Replikken fra fiskehandleren er nok den mest enkle, simple og præcise præsentation af resultatet af den britiske afstemning. Det var eliterne i partierne, bureaukratiet, Bruxelles og mange andre steder, der tabte med et brag. De troede ikke, at det det kunne gå så galt – de troede ikke, at vælgerne, når det kom til stykket ville være så frygtsomme, så bekymrede for fremtiden og generelt befinde sig så langt fra elitens egen verden. Men det kunne vælgerne sagtens.

Afstanden mellem folk og elite har vokset sig til en størrelse, der kunne få Grand Canyon til at ligne en lille dal

Vi er i disse år vidne til en hastigt voksende afstand mellem dem, der nyder godt af globaliseringen og dem, der betaler prisen for den. Globaliseringens tog buldrer derudaf, mens tusinder af hårdtprøvede borgere, som tidligere tilhørte den traditionelle arbejderklasse, føler sig efterladt på perronen. Afstanden mellem folk og elite har vokset sig til en størrelse, der kunne få Grand Canyon til at ligne en lille dal. Og meget mere er på vej med Donald Trump, Marine Le Pen, Geert Wilders og lignende skikkelser i bevægelse.

Eurokraterne vil have Storbritannien til at lide
Elitens reaktion på briternes afstemning er altafgørende for EUs og vestens politiske udvikling det kommende årti. Skal vi fortsætte med at miste opbakning til det fælles europæiske projekt, tabe befolkningernes tillid til vores politiske systemer og grave grøfterne endnu dybere - eller skal vi en anden vej? Det let gennemskuelige og helt igennem forventelige fokus på eliten – den uhåndgribelig størrelse, der altid skurke-gøres – hænger mig i virkeligheden langt ud af halsen, men det er uanset hvad dem, der kommer til at sætte kursen.

Og elitens konkrete reaktioner er dybt skræmmende.

Mens Angela Merkel lagde flot fra land med opfordring til at give briterne tid og til at tænke sig grundigt om, så har statslederne i flere af EU's største medlemslande dannet fælles front i straffeekspeditionen mod Storbritannien. Med Kommissionsformand Jean-Claude Juncker i spidsen har EU-apparatet således nægtet egne eurokraterne overhovedet at tale bare uformelt med britiske diplomater, de har ytret ønske om at afskaffe engelsk som arbejdssprog i EU, man har opfordret britiske parlamentsmedlemmer til at boykotte brexit-afstemningen og endelig så kræver samtlige EU-spidser at Storbritannien bliver smidt på porten hurtigst muligt.  Storbritannien skal åbenbart udstilles i gabestokken.

Billedtekst: Europa-Kommissionens formand Jean-Claude Juncker forsøger at forhindre en fotograf i at tage billeder af forhenværende UKIP-leder Nigel Farage.

Filosofien er, at desto hårdere straffen til Storbritannien er, desto mindre risiko vil der være for at andre lande vil ønske en tilsvarende afstemning. Resultatet af den strategi bliver stensikkert kontraproduktiv. Man kan ikke skræmme hverken danske, hollandske eller franske vælgere til at elske eller finde pludselig tiltro til EU. Straf og afskrækkelse graver kun hullerne dybere.

Europas eliter skaber forudsætninger for næste nederlag
Den måde, som vores politiske og meningsdannende elite reagerer på kommer til at definere den måde hvorpå de næste dominobrikker falder.

Vi kan sagtens straffe briterne, vi kan sagtens skyde på pensionisterne eller udnytte alle mulige teknokratiske krumspring til fremkalde et omvalg i Storbritannien. Vi kan sagtens vælge same ’procedure as last year’ eller som en populær engelsk plakat tilsiger ’Keep calm and carry on’. Det vil bare ikke løse noget at fortsætte med lukkede øjne og håbe på at alle er glade. Det er de ikke. Tværtimod. Folk er faktisk pisse sure.

Vi har brug for politikere der lytter, vi har brug for politikere, der adresserer befolkningens frygt for fremtiden og leverer holdbare politiske løsninger. Samtidig har vi brug for et EU, der håndterer globaliseringens negative slagsider, der beskæftiger sig med de for befolkningerne vigtigste emner og endelig rykker meget tættere på Europas borgere. Det er det eneste alternativ til det næste nederlag, som Europas politiske eliter i fuld gang med at skabe forudsætningerne for lige nu.

Den måde, som vores politiske elite agere bliver definerende for hvordan de næste dominobrikker falder

Problemet er ikke, at eliterne taber - problemet indtræder først, hvis vores fælles institutioner, vores internationale sammenhold og vores muligheder for at skabe en bedre fremtid i fællesskab taber.