Annonce

Ekstra penge til erhvervsskoler er spin fra Løkke

Regeringen forsøger at forklæde million-besparelse som flere penge til erhvervsskolerne. Mette Frederiksen kalder det typisk Løkke.
Regeringen lovede at løfte erhvervsuddannelserne med to milliarder, men når man gør regnestykket op, så ender det til sidst med at gå i minus, mener oppositionen.

”Vi snurrer pengene godt og grundigt rundt og kører dem ind i erhvervsskolerne igen,” forklarede Lars Løkke Rasmussen da han præsenterede erhvervsskoleudspillet på et pressemøde torsdag.

Og snurret bliver der rigtigt nok, mener oppositionen.

Af de 2 milliarder kroner som regeringen vil afsætte, skal 600 millioner kroner gå til tiltag uden for erhvervsskolerne, blandt andet på nye faglokaler og bedre vejledning i folkeskolen. Det efterlader i runde tal 1,4 milliarder ekstra til erhvervsskolerne over de næste fire år.

Typisk Løkke
Men de ekstra penge til erhvervsuddannelserne dækker ikke det hul, regeringen selv har skabt, mener Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, der mener at statsministeren forsøger at spinne tallene, fordi der snart skal være valg.

”Det her er typisk Lars Løkke Rasmussen. Pludselig kommer der nogle fine ord, jo tættere vi kommer på et valg. Men det kan jo ikke rette op på, at regeringen også i fremtiden har tænkt sig at spare,” siger hun til TV 2.

Socialdemokratiets regnestykket viser kort fortalt, at erhvervsuddannelserne, på grund af det såkaldte omprioriteringsbidrag fra 2019-2022, skal spare 1,3 milliarder, og at erhvervsskolerne i de seneste år har fået en ekstraordinær pose penge – kaldet en kvalitetspulje - på mellem 150-170 millioner årligt.

Og den kvalitetspulje har regeringen ikke planlagt skal følge efter 2019. Og det efterlader ifølge Socialdemokratiet en yderligere besparelse på erhvervsskolerne på i runde tal 600 millioner kroner.

Dermed fjernes der i alt 1,9 milliarder fra erhvervsskolerne, mens regeringen blot planlægger at tilføre 1,4 milliarder. Konklusion i det regnestykke er en besparelse på omkring en halv milliard kroner.

Kan ikke lukke hullet
Hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vurderer man, at de ekstra penge som regeringen vil tilføre erhvervsskolerne, ikke er nok til at råde bod på de penge som er blevet fjernet på grund af omprioriteringsbidraget.

Cheføkonom Erik Bjørsted kalder de ekstra penge som regeringen vil tilføre et skridt i den rigtige retning, men:

"Overordnet set, så kan de 1,4 milliarder kroner ikke lukke hullet efter omprioriteringsbidraget, som isoleret set betyder, at erhvervsskolerne i 2022 vil have 800 millioner kroner mindre end de ville have haft, hvis man ikke havde indført omprioriteringsbidraget i 2015. Med de 1,4 milliarder kroner, som skal fordeles over fire år, vil erhvervsskolerne fortsat have ca. 450 millioner kroner mindre end i 2015,” siger han til Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet