Annonce

Eksminister om krænkelsesrygter: “Det er meget svært at rense sit navn”

Tidligere udviklingsminister Christian Friis Bach efterlyser et system til håndtering af klager om seksuelle krænkelser
Tidligere minister for udviklingsbistand Christian Friis Bach blev lørdag konfronteret med rygter om, at hans fyring fra Dansk Flygtningehjælp skyldtes seksuelle krænkelser. Nu efterlyser han et system, hvor sager om seksuelle krænkelser bliver behandlet på en måde, så alle involverede parter kan få mulighed for at forklare og forsvare sig.

“Det er meget vigtigt, at kvinder tør at stå frem og står frem, hvis de bliver udsat for krænkelser, men det er også meget vigtigt, at man så får det ind i et system, hvor alle får lov til at forklare sig og forsvare sig, så man kan få en retssikkerhed omkring de her sager. Ellers ender med det, at kvinder ikke tør stå frem, og at der vil være anklager derude, som kan være meget alvorlige for dem, der bliver ramt af dem,” siger Christian Friis Bach til Netavisen Pio.

I dag er det nemlig ifølge Christian Friis Bach næsten umuligt at forsvare sig selv, når først der er blevet spredt et rygte om seksuel krænkelse.

Kommentator spreder rygter om Christian Friis Bach

Lørdag fortalte Søs Marie Serup, som er politisk kommentator på B.T., Go’ Morgen Danmark-redaktionen på TV 2 om, at der var rygter fra flere forskellige sider om, at Christian Friis Bach blev fyret som generalsekretær hos Dansk Flygtningehjælp på grund af seksuelle krænkelser. Det sker umiddelbart inden Christian Friis Bach skal optræde i Go’ Morgen Danmark sammen med blandt andet Søs Marie Serup.

placeholder

 

Go’ Morgen Danmark-redaktionen konfronterer op til tv-indslaget Christian Friis Bach med rygterne, som han dog blankt afviser. Christian Friis Bach deltager derfor alligevel i tv-debatten om virksomheder og organisationers måde at håndtere klager om sexchikane på. Det sker dog på betingelse af, at han i selve udsendelser skal forholde sig til chikane-rygterne.

Søs Marie Serup har i et Facebook-opslag bekræftet, at det var hende, der oplyste tv-redaktionen om “insisterende rygter” om Christian Friis Bach.

placeholder

 

“Jeg spørger Søs Marie Serup bagefter, hvor hun havde det fra, men hun ville og kunne ikke fortælle mig, hvor og hvem hun havde det fra. Derfor kan jeg jo ikke gå videre til dem og sige, at det ikke er rigtigt, og derfor er det næsten umuligt at samle de fjer ind igen og stoppe rygter af denne karakter,” lyder det fra Christian Friis Bach.

Han understreger, at mange kan komme til at stå i hans situation, hvor det gælder om at forsvare sig mod noget, der ikke passer.

Det er udfordringen, at det kan være rigtig svært for mange, og det kan ramme virkelig hårdt

“Det er udfordringen, at det kan være rigtig svært for mange, og det kan ramme virkelig hårdt. Det ramte mig virkelig hårdt der lørdag morgen lige pludselig at blive anklaget for det. Det tror jeg desværre, at der er mange, der oplever i denne tid også,” siger han.

Man kan aldrig vide sig sikker

Christian Friis Bach tror stadig, at der kan være folk, som ikke tror på ham, når han afviser at være blevet fyret på grund af seksuelle krænkelser. Han understreger samtidig, at han kan være sikker på, at han aldrig har krænket nogen: 

“Det er ikke mig, der kan definere det. Det er kun de kvinder, jeg har mødt på min vej, der kan sige, om de har følt sig krænket. Jeg har været til fester og alt muligt, da jeg var ung, og derfor kan jeg heller ikke afvise det. Det kan være, at jeg har lagt hånden på en skulder af en kvinde, som af religiøse årsager ikke følte, at det var behageligt og har følt sig krænket. Så man kan aldrig vide helt, om man har krænket nogen, og derfor afviser jeg heller ikke, at jeg kan have gjort det. Jeg undskylder, hvis det er sket.”

“Men lige nu kan jeg sige, at der indtil nu ikke er kommet nogen klager, på trods af at jeg bedt alle om at komme med deres sager eller ringe til mig eller skrive til den klagemekanisme, som jeg har etableret i den virksomhed, som jeg har,” siger Christian Friis Bach.

Blev ikke fyret på grund af seksuelle krænkelser

Formanden for Dansk Flygtningehjælp, Agi Csonka, skriver på Twitter, at hun med sikkerhed kan bekræfte, at fyringen af Christian Friis Bach fra Dansk Flygtningehjælp “absolut intet havde at gøre med seksuelle krænkelser”.

placeholder

 

På trods af denne klare tilkendegivelse, mener Christian Friis Bach, at “det er meget svært at rense sit navn, især når sagen først har været ude i det åbne rum”.

Christian Friis Bach antyder i øvrigt, at fyringen fra Dansk Flygtningehjælp snarere handlede om uenighed om strategi:

“Jeg har også tænkt over det her, for hvis jeg nu siger til dig ‘Ja, der er en mand på 53 år, der er blevet fyret på grund af en personalesag’, hvad tænker du så? Seksuel krænkelse er det første, mange tænker på lige i disse tider. Derfor er det vigtigt, når man har fyringer af den her karakter, som jeg har været udsat for, at man anstrenger sig for at kommunikere meget klart om det,” siger Christian Friis Bach og fortsætter:

Det er bare en uoverensstemmelse omkring strategi, som resulterede i en fyring

“At man går ud og siger: ‘Den her fyring har ikke noget med seksuelle krænkelser eller korruption eller noget som helst andet at gøre. Det er bare en uoverensstemmelse omkring strategi, som resulterede i en fyring’. Hvis man siger det meget mere åbent, kan man beskytte nogle af de mennesker, som hele tiden hver eneste dag i dette land bliver udsat for fyringer, hvor der efterfølger opstår sådanne rygter.”

Alle skal komme til orde

Christian Friis Bach anerkender krænkedes ret til at stå frem: 

“Som sagt kan jeg ikke definere det, for det er ikke min opgave. Det kan være små ting, der er blevet opfattet som krænkelse, og det skal kvinder eller mænd, eller hvem der nu oplever det, have lov til at stå frem med. De skal have lov til at sige, at de følte, at noget var krænkende.”

Men Christian Friis Bach mener samtidig, at det er meget vigtigt, at alle parter kommer til orde:

“Den samtale er vigtig, men den skal bare helst foregå et sted, hvor man netop kan få alles vinkler frem, og hvor der så er nogle, der kan sige: ‘Ja, det var en krænkelse, men det var ikke en stor krænkelse at lægge en hånd på et lår eller en skulder, og derfor er der ingen sanktion, men bare en fælles samtale om, at man skal prøve at undgå den slags næste gang’. Eller hvis det helt ovre i den anden ende viser sig at være en voldtægt, så skal den sag videre til politiet, og så skal vedkommende i fængsel,” lyder det fra Christian Friis Bach.

Den samtale er vigtig, men den skal bare helst foregå et sted, hvor man netop kan få alles vinkler frem

Han mener, at man skal være påpasselig med at svare håndfast på spørgsmålet om, hvorvidt man nogensinde har krænket nogen.

“Man lever et langt liv, og man går til fester. Nogle gange mister man overblikket, og nogle gange gør man noget ved en kollega, som man bagefter fortryder. Det vigtige er, at når der opstår tvivl om, hvorvidt nogen er blevet krænket eller føler sig krænket, at man får det håndteret rigtigt,” siger Christian Friis Bach.

Havde håbet på en anden håndtering

Søs Marie Serup forsvarer i sit Facebook-opslag, at hun oplyste Go’ Morgen Danmark-redaktionen på TV 2 om rygterne om Christian Friis Bach og seksuelle krænkelser:

“Man kan bestemt diskutere, om jeg gjorde det rigtige i situationen. Det mener jeg fortsat, at jeg gjorde.”

Christian Friis Bach er ikke enig. Han mener, at Søs Marie Serup burde have kontaktet ham, allerede første gang hun hørte rygterne:

Ellers bliver de her rygter ved

“Jeg havde håbet, at hun havde ringet til mig, dengang hun første gang hørte om det. Eller at hun havde ringet til Dansk Flygtningehjælp. Eller at hun havde sendt det ind til en klagemekanisme et sted, så det kunne være blevet behandlet ordentligt, og så man kunne have fundet ud af, hvad der var op og ned. Ellers bliver de her rygter ved,” siger han.

Tim Tørnqvist Jensen er journaliststuderende på Roskilde Universitet og tidligere student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Når nu Søs Marie Serup, følte hun havde pligt til at bringe på banen på TV, at der verserede rygter om sex chikane mod Christian Friis Bach, så synes jeg dælemar også hun har pligt til at fortælle den' rygterne går ud over, hvem rygterne kommer fra og hvad de præcis går' på. Alt andet er forkert, og det rene tortur. Hvis nogen kom til Søs og sagde der verserede historier om hende at hun var kleptoman eller lign. og hun så ville høre hvem der fortalte det, og i hvilken anledning hun skulle ha' gjort noget forkert, og så budbringeren, beskytter den der spreder rygterne, og man derved ikke har mulighed for at rense sig, hvad mon hun så ville sige/mene. Jeg mener det er 100% forkert. Retten til at forsvare sig må man da altid ha' i en retsstat. Eller skal alle ha' lov til anonymt at sprede rygter, at det er rygtesprederen man skal beskytte.

Det er HELT utidigt og beskidt at bringe udokumenterede rygter fra anonyme kilder til torvs. Injurielovgivningen burde kunne bruges, ellers ender vi i kaos.

Det er sandelig heller ikke meningen at dit navn skal renses.
I denne slags sager er der tilsyneladende omvendt bevisbyrde. Du er skyldig fordi du er mand og det vil du være resten af dit liv - og (kan man se af de seneste dages 'debat') i al evighed - eller i det mindste i syv led.
Er du først nævnt i en 'sag', er du skyldig, og du ville ønske du havde begået et mord, for så ville du være ude igen om ti år. Og nogenlunde skyldfri.