tager sig ud i filmen.
Det er, kort sagt, en hån over for romanen
Ozons nyfortolkning er nærmest sådan lidt woke, hvor mordet på araberen blot er et symptom på, at koloniherrerne har besat et andet folk, og at de føler sig overlegne med deres livsstil, der grundlæggende er nihilistisk og hul. Og det er der slet ingen hold i romanen for at gøre.
Det er, kort sagt, en hån over for romanen, men man må samtidig erkende, at Ozon tilsyneladende slipper afsted med det - på grund af lækkerhed, kort sagt.
Filmen er nok en æstetisk nydelse, og vores antihelt er langt mere en Kierkegaardsk æstetiker, hvor det at blive gift, er ligeså godt, som ikke at blive gift.
Læs også:Frankrigs nationalhelt hyldes lige til den gode side i ny storslået spillefilm
Det accentueres blandt andet ved, at Ozon ændrer små, men vigtige ordvekslinger, for eksempel en replik, hvor Meurcault bliver spurgt, om ikke han vil se sin døde mor, der ligger i en kiste, en sidste gang, og han svarer nej.
Da han bliver spurgt om, hvorfor han ikke ønsker at se hende, svarer han i romanen, at det ved han ikke, men i filmen er hans svar, at det bare kommer ud på et.
En ureflekteret æstetiker
I romanen, kort før alting kortslutter for vor antihelt, og han koger over for at ende med et skyde araberen, skriver Camus eller roman-jeget, at "man kan skyde eller ikke skyde", hvilket klart er en pointe fra William Shakespeares ‘Hamlet’, men det er som om, at Ozon har gjort denne sentens til hele filmens omdrejningspunkt, med rammefortællingen om besættelsen af Algeriet som en hovedpointe, hvilket nærmest er mere absurd, end hvad den filosofiske eksistentialisme selv kan diske op med.
Det er derfor heller ikke overraskende, og på en måde også oplagt i konteksten, at Ozon har taget The Cures sang, ‘Killing an Arab' fra 1980 med, hvor der synges: "I’m alive, I’m dead, I’m a Stranger, Killing an Arab".
Læs også:Nolans gigantværk er betagende
Ozon har reduceret Camus reflekterende hovedperson til en ureflekteret, kierkegaardsk æstetiker, der har gjort sig skyldig i forbrydelsen mod araberne.
Det absurde er faktisk, at Camus roman handler om, hvad skyld og anger er i en absurd verden, og hvordan offentligheden og institutionerne konstant dømmer på falske præmisser.
Det er skuffende, og det er fordummende, kort sagt, og det ændrer alt det Calvin Klein-lækre ikke noget som helst ved.
'Den fremmede'. Instruktion og manuskript: Francois Ozon. Medvirkende: Benjamin Voisin, Rebecca Marder mfl. 122 minutter. Frankrig. 2025
Tilføj kommentar