Annonce

Ellemann-Jensen melder klart ud: Jeg vil være formand

Jakob Ellemann-Jensen rækker ud efter formandsposten og peger på Inger Støjberg som ny næstformand.
Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, melder sig nu som kandidat til den ledige formandspost i Danmarks næststørste parti, Venstre.

”Når pilen peger på en, skal man også tage ansvar. Det har jeg gjort hele mit liv. Det gør jeg også her,” siger han i et interview til Jyllands-Posten.

Han er den første, der åbent melder sig som formandskandidat, efter Lars Løkke Rasmussen i weekenden valgte at trække sig som formand med omgående virkning. Det samme gjorde næstformand Kristian Jensen.

Når pilen peger på en, skal man også tage ansvar

Jakob Ellemann-Jensen peger på tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg som et godt bud på en næstformand. Og den post er Støjberg selv interesseret i, bekræfter hun onsdag overfor Skive Folkeblad.

”Jeg har besluttet mig for at stille op som næstformand for Venstre,” siger hun til avisen.

placeholder

Begraver SV-regering

Det var tid til at begrave stridsøkserne i partiet og komme videre, lyder budskabet fra formandskandidaten, der de seneste uger har modtaget opfordringer fra adskillige partifæller om at stille op.

”Vi skal have vasket tavlen ren. I det nu afgåede formandskab har der været nogle loyaliteter og alliancer, som har været uhensigtsmæssige for vores parti, og det er vi nødt til at lægge bag os, hvis vi skal videre som én samlet enhed,” siger han til TV 2.

Jeg vil gerne samarbejde med alle, der vil fremme Venstres politik.

Begravet blev Lars Løkke Rasmussens ide om en SV-regering også. Til Jyllands-Posten siger Jakob Ellemann-Jensen, at målet er at Venstre vil stå i spidsen for en borgerlig regering.

”Men jeg vil utrolig gerne arbejde hen over midten. Jeg vil gerne samarbejde med alle, der vil fremme Venstres politik. Regeringssamarbejde er en anden ting, for den dør fik Mette Frederiksen sparket god og grundigt i ved at basere sin regering på den yderste venstrefløj,” siger han til TV 2.

Jakob Ellemann-Jensen rækker også ud til Nye Borgerlige, som forgængeren ellers havde forsvaret at basere en regering på.

Venstres nye formand og næstformand skal vælges på et ekstraordinært landsmøde i Herning 21. september.

Tredje generation af Venstre-folk

45-årige Jakob Ellemann-Jensen har en baggrund fra militæret, hvor han sluttede med rang som kaptajn og efterfølgende som erhvervsjurist i virksomheden GN Store Nord.

Efter en kort flirt med Ny Alliance i 2007 blev han første gang valgt til folketinget i 2011 og efter regeringsskiftet i 2015 blev han politisk ordfører, inden han i 2018 blev miljø- og fødevareminister.

Politik har han ikke fra fremmede. Jakob Ellemann-Jensen kommer fra en familie med stolte Venstre-traditioner. Han er søn af den tidlige formand Uffe Ellemann-Jensen, halvsøsteren Karen Ellemann har haft flere ministerposter og farfaren Jens Peter Jensen var medlem af folketinget i 20 år og viceamtsborgmester på Fyn.

Jakob Ellemann-Jensen er desuden, sammen med socialdemokraten Nick Hækkerup og Liberal Alliances Henrik Dahl, medforfatter til bogen ”sandheden kort – Christiansborg fra A til Å” som udkom sidste år. Læs vores anmeldelse her.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet