Annonce

Ellemann-portræt: Militærmanden uden fjender

Venstres næste formand er et ubeskrevet blad, som står overfor en kæmpe opgave med at mobilisere sit parti og blå blok i kampen mod Mette Frederiksen.
I 2017 skulle Socialdemokratiet vedtage et nyt principprogram. Forslaget til det nye principprogram blev præsenteret af Dan Jørgensen foran 1.000 partifæller på et arrangement i Odense.

Der var både socialdemokratiske politikere, eksperter, kendisser og koryfæer, som alle sammen skulle være med til at fremhæve nogle af principprogrammets pointer om lighed og bæredygtighed.

Men et af dagens største bifald tilfalder Venstres Jakob Ellemann-Jensen, som var invitereret til at diskutere de grundlæggende ideologiske forskelle mellem Venstre og Socialdemokratiet med Henrik Sass Larsen.  

Ellemann-Jensen vidste, at han var på udebane, og han skulle ikke forsøge at overbevise nogen. Han kunne derfor give den fuld gas med afvæbnende selvironi og skarpe, humoristiske angreb på Socialdemokratiet - til salens store begejstring.

Debatten med Sass Larsen afslører to ting: Jakob Ellemann-Jensen er måske ikke den helt store ideolog, men han har retoriske og humoristiske evner, der kan lægge en sal ned – også selvom den er fuld af socialdemokrater.

Vi ved, at han er skarp i replikken, velkommunikerende og nogle mener, at han er charmerende

At være en fremragende kommunikator er ikke nogen dårlig evne for en mand, der nu står til at blive formand for landets store borgerlige parti, leder af oppositionen og statsministerkandidat.

”Det er en mand, vi dybest set ikke aner noget om. Vi ved, at han er skarp i replikken, velkommunikerende og nogle mener, at han er charmerende. Men vi aner ikke, hvad han står for politisk,” lød det i en kommentar fra politisk kommentator Henrik Qvortrup i Ekstra Bladet:

”De sidste fire-fem år har han udmærket sig i at sige præcis det samme som partiets ledelse. For det har været hans job.”

Forsøgte at undgå politik

Jakob Ellemann-Jensen kommer fra en familie med stolte Venstre-traditioner. Han er søn af den tidlige partiformand Uffe Ellemann-Jensen, halvsøsteren Karen Ellemann har haft flere ministerposter og farfaren Jens Peter Jensen var medlem af Folketinget i 20 år (og viceamtsborgmester på Fyn).

Privat er han gift med Anne Marie, og sammen har de et barn på et år. Han har desuden to andre børn fra et tidligere ægteskab.

Man taler meget om at bryde den sociale arv, og Jakob Ellemann-Jensen forsøgte da også at holde sig uden for politik. Han var ikke aktiv i Venstres Ungdom eller på anden måde aktivt engageret i Venstre.

Lytter man til de mange Venstre-folk, som de seneste uger har opfordret Ellemann-Jensen til at stille op, så er det især det, at han ikke er plettet af fortidens politiske kampe, der gør ham til den oplagte leder. Han har ikke skabt sig mange fjender i folketingsgruppen.

Jakob Ellemann-Jensen meldte sig i 2007 ind i det nystartede parti Ny Alliance. Det skete i protest imod Venstres udlændingepolitik og samarbejdet med Dansk Folkeparti. Og selvom medlemskabet blev kort, så fortæller det i hvert fald noget om en politiker, som har det, som nogen vil kalde et globalt udsyn.

Fra Bosnien til Borgen

I stedet blev det først til en karriere i militæret, hvor han blandt andet var udsendt til Bosnien, og sluttede karrieren med rang af kaptajn.

Efterfølgende uddannede han sig som erhvervsjurist og fik job i PWC, IBM og GN Store Nord, inden han alligevel blev trukket ind i aktiv politik. Han blev kåret som folketingskandidat i Odense i 2010, og ved valget året efter blev han valgt med knap 8.000 personlige stemmer.

Nyvalgt til Folketinget blev han ordfører for udviklingsbistand, men hurtigt rykkede han frem i bussen og allerede to år senere blev han Europa-ordfører.

I farmands fodspor

I 2014 flyttede Jakob Ellemann-Jensen opstillingskreds til Aarhus Syd, hvor man manglede en profil til at afløse Lykke Friis, der havde valgt at forlade politik. Dermed gik han endnu en gang i faderens fodspor, for Uffe Ellemann-Jensen var i hele sin politiske karriere opstillet i Aarhus.

Efter valget i 2015, hvor Venstre genvandt regeringsmagten, rykkede Ellemann-Jensen endnu engang frem i geledderne.

Som den gode soldat han var, fik han opgaven som politisk ordfører med at forsvare regeringens politik til sidste blodsdråbe. En opgave som har fik stor ros for at løfte, og hvor hans humoristiske evner endnu engang bliver hans våben.

Meningsmålingerne taler vi som regel heller ikke om, da det risikerer at ødelægge vores gode humør.

En tale på Venstres landsmøde i 2017 er ganske illustrativ:

”Meningsmålingerne taler vi som regel heller ikke om, da det risikerer at ødelægge vores gode humør. Undtagen i går. Der talte vi om målingen i Børsen i tre kvarter,” lød det fra Ellemann-Jensen i talen.

Det er i rollen som politisk ordfører, at Jakob Ellemann-Jensen for alvor bliver et kendt navn og snart nævnes som et potentielt ministeremne. Og ved en regeringsomdannelse i 2018 bliver han udnævnt til miljø- og fødevareminister, med det formål at støve regeringens grønne profil af, efter Esben Lunde Larsen.

Det var som fødevareminister at Jakob Ellemann-Jensen i et skænderi med en vegansk aktivist, erklærede sin store kærlighed til bacon. Men det var også som fødevareminister, at han fik skældud fra landbruget for at være alt for grøn.

placeholder

Skal samle Løkkes rester op

Jakob Ellemann-Jensen har selv udpeget tre overordnede mål med sit formandskab. Tre store opgaver, som han arver fra Lars Løkke Rasmussen: Han skal samle Venstre, han skal samle blå blok og hans skal slå Mette Frederiksen.

I første omgang skal partiet samles efter år med fløjdannelser og fraktionskrig. Efter år med Lars Løkkes enevældige styre, kræver baglandet mere medindflydelse på politikken. Og udlændingepolitikken skal fortsat være stram, men under Ellemanns ledelse skal det være slut med kagefejringer.

Men hvad med regionerne, med den offentlige vækst, miljøpolitikken og de mange andre spørgsmål, som i de seneste år har splittet partiet? Der står den nye formand overfor en stor opgave.

Kan han samle blå blok?

Så er der spørgsmålet om Venstres forhold til resten af blå blok. En blok som Lars Løkke Rasmussen aflivede kort før valget, for i stedet at gå til valg på et fatamorgana om en SV-regering.

Ideen om SV-regering pandede Ellemann-Jensen ned som noget af det første, da han erklærede sit kandidatur. Men der forestår stadig den nye Venstre-leder at genskabe tilliden til de øvrige partier i blokken. Og her bider man bl.a. mærke i Ny Alliance-medlemskabet:

”Det er noget af det, der i vores bagland er en nervøsitet over for, og det vil vi holde skarpt øje med,” siger DF-formand Kristian Thulesen Dahl til Berlingske.

Kan han samle partiet og støttepartierne, forestår så den helt store opgave for Venstres næste formand. Nemlig om han kan vippe Mette Frederiksen af pinden ved næste valg og indtage den samme post som hans far efterstræbte, men aldrig fik fingrene i.

Det kræver, at Ellemann-Jensen – i modsætning til Lars Løkke Rasmussen som hentede dem i blå blok - kan hive nogle af de tabte V-vælgere tilbage hjem over midten.

Jakob Ellemann-Jensen tiltræder officielt som Venstre-formand på partiets ekstraordinære landsmøde den 21. september i Herning.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet