Man får sjældent lov til at blive klogere på kvindekamp, mens man nyder en hyggelig stund.

Netop derfor kan Pernille Ibsens nye bog ’Et åbent øjeblik - Da mine mødre gjorde noget nyt’ noget helt særligt.

Det er en levende, dokumentarisk fortælling om kvindebevægelsen, der gør os klogere på vores fortid og nutid uden, at man behøver tage stilling til argumenter for eller imod.

Derfor kan alle være med. Feminist eller ej.

En ærlig fortælling

’Et åbent øjeblik’ er fortællingen om syv rødstrømpers kvindefællesskab og kollektiv fortalt af deres fællesbarn Pernille Ipsen.

De syv kvinder: Else Marie, Hanne, Inger, Lotte, Sanne, Susanne og Vibeke er nogle af de helt store drivkræfter i 1970’ernes rødstrømpebevægelse.

Det bliver en fortælling om tiden fra opblomstring til afblomstring af rødstrømpebevægelsen og lesbisk-bevægelsen, og om den glæde, eufori og samhørighed, men også frustration, sorg og konflikt, som tiden medførte.

Denne dobbelthed præger bogen, da Ipsen ikke er ude på at fremstille rødstrømperne enten godt eller dårligt.

I stedet sammenstykker hun en ærlig fortælling ud fra hver af sine syv mødres erindringer. Dét bliver bogens styrke, da hun ikke glorificerer 1970’ernes kvindefrigørelse, men skaber en menneskelig fortælling.

På samme tid skaber hun rum for noget, som ideologier sjældent får lov til udadtil, nemlig selvkritik, og det er befriende, at rødstrømperne får lov til at erklære sig fejlbarlige.

Nemt at fare vild

Ligesom rødstrømpebevægelsen er Ipsens bog heller ikke ufejlbarlig, og bogens styrke, at være baseret på erindringer, bliver også dens akilleshæl.

Bogen er delt i tre dele, hvor den første handler om de syv rødstrømpers møde med hinanden og kvindebevægelsen. Her bliver man sendt på detektivarbejde for at opklare hvem, der gjorde hvad med hvem hvornår, og hvad der egentlig skete på Femø alt imens, man jonglerer med årstal, navne og baggrundshistorier.

Jeg har overvejet, om det er et skriveteknisk kneb fra Ipsens side for at illustrere den forvirrende tid omkring starten af rødstrømpebevægelsen.

I så fald havde jeg helst været knebet foruden. Heldigvis bliver man fanget af fortællingen i del to og tre om kvindekollektivet, og man må bide i sig, at den første del er lidt tung.

Nemt at blive revet med

Det er heldigvis ikke kun i detaljer, man kan fortabe sig, da fortællingens måde at indvie en i rødstrømpernes oplevelser gør, at man lader sig rive med af stemninger og føler, at man er der sammen med dem. På godt og ondt.

I det ene øjeblik føler man samhørigheden ved at være en del af rødstrømpernes euforiske boble på Femølejren, og i det næste øjeblik føler man smerten ved at sidde fattig og forladt tilbage i et koldt hus, fordi de andre hellere vil hygge med deres kærester end at kæmpe kvindekamp om vinteren.

At både det sure og det søde er repræsenteret gør, at man har lov til at stille sig kritisk over for, samt lære af, rødstrømpernes måde at gøre tingene på.

Nemt at være bagklog

Det bliver tydeligt, hvor svært det er at efterleve egne idealer, og så fylder interne konflikter meget. Især imellem rødstrømpebevægelsen og lesbisk bevægelsen, da holdninger til seksualitet splittede dem ad.   

I bagklogskabens lys kan man derfor tænke, at de ikke var særlig ’woke’, men det bliver også tydeligt, hvor hårdt de arbejdede for, at der overhovedet findes feminister i dag til at vurdere deres ”wokeness”.

En ting er sikkert: Jeg ville tage det sure med det søde for at være med i 1970’ernes kvindekamp.

Og så ville jeg elske at drikke øl og diskutere politik med Else Marie, Hanne, Inger, Lotte, Sanne, Susanne og Vibeke i deres kvindekollektiv. Måske de endda kan give fifs til at skabe et lige så kraftfuldt feministisk fællesskab i dag?

Pernille Ipsen. 'Et åbent øjeblik - Da mine mødre gjorde noget nyt'.464 sider. 350 kroner. Er udkommet på forlaget Gyldendal.