En demokratisk pligt at styrke Statsministeriet

Vores politiske system har alt for længe været afkræftet. Det kræver en styrkelse af Statsministeriet, hvis danskerne skal kunne mærke regeringsskiftet.
Mediernes forargelsesbarometer nåede det røde felt henover sommeren, hvor landets kommentatorer og lederskribenter gik i selvsving  over statsminister Mette Frederiksens beslutning om at styrke Statsministeriet.

Det skulle ifølge flere medier være forargeligt at udpege hendes rådgiver Martin Rossen som stabschef og giv denne adgang til møderne i to af de såkaldt ’faste regeringsudvalg’.

Men hvis man går bagom forargelsen og ser på dette reelle styrkeforhold, så kunne der måske alligevel være god grund til at flytte afgørende dele af Moderniseringsstyrelsen ud af Finansministeriet og oprette et nyt politisk sekretariat i Statsministeriet.

De faktiske tal viser, at Statsministeriet havde 77 årsværk ansat i 2018, mens Finansministeriet havde 225

Det danske statsministerie anno 2019 er særdeles magert og overraskende ressourcesvagt. De faktiske tal viser - hvis man altså orker bøvlet med at læse ministeriernes årsrapporter for 2018 - at Statsministeriet havde 77 årsværk ansat i 2018, mens Finansministeriet havde 225 i samme periode - foruden yderligere 370 årsværk i Moderniseringsstyrelsen og mange flere i de tre yderligere styrelser.

Og den i sammenligning har Statsministeriet slet ingen styrelser.

Illusion at politikerne udtænker politik

Hvis man kigger på samordning og koordinering af politikken på tværs af ministerierne, så har det i stigende grad været en opgave, som Finansministeriet har taget monopol på.

Finansministeriet er inde over alle indstillinger til de magtfulde regeringsudvalg, Finansministeriet er dybt involveret i fagspecifik sagsbehandling på alle embedsmandsniveauer og presser fagministerierne i en grad, hvor de fleste politiske beslutninger alene baseres på Finansministeriet holdning.

'Det kan ikke nytte noget at have en illusion om, at det er politikerne, der sidder og udtænker politik, når det ikke er tilfældet'

Det lyder måske både kedeligt og teknisk, men det er denne virkelighed, som udspiller sig under overfladen.

I et fælles interview i Berlingske beskrev to tidligere topministre Finansministeriets mere gedulgte og usynlige rolle i dansk politik: ”Det var altid under overfladen – det var aldrig synligt ude i det fri,” sagde tidligere børne- og socialminister Mai Mercado. Og hendes tidligere ministerkollega, undervisningsminister Merete Riisager talte med endnu større bogstaver: ”Det kan ikke nytte noget at have en illusion om, at det er politikerne, der sidder og udtænker politik, når det ikke er tilfældet”.

Det burde være sket for 40 år siden

På den baggrund skal der trækkes hårdt i håndbremsen overfor Finansministeriets skjulte magt. Det er akut. Og der er brug for meget mere end en enkelt Martin Rossen til at rette op på den tilstand.

Hvis man virkelig vil forarges, så må det være over at Socialdemokratiet ikke går meget længere

I virkeligheden halter Danmark langt efter vores nordiske naboer, når det kommer til at styrke de folkevalgtes magt overfor embedsmændenes.

I Sverige har man statssekretærer og i Norge har man juniorministre, hvilket yderligere styrker politikernes stemme og de demokratiske mandater.

Hvis man virkelig vil forarges, så må det være over at Socialdemokratiet ikke går meget længere.

Den politiske kommentator og tidligere konservative toppolitiker Hans Engell skriver det klart præcist i en klumme: ”Det burde være sket for 40 år siden”.

Hvis man tror på vores demokrati og vores politiske system, så er det Mette Frederiksen pligt at styrke statsministeriet!

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Jeg har en stor opgave til Jer.

I 2006 startede de nye kommuner med et meget stort antal opgaver. Tidligere havde der været flere kommuner med færre opgaver. Før dette var der frem til 1970 endnu flere slags kommuner med meget beskedne opgaver. Fælles er, at kommunerne havde en betydelig selvbestemmelsesret, som fortsatte gennem ændringerne af kommuner.
I 2006 fik kommunerne således den største selvbestemmelsesret nogensinde. Det er min oplevelse, at den nuværende selvbestemmelsesret er for omfattende. Især for nogle typer af kommunernes opgaver. Kommunerne administrerer mange af Servicelovens opgaver, og det er her jeg selv mærker forskellene på kommunerne.

Jeg mistede i 2015 mit højre ben over knæet på grund af kræft. Jeg var da 66 år gammel. Kommunen gav mig en protese ca. et halvt år senere. Det var den billigst mulige løsning m.h.t. knæ. Knæet var enter helt stift eller helt uden støtte. Det var en meget ringe løsning for mig, og undervejs i forløbet søgte jeg om et computerstyret knæ, så jeg kunne få mulighed for at gå ture - også i ujævnt terræn. Kommunen gav mig afslag, som jeg allerede forventede. Da jeg fik "billig-knæet" fik jeg at vide, at det så var det jeg kunne få!

Jeg ankede kommunens afgørelse, men Ankestyrelsen fastholdt afslaget.

Jeg valgte derefter selv at købe det bedst mulige knæ jeg havde råd til. Det er ikke computerstyret, men det er hydraulisk med bedre mobilitet til følge.

Jeg ser, at andre kommuner har fastholdt amternes løsning: At de handicappede hurtigst muligt skulle have det bedst mulige knæ, så de kunne få den bedst mulige førlighed. Det gælder ikke i Aabenraa Kommune, hvor jeg føler mig som handicappet pensionist-affald.

Der er andre områder, der også lider under kommunens anvendelse af selvbestemmelsesretten. Jeg synes I hurtigt skulle sætte begrænsninger for kommunernes bestemmelsesret, så folk ikke skal miste deres livsglæde på grund af den slags magtsyge politikere.

Med venlig hilsen

Steffen With

Annonce