Annonce

Ellemann undsiger Løkke og minister tager orlov

Nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang.
Torsdag står i åbningsdebattens tegn! En åbningsdebat, som blandt andet har budt på en kovending fra Venstres nye formand.

Mens debatten i folketingssalen har stået på – og fortsætter til sent i aften – er det i mellemtiden blevet meddelt, at en af regeringens ministre går på barsel.

En undersøgelse viser den højeste andel af ubrugte studenterhuer i 10 år.

Og så er et nyt fænomen kommet til Europa, hvor multinationale konsulentfirmaer hjælper private virksomheder med at undgå fagforeningerne.

Netavisen Pio giver dig dagens Aktuelt.

Ellemann i kovending: Venstres støtter klimamål

Venstres nyvalgte formand, Jakob Ellemann-Jensen, havde en nyhed med til Folketingets åbningsdebat. Venstre støtter nu 70-procents-reduktionsmålet.

Hidtil var det kun Venstre og Nye Borgerlige, der ikke havde tilsluttet sig regeringens og støttepartiernes ambition om at reducere Danmarks CO2-udledning med 70 procent inden 2030.

Det er ellers kun to uger siden, at Jakob Ellemann mente, at Konservative havde ”købt katten i sækken” ved at tilslutte sig klimamålet på 70 procent.

Venstres nye formand trak under åbningsdebatten også i land i forhold til en nedlæggelse af regionerne, som ellers var en del af VLAK-regeringens udspil til en sundhedsreform.

Læs mere i Netavisen Pio her.

Minister går på barsel

Kultur- og kirkeminister Joy Mogensen (S), hvis graviditet har skabt masser af offentlig debat, er nu så fremskreden, at hun fra og med i morgen er på barselsorlov.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har derfor indstillet til Hendes Majestæt Dronningen, at minister for udviklingssamarbejde Rasmus Prehn (S) fungerer som kulturminister, mens transportminister Benny Engelbrecht (S) fungerer som kirkeminister, indtil Joy Mogensen vender tilbage fra barsel.

Det meddeler Kulturministeriet i en pressemeddelelse.

placeholder

Flest ubrugte studenterhuer i 10 år

Mere end hver fjerde student fra 2016 er ikke i gang med en kompetencegivende uddannelse, 27 måneder efter de fik studenterhuen på.

Det er den højeste andel af studenter i 10 år, der hverken er i gang med en videregående uddannelse eller en erhvervsuddannelse.

Blandt HF-studenterne er det mere end hver tredje, der ikke er i gang med en uddannelse.

Det viser en analyse fra Dansk Industri.

Milliarder ruller i kampen mod fagforeninger

De største globale selskaber køber rådgivning til, hvordan de holder fagforeninger ude.

Før foregik det i USA. Nu er det kommet til Europa.

“Seminar: Bliv ved med at være fri for fagforeninger!”

“Træning i at undgå fagforeninger: 95% succesrate.”

“Sådan fastholder du en succesrig fagforeningsfri arbejdsplads!”

Det er blot nogle af de slogans, som multinationale konsulentfirmaer bruger til at sælge deres ydelser og tillokke private virksomheder.

Firmaer, der er specialiseret i at hindre faglig organisering, har eksisteret i USA i årtier, men de seneste år er fænomenet vokset i Europa.

Læs mere i Fagbladet 3F her.

placeholder

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Politisk medarbejder i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) og tidligere student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet