En 68'er krydser sit spor

Som ung var Per Bregengaard medlem af Venstresocialisterne. Senere meldte han sig ind i Enhedslisten og som sådan blev han skoleborgmester i København i årene fra 1998 til 2005.

Han har skrevet en lang række bøger om uddannelsespolitik og socialistisk teori. Nu har han så skrevet en bog, som han kalder ”en eksistentiel, politisk og essayistisk roman med selvbiografiske træk”.

Den flertydige beskrivelse er dækkende for bogen, for den er svær at definere som genre. Der er skønlitterære forløb, indsatte digte og tekster, der fungerer som artikler uden egentlig handling.

Bogen er kort sagt en blanding af genrer.

Minder fra 1968

Det ”vi”, der tumler med evigheden, historien og ideologien, er hans nærmeste familie, og så er der en ungdomsven, der er død.

Vennen skrev mange digte med rim, rytme og melodier, så de kunne synges. Nogle af dem er optrykt i bogen, og det er smukt, men det bremser også fortællingens forløb.

Bogen begynder en dag, hvor Per Bregengaard går en tur i en park, og han mindes engang i 1968, da han gik her sammen med sin ven. De var tætte på hinanden. De talte sammen om livet og døden. De skrev digte og tegnede.

Han synger ganske vist med på nogle af salmerne, men bønner og kirkelige ritualer deltager han ikke i

Nu er vennen død, og Per Bregengaard er til hans begravelse. Hans ven var kristen og havde et nært og fortroligt forhold til Bibelen og til salmerne.

Det har Per Bregengaard ikke. Han synger ganske vist med på nogle af salmerne, men bønner og kirkelige ritualer deltager han ikke i.

Opium for folket

Som aktiv på venstrefløjen har han da også bekæmpet den udgave af kristendommen, der blev brugt til at undertrykke de nederste klasser og som blev betegnet som opium for folket.

På lange strækninger er kristendommen da også trængt tilbage, men folk er ikke blevet mere rationelle af den grund.

De tror på Yin og Yang, kosmiske energier, modergudinder, mindfulness, og de lægger magiske sten i køleskabet og under hovedpuden.

Per Bregengaard var marxist og troede på det jordiske himmerige

Den slags giver anledning til mange overvejelser over det at tro på noget. Vennen troede vistnok på et evigt liv i de himmelske boliger.

Per Bregengaard var marxist og troede på det jordiske himmerige, som socialister nu engang drømmer om, men han har også gjort sine erfaringer med interne magtkampe og intriger, der ikke skyldtes politisk uenighed, men som handlede om misundelse og magt.

Fristende kvinder

Den slags kan gøre det svært at holde den socialistiske fane højt.

Hvad forholdet til den religiøse tro angår, er der mange kloge betragtninger i bogen, men det er fuldt forståeligt, at han finder tanken om en almægtig og transcendent skabergud meningsløs.

Og han må også forholde sig afvisende til forestillingerne om det overnaturlige som et krav om at være troende på den rette måde, og hvad er der så at tro på? 

Det er smukt i teorien men smertevoldende i praksis

Dertil kommer det private. I det venstreorienterede miljø er der søde og fristende kvinder, nogle med en klukkende latter, men også med krav om frihed og selvstændighed i kærlighedslivet.

Det er smukt i teorien men smertevoldende i praksis. Det er alt sammen en del af indholdet i denne bog, hvis ærinde er meget sympatisk.

Dens blanding af fortælling, digte og essayistik medfører dog, at den ikke fungerer som roman.

Som essayistik rummer den mange gode og tankefulde forløb, der egner sig godt til samtaler i større og mindre grupper.

Per Bregengaard: ’Aldrig længere væk end en tanke. Vores venskab i min hjertehjerne’. 232 sider. Solidaritet 2024.