Ellemann fratager Kristian Jensen alle poster efter solomelding

Tidligere næstformand mister alle poster i Venstre efter enegang i forslag om reformsamarbejde hen over midten.
Der er igen ballade i Venstre og endnu engang er Kristian Jensen en af hovedpersonerne i dramaet.  

Lørdag kom Kristian Jensen (V) med en opsigtsvækkende udmelding i et interview med Jyllands-Posten.

Den tidligere næstformand foreslog - helt for egen regning kunne man senere forstå - at Venstre samarbejder med De Konservative, De Radikale og S-regeringen om en stor reformplan frem mod 2030.

Han mister samtlige udvalgsposter i Folketinget

Men udmeldingen var ikke på forhånd klappet af med Venstres nye formand Jakob Ellemann-Jensen, og derfor besluttede formanden sent samme aften at drage en kontant konsekvens af enegangen og fratage Kristian Jensens alle sine tillidsposter i partiet.

Den tidligere næstformand, finansminister og udenrigsminister mister dermed samtlige udvalgsposter i Folketinget, herunder sin plads i Finansudvalget og Udenrigsudvalget, og er ikke længere partiets arktisk ordfører.
Ifølge Berlingske overrasker Ellemann-Jensens degradering Kristian Jensen, der mener der er tale om en overreaktion.

Formand blev informeret af journalister

Jakob Ellemann-Jensen hører først om interviewet, da Jyllands-Posten kontakter Venstre for at få en kommentar til den tidligere næstformands udmelding om Venstres fremtidige politiske kurs. Det skriver Berlingske.

Torsdag og fredag forinden havde Kristian Jensen forsøgt at få fat i Ellemann for at fortælle ham om interviewet men uden held, skriver mediet.

Jeg har en friere rolle nu, og den bruger jeg så en gang imellem til at sige noget – også eksternt

I interviewet med Jyllands-Posten fortæller Kristian Jensen, at forslaget om et reformsamarbejde hen over midten i dansk politik, står helt for hans egen regning, og at ledelsen ikke er informeret.

“Jeg har en friere rolle nu, og den bruger jeg så en gang imellem til at sige noget – også eksternt. Så må vi jo så se, om den nuværende ledelse er enig eller ej. Det ved jeg jo ikke på forhånd,” siger Kristian Jensen.
 

Ikke først gang

Forløbet vækker mindelser om sensommerens formandsopgør i Venstre, der også blev udløst af et opsigtsvækkende interview med den daværende næstformand Kristian Jensen.

Kristian Jensens udfordring af sin formands politiske linje, blev startskuddet til det dramatiske formandsopgør i Venstre

Dengang udfordrede Kristian Jensen den daværende formand Lars Løkke (V) ved offentligt at afvise ambitionen om en SV-regering, som Lars Løkke luftede under valgkampen.  

Kristian Jensens udfordring af sin formands politiske linje, blev startskuddet til det dramatiske formandsopgør i Venstre. Et opgør der som bekendt endte med, at både næstformanden og formanden måtte trække sig.  
 

Fra borgerlige reformkurs 

Da Kristian Jensen i august sidste år undsagde Lars Løkke politiske kurs, var hans holdning, at Venstre skulle vende ryggen til hele idéen om en SV-regeringen og i stedet stille sig “i spidsen for det borgerlige samarbejde”.

Hverken Liberal Alliance eller Dansk Folkeparti bliver nævnt med et ord

Weekendens meldingen, der førte til degraderingen af Kristian Jensen, peger i en noget anden retning. Hans forslag går på, at Venstre skal række hånden ind over midten i dansk politik for sammen med de “regeringsbærende partier” at lave en 10-årig reformplan. Planen skal blandt andet indeholde en stor grøn skattereform med fokus på mindske C02-udledning, mener Kristian Jensen.

Hverken Liberal Alliance eller Dansk Folkeparti bliver nævnt med et ord i forbindelse med planen om et reformsamarbejde.

Efterspurgt lederskab fra Ellemann

Den offentlige afklapsning af Kristian Jensen har skabt interne diskussioner i Venstres folketingsgruppe.

En del i partiet folketingsmedlemer mener, ifølge Berlingskes oplysninger, at Kristian Jensen endnu engang viser, at han mangler “politiske boldøje” og er “politisk tonedøv”.

han mangler “politiske boldøje” og er “politisk tonedøv”

Ifølge avisen er der også bred enighed om, at det var nødvendigt for Jakob Ellemann-Jensen at vise lederskab og irettesætte Kristian Jensen - et lederskab som flere har efterspurgt, og som nogen mener kommer for sent.

Sarah Scheer er podcast-redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook