Eksplosion i antallet af fattige - og flere på vej

Fattigdommen stiger eksplosivt i Danmark. De seneste 15 år er antallet af fattige danskere mere end fordoblet. Regeringens kontanthjælpsloft vil kun øge antallet.
De sidste mange år har fattigdommen været stigende i Danmark. Fra 2002 til 2015 er antallet af fattige danskere mere end fordoblet fra under 20.000 til tæt på 45.000 fattige. Det viser en analyse som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AE, har foretaget.

”Selvom regeringen har afskaffet fattigdomsgrænsen, så har de langtfra afskaffet fattigdommen i Danmark. Tværtimod. Fattigdommen stiger samtidig med, at regeringen har indført nye fattigdomsydelser, der vil sende tusindvis ud i fattigdom,” siger analysechef i AE Jonas Schytz Juul.

Økonomisk fattige

Der er dog også enkelte positive nyheder. Siden 2011 er børnefattigdommen faldet, og der er nu omkring 8.400 fattige børn.

”Vi kan se sort på hvidt, at da den tidligere S-R-SF regeringen afskaffede fattigdomsydelserne, så faldt børnefattigdommen i Danmark. Nu har regeringen valgt at indføre nye og hårdere fattigdomsydelser, som går direkte efter enlige forsørgere. Vi kan derfor se frem til, at antallet af fattige børn vil stige voldsomt de kommende år,” advarer Jonas Schytz Juul.

Det er hensynsløst
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har set på tallene frem til 2015, men rådet forventer at fattigdommen vil stige i de kommende år. Det skyldes blandt andet regeringens beslutninger om at gennemføre et kontanthjælpsloft, 225-timers reglen og integrationsydelsen som særligt vil ramme børnefamilierne.

”Alene kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen vil sende 7.000 børn ud i fattigdom. Det er tæt på en fordobling af børnefattigdommen i Danmark. De første opgørelser af kontanthjælpsloftet har vist, at over 62.000 børn bor i familier, der er ramt af kontanthjælpsloftet eller 225-timersreglen i 2016. Det er hensynsløst”, siger Jonas Schutz Juul.

Økonomisk børn

Socialdemokratiet vil afskaffe fattigdomsydelser
I en kommentar til analysen siger Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører Leif Lahn Jensen at han mener, at den stigende fattigdom skal afhjælpes med tre initiativer: afskaf fattigdomsydelserne, fokuser på uddannelse, og skab arbejdspladser.

”Man skal ikke tage mulighederne fra folk – man skal give dem muligheder,” siger Leif Lahn Jensen til Dagbladet Information.

Fattigdomsgrænsen i kroner og øre
Økonomisk fattige er ifølge fattigdomsgrænsen personer, som gennem tre år har en indkomst, der er mindre end halvdelen af medianindkomsten, ikke er studerende og ikke har en formue på over 100.000 kr.

Det svarer til den grænse der var den officielle fattigdomsgrænse i Danmark indtil den daværende Venstre-regering afskaffede fattigdomsgrænsen i 2015.

 

Læs hele analysen her.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce