Eksperter undrer sig over styrelse efter droppet sag om Det Faglige Hus A-kasses køb af ejendom
Eksperter undrer sig over styrelse efter droppet sag om Det Faglige Hus A-kasses køb af ejendom
Den tilsynsførende myndighed Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering STAR valgte at lukke sagen om Det Faglige Hus A-kasses køb af en gammel murstensbygning til ti millioner kroner over den offentlige vurdering. Eksperter finder det ”overraskende”, at STAR godtog redegørelsen fra a-kassen, der er holdt på et så ”overordnet” niveau, at den er svær at forholde sig til. Myndigheden selv vælger at lade redegørelsen stå til troende
Det Faglige Hus’ A-kasse har en større ejendomsportefølje. Foruden hovedkvarteret ved Esbjerg Lufthavn og en grund ved Esbjerg Brygge, hvor et nyt kæmpedomicil er under opførelse, ejer a-kassen en bygning fra 1929 i Teglværkskvartet i Esbjerg.
Ejerskabet af de to førstnævnte har a-kassen fået påbud fra tilsynsmyndigheden om at afhænde.
A-kassen har netop fået godkendt sin plan for, hvordan afhændelsen skal foregå, men myndighederne er fortsat ved at vurdere de juridiske konsekvenser af det lovbrud, der fandt sted gennem et årti.
Købet af den gamle murstensbygning på adressen Gammelby Ringvej 2 har Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) også tidligere bedt om redegørelse for, da handlen foregik til ti millioner kroner over den offentlige vurdering – og dertil var med et ”koncernforbundet” selskab.
Sælgeren var nemlig ejendomsselskabet Gasværksgade ApS (nu kaldet Generationernes By), der er ejet af Det Faglige Hus’ fagforeninger gennem et holdingselskab. Som repræsentant for både køber og sælger sad landsformand Johnny Nim.
STAR valgte imidlertid i april at lukke sagen om Gammelby Ringvej 2 efter at have modtaget en redegørelse fra Det Faglige Hus A-kasse.
Netavisen Pio har fået fuld aktindsigt i sagsforløbet og har fremlagt materialet for professor Bent Greve og statsautoriseret revisor Lars Kiertzner for at få deres vurdering af tilsynsmyndighedens grundlag for at lukke sagen.
De undrer sig begge over, at STAR ikke har fundet det relevant at stille uddybende spørgsmål til redegørelsen.
Læs også:For over 20 år siden plantede Fogh og Hjort en bombe under arbejdsmarkedet
Netavisen Pio har også talt med eksperter i ejendomshandel og erhvervsejendomme om de logikker, a-kassen bruger i sin redegørelse – og også her er der grundlæggende elementer, der ikke umiddelbart hænger sammen.
Ufuldstændigt grundlag
Professor Bent Greve, der er velfærds-, skatte- og arbejdsmarkedsforsker ved Roskilde Universitet, hæfter sig først og fremmest ved, at redegørelsen er holdt på et ”meget overordnet niveau”. Det gør den svær at forholde sig til.
Det Faglige Hus A-kasse henviser til både personaleforøgelse og stigning i medlemstallet som begrundelse for købet af bygningen på Gammelby Ringvej 2 – men uden at det konkretiseres.
Hvad skriver Det Faglige Hus A-kasse i redegørelsen?
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) bad Det Faglige Hus A-kasse redegøre for tre aspekter omkring købet af Gammelby Ringvej 2: Handlens genstand og prisfastsættelse, formålet med handlen, samt det faktum, at der blev handlet mellem koncernforbundne selskaber.
Om handlens genstand står der i redegørelsen (det, der her er fremhævet med fed skrift står sådan i selve redegørelsen):
”A-kassen har erhvervet ejendommen Gammelby Ringvej 2 for 9.975.000 kr excl moms. Handlen omfattede bygningen samt et sokkeludmatrikuleret grundareal, dvs. alene den del af grunden, der er nødvendig for ejendommens drift og anvendelse. I alt 566 m2 erhvervsareal (kontor incl kælder) og tilhørende 286 m2. grund. Forud for handlen indhentede A-kassen en uafhængig vurdering fra Nybolig Erhverv, som fastsatte markedsværdien til 9.975.000 kr. Denne vurdering blev forelagt hovedbestyrelsen på et møde i november 2015, hvor handlen blev enstemmigt godkendt, og direktionen blev bemyndiget til at gennemføre den.”
Som det fremgår har A-kassen altså alene konsulteret en enkelt erhvervsmægler, og det nævnes ikke i redegørelsen, at denne mægler – som i dag hedder Nordicals – er den samme mægler, som håndterer mange af de andre koncerninterne ejendomshandler under Det Faglige Hus, samt administrerer a-kassens private udlejningsvirksomhed, som myndighederne har vurderet ulovlig.
Om formålet med handlen står der:
”Købet var begrundet i et konkret og langsigtet lokalebehov som følge af:
• Stigende medlemstal
• Flere medarbejdere
• Samling af funktioner i Esbjerg
• Øget behov for stabile og anvendelige rammer til A-kassens drift.
Beslutningen om at købe frem for at leje blev truffet efter en samlet økonomisk vurdering. A-kassen stod over for et varigt og stigende lokalebehov som følge af centralisering og vækst i Esbjerg. Da behovet ikke var midlertidigt, var ejerskab økonomisk mest fordelagtigt på langt sigt.”
Ingen af punkterne uddybes eller dokumenteres, ligesom det ikke nævnes, hvor meget lokaleplads, A-kassen allerede rådede over på købstidspunktet, nemlig 8.000 m2 til omkring 200 medarbejdere.
Om det forhold, at der var tale om en handel mellem koncernforbundne enheder, står der:
”Selvom sælger var et datterselskab under fagforeningerne, er handlen gennemført med klar økonomisk og beslutningsmæssig adskillelse:
• Beslutningen om købet blev truffet i A-kassens hovedbestyrelse
• Uafhængig ekstern vurdering dannede grundlag for købesummen
• Handlen skete til dokumenteret markedspris dokumenteret i uafhængig mæglervurdering.
• Armslængdeprincippet blev fulgt
• Revisionen har efterfølgende gennemgået dokumenterne i forbindelse med revision af årsregnskabet uden bemærkninger.”
Ingen af punkterne uddybes eller dokumenteres, og det nævnes ikke, at flere personer går igen mellem A-kassens hovedbestyrelse og ejendomsselskabets ledelse.
”Det ville have været ønskeligt, at STAR havde stillet opklarende spørgsmål for at sikre, at stillingtagen var på et fuldt oplyst grundlag,” mener Bent Greve.
Ud fra redegørelsen alene kan det i hvert fald være svært at forstå, hvorfor a-kassen havde brug for at placere 13-14 medarbejdere i en bygning til 12,5 millioner kroner på Gammelby Ringvej 2, når den samtidig råder over 8.000 kvadratmeter kontordomicil ved Esbjerg Lufthavn. Særligt taget i betragtning, at der ikke foregår medlemsbetjening på adressen.
Set udefra kan det forekomme overraskende, at der ikke stilles uddybende spørgsmål til den redegørelse
Statsautoriseret revisor Lars Kiertzner peger på, at styrelsen også kunne have spurgt uddybende ind til a-kassens formål med bygningen, herunder den faktiske udnyttelse og udviklingen over tid i sammenhæng med hoveddomicilet.
”Det kunne jo ligne en meget langstrakt proces – og kunne måske være et figenblad for, at Det Faglige Hus’ fagforeninger kunne få finansieringen til at få fat i den store byggegrund,” lyder det fra Kiertzner.
Læs også:Den næste regering må ikke glemme Det Faglige Hus A-kasses ulovligheder
Kiertzner henviser her til, at Gasværksgade ApS med frasalget af bygningen til Det Faglige Hus A-kasse fik 86 procent af deres egen udgift for den matrikel, adressen Gammelby Ringvej 2 ligger på, retur, og men samtidig beholdt 94 procent af arealet. Et areal, Gasværksgade ApS siden har udstykket yderligere, udviklet og frasolgt til forskellige aktører.
Lars Kiertzner konstaterer: ”Set udefra kan det forekomme overraskende, at der ikke stilles uddybende spørgsmål til den redegørelse.”
Hvorfor har a-kassen købt ejendom med moms?
STAR har også undladt at spørge ind til, at der blev lagt moms oveni salgsprisen, sådan som det fremgår eksplicit af redegørelsen, at der gjorde.
Det er årsagen til, at Det Faglige Hus A-kasse taler om en købspris på knap ti millioner kroner, mens det af tinglysningsdokumenterne fremgår, at bygningen blev handlet til 12,5 millioner kroner.
Men der skal som udgangspunkt ikke moms på handel med ejendomme, medmindre der er tale om byggegrunde eller nyopførte bygninger. Det forklarer Hans Henrik Edlund, professor ved Juridisk Institut på Aarhus Universitet med speciale i fast ejendom.
Læs også:Hvis Johnny Nim var rød, var medierne gået amok
Han mener dermed ikke, at det kan være korrekt, at en bygning fra 1929 bliver handlet med moms. Heller ikke selvom den er blevet renoveret inden salget, som det ifølge redegørelsen fra Det Faglige Hus A-kasse var tilfældet med Gammelby Ringvej 2.
At der blev lagt moms oven i prisen, var en fordel for sælgeren – altså ejendomsselskabet – fordi de havde haft momspligtige udgifter til renoveringen.
Til gengæld udgør moms en ren prisforøgelse for en a-kasse, der som hovedregel ikke har fradragsret. Dermed kan det undre, at a-kassen – hvis den havde et faktisk behov for at købe yderligere ejendom – ikke ledte efter en, der kunne erhverves uden moms.
Giver det mening at eje frem for at leje?
STAR kunne også have bedt Det Faglige Hus A-kasse uddybe begrundelsen for, at de overhovedet købte endnu en bygning – uanset af hvem og på hvilken måde.
I redegørelsen hævdes det blot, at ”ejerskab økonomisk mest fordelagtigt på langt sigt”, fordi lokalebehovet var varigt og ikke midlertidigt.
Det er imidlertid en logik, der kan sættes spørgsmålstegn ved. Faktisk er trenden på markedet for erhvervsejendomme snarere det modsatte.
Mange – også meget store virksomheder og organisationer i vækst – foretrækker at leje frem for at eje
Det forklarer cheføkonom i EjendomDanmark, Bjarke Roed-Frederiksen, der ikke udtaler sig om sagen med Det Faglige Hus A-kasse, men alene om generelle markedsforhold.
”Mange – også meget store virksomheder og organisationer i vækst – foretrækker at leje frem for at eje,” siger Bjarke Roed-Frederiksen. Det er der mindst to årsager til:
”For det første giver det bedre muligheder for at skalere op og ned. For det andet giver det mulighed for at fokusere på den kerneydelse, man leverer i virksomheden,” siger Bjarke Roed-Frederiksen og tilføjer:
”Det er primært produktionsvirksomheder, der foretrækker at eje, fordi produktionsvirksomheder skal indrette lokalerne til specifikke produktionsrelaterede formål. Hvis man primært har brug for lokaler til kontorer, er trenden, at færre og færre ejer de bygninger, de bruger til erhverv. De lejer, så de kan fokusere på det, de er gode til, og lade nogle andre om at drive ejendom.”
Køber andre a-kasser fast ejendom?
Vi har spurgt fire af de største a-kasser, som er knyttet til traditionelle fagforeninger, hvordan de har indrettet sig med hensyn til lokaler. Ingen af dem ejer de bygninger, de holder til i.
3FA/Faglig Fælles A-kasse har hovedkontor i Kampmannsgade 4 i København, som er ejet af forbundet 3F, og hvor a-kassen lejer sig ind via en administrationsaftale.
Læs også:Nu er det officielt: Gule Det Faglige Hus er nu Danmarks største
3F har knapt 60 afdelinger og der er i udgangspunkt a-kasse i alle afdelinger. De fleste fagforeningsafdelinger ejer egne bygninger, hvor a-kassen så lejer sig ind, enten via en traditionel huslejeaftale eller via en administrationsaftale.
HK’s A-kasse lejer sig også ind via fagforeningen HK. FOAs A-kasse ejer heller ikke sine lokaler, men lejer sig ind, dels i fagforbundets lokaler, dels privat. Det samme gælder Metal A-kasse. Vi har dobbelttjekket disse oplysninger via opslag i cvr-registret og den statslige database for ejendomme i Danmark, OIS.
Vi spurgte også den gule fagforening Krifas a-kasse hvordan de har indrettet sig med hensyn til lokaler. De er ikke vendt tilbage på vores henvendelser. Men ved et opslag i cvr-registret kan vi konstatere, at Kristelig A-kasse – ligesom Det Faglige Hus A-kasse – ejer nogle af deres bygninger.
Det ser altså ud til, at det med at eje frem for at leje, er en trend, der primært gør sig gældende for gule a-kasser.
Hvorfor har STAR ikke stillet spørgsmål?
Vi har forelagt eksperternes vurderinger for tilsynsmyndigheden og spurgt, hvorfor de ikke har bedt om hverken dokumentation for påstandene eller stillet uddybende spørgsmål.
Hvad angår a-kassens påstand om, at der var tale om et konkret lokalebehov, svarer STAR:
”Det er som udgangspunkt op til den enkelte a-kasse at vurdere eget behov for lokaler og ejendomme som led i driften og at disponere på den baggrund. A-kassen har redegjort for, at købet af ejendommen skal imødekomme et konkret og langsigtet behov. På baggrund af redegørelsen og sagens øvrige oplysninger vurderer STAR, at handlen ikke giver anledning til yderligere tilsynsmæssig opfølgning efter reglerne i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.. Derfor har styrelsen afsluttet sagen.”
Hvad angår spørgsmålet om moms, som ifølge professor Hans Henrik Edlund ikke burde have været lagt oveni købsprisen af den gamle Falck-bygning – og som udgør en ren ekstra udgift for en a-kasse, der ikke er fradragsberettiget – svarer myndigheden:
”For så vidt angår momsforholdet, vurderer STAR, at oplysningerne i sagen ikke giver anledning til yderligere tilsynsmæssig opfølgning. Da a-kassens eksterne, godkendte revisor har godkendt regnskabet og handlen uden anmærkninger, lægger STAR dette til grund.”
Kommentarer
Hvad skal vi med en…
Hvad skal vi med en tilsynsmyndighed, hvis den ikke evner - eller kan/vil - føre tilsyn?
Tilføj kommentar