Annonce

Ellemann om blå partier: "Kogende vand" og Danmark donerer sammen med andre lande 45 kampvogne

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Formand for Venstre, økonomiminister Jakob Ellemann-Jensen lægger nu yderligere afstand til partierne i blå blok, som han i et TV-interview sammenligner med "kogende vand".

Danmark donerer sammen med Holland, Tjekkiet og Tyskland yderligere 45 kampvogne til Ukraine. Og så har HK Privat fået ny formand.

Dermed velkommen til dagens Aktuelt. Og tak fordi du læser med.

 

Sammenligner blå partier med kogende vand

Venstres formand, økonomiminister Jakob Ellemann-Jensen, sammenligner i et interview med DR 2’s nyhedsmagasin Deadline Folketingets øvrige blå partier med kogende vand.

“I de første tre år af min formandsperiode er vores profil blevet udvasket, fordi jeg har brugt for mange kræfter på at samle et borgerligt projekt, der ikke ønskede at blive samlet. Det var en fejl. Det skulle jeg have gjort anderledes, sagde Ellemann-Jensen mandag aften i Deadline og uddyber:

“Vi var limen, der bandt det sammen. Alle andre var det kogende vand, der blev hældt udover den lim.”

Det er blot en måned siden, at samme Ellemann-Jensen i Berlingske lagde betydeligt afstand til de øvrige blå partier ved at erklære:

“Vi skal ikke hjem, vi skal videre”.

Nu tager Ellemann-Jensen så endnu et markant skridt væk fra den blå blok.

 

Danmark med i indkøb af yderligere 45 kampvogne til Ukraine

Der er flere kampvogne på vej til Ukraine.

Danmark indkøber således i samarbejde med andre lande nu yderligere 45 kampvogne, som doneres videre til Ukraine.

Det oplyser forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V). tirsdag i forbindelse med et møde på Ramstein-basen i Tyskland, hvor Ukraine Defense Contact Group (UDCG) mødes.

Den nye kampvognsdonation består af yderligere 30 Leopard 1-kampvogne og 15 T-72-kampvogne.

“Det er en meget omfattende donationspakke, som Danmark planlægger at bidrage med. De 5,8 mia. kroner vil blandt andet gå til at donere 15 moderniserede T-72-kampvogne, som ukrainere allerede har erfaringer med at bruge. Det er altså en donation, som ukrainerne kan bruge om kort tid i deres forsvarskamp,” siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen ifølge en pressemeddelelse.

Der arbejdes på, at samarbejdet mellem Holland, Tjekkiet og Danmark inden for kort tid vil kunne udvides til flere våben-, ammunitions- og udstyrstyper, som kan doneres til Ukraine på kort sigt.

Derudover vil Danmark styrke samarbejde med Tyskland om donation af Leopard-kampvogne.

Således er det planen at donere yderligere 30 Leopard 1-kampvogne til Ukraine i forlængelse af de 80 kampvogne, som Danmark og Tyskland allerede er ved at levere.

Desuden planlægger Danmark og Tyskland i fællesskab at finansiere produktion og levering af en stor mængde ammunition til kampvognene. Danmark planlægger endvidere at bidrage til finansiering af et vedligeholdelsescenter for donerede Leopard 2-kampvogne.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) deltager tirsdag i et møde på Ramstein-basen i Tyskland, hvor Ukraine Defense Contact Group (UDCG) mødes.

 

HK Privat har fået ny formand

HK Privat, der organiserer knap 90.000 privatansatte HK’ere, har fået ny formand efter at den hidtidige formand gennem tolv år, Simon Tøgern, har valgt at stoppe.

Kim Jung Olsen er valgt til ny formand - uden modkandidater. Kim Jung Olsen har været ansat i HK siden 1998, og har de seneste 8 år været faglig chef i HK Privat.

"Jeg er beæret og stolt over den tillid, kongressen har givet mig, og jeg ser frem til at klø på med de vigtige opgaver, der venter. Fra nu af med en ny kasket på," siger Kim Jung Olsen ifølge en pressemeddelelse.

Den nyvalgte formand er gået til valg på at styrke indsatsen inden for nogle af de mest klassiske fagforeningsopgaver – nemlig organisering, løn, arbejdstid og uddannelse:

"Vi kan kun matche arbejdsgiverne ligeværdigt, hvis vi bliver flere medlemmer, flere tillidsvalgte og får overenskomstdækket flere virksomheder. Lønarbejdet, herunder ligelønsarbejdet, skal op i et nyt gear, så HK Privat bliver den fagforening i Danmark, der er bedst kendt for det. Og så skal vi tænke nyt og forbedre medlemmernes vilkår inden for især arbejdstid og uddannelse."

Gitte Geertsen har været næstformand i HK Privat det seneste halvandet år. Hun er ligeledes genvalgt uden modkandidater.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Tillykke til Kim Jung Olsen.

Med det navn må han også have vundet retten til titlen "Den kære leder".

Hvor er vi dygtige i Danmark!!!
Embedsmændene har fundet en Argentinsk dame der blev skilt fra en dansker efter 3 år. Hun taler dansk, har fast arbejde i en børnehave, boet her i 9 år.
Men NEJ, hun må ud. Vi mangler godt nok arbejdskraft, men det kan vi bare importere fra Afrika, siger de "dygtige" og "fremsynede" politikkere. STUPIDITETEN KENDER INGEN GRÆNSER.

Du har fuldstændig ret: STUPIDITETEN KENDER INGEN GRÆNSER.
Kommentarsporene er efterhånden næsten kun fyldt med stupide kommentarer.
Kunne medlemmerne af FaSU (Foreningen af Stupide Udskud) ikke snart finde en anden debatside at udgyde deres gylde på?

Arvid, og hvad synes du så om sagen, jeg rejser ? Og har du et forslag til en anden debatside, hvor diverse udskud kan sige deres mening, så du ikke belemres med meninger der er anderledes end dine.

Hans Jensen -
Jeg vil da gerne kommentere på den sag som du rejser - Efter min mening er det en helt forkert beslutning der er truffet om at udvise kvinden - Nok er jeg fortaler for at der føres en stram udlændinge politik - Men den skal også været fair og rimelig -
Socialdemokratiets tidligere og nuværende ministre på området Tesfay og Dybvad Beck anser jeg som rationelt tænkende mennesker - Mener også at man har været ude og love at man ville kigge på - at sådanne situationer ikke kan opstå -
( Jeg kender kun sagen fra medieomtalen )