En fane så knitrende død

Kære folketingspolitkere, drop jeres spil for galleriet, anerkend, at vi har ondt, og inddrag jeres bagland. Vi er intet uden hinanden.
Men jeg kan ikke lade være med at tænke, hvor er arbejdshænderne, hvor er respekten for arbejderne, og hvor er det fællesskab, vi synger om? Kære politikere, hjælp os: tænd lyset i vores hjerter.

Da jeg første gang hørte ”Når jeg ser et rødt flag smælde”, blev jeg rørt. Det var 1. maj 2012 i Århus. Og jeg, som ikke er nogen flæbeprins, lod en tåre trille.

Jeg blev rørt, ikke fordi sangen i sig selv var smuk, men fordi jeg så socialdemokrater fra alle hjørner af partiet samle sig om nogen værdier og en fælles historie. Sangen viste mig, hvad der gjorde socialdemokraterne til Socialdemokraterne.

Men hvorfor er det siden gået så galt? Hvorfor er folkestemningen om det engang stolte parti dalet? Og hvad mangler der i dag, som eksisterede, dengang hvor meningsmålinger lå over 30 procent?

Efter min vurdering savnet folket en fælles historie, en livline, som jeg er overbevist om stadig eksisterer i ethvert socialdemokratisk hjerte. Men måske er jeg bare en romantiker?

Vi socialdemokrater synger højt og stolt om flaget, som minder os om vores folk, vores sag og vores verden. Men hvor blev de ord af i praksis? Vi har ganske vist et folk, men vores sag og vores billede af vores fælles Danmark mangler.

Det er ikke, fordi vi skal ikke dvæle ved fortiden, og traditioner kan forældes, men vi må ikke glemme, hvor vi kom fra, og hvem vi er. Vi skal respektere vores rødder.

I dag ser vi et parti, som ligeså godt kunne deles i tre.  ”Den hemmelige socialdemokrat” viser os det ganske klart. Ikke fordi bogen kan eller bør tages for gode varer, men fordi dens eksistens vidner om et parti i vildrede og en socialdemokrat uden ejerskab i forhold til det socialdemokratiske projekt.

Måske er det, fordi det socialdemokratiske projekt og værdier i dag kun handler om at overleve den økonomiske krise? Her er det helt naturligt, at der internt i et parti kan være uenigheder - alt andet ville være unaturligt - men der mangler det store perspektiv. Der mangler et idealbillede af vores fælles Danmark og visionerne for fremtiden. Det er de ting, vi kan samle os om.

Så længe vi har den fælles historie, gør det ikke noget, at vi har vores uenigheder internt, og der er ingen tvivl om, at ”Når jeg ser et rødt flag smælde” stadig samler og skaber følelser dybt i os socialdemokrater. Men det er desværre en fællesskabsfølelse, som ikke varer mere end sangens længde.

Jeg taler ikke for, at vi skal tilbage til det gamle socialdemokrati. Jeg mener, at vi skal genskabe os selv og rejse os fra gruset fra vores partis fædre. Men det kræver, at politikkerne vil anerkende partiets problemer.

Meningsmålingerne og det sivende medlemstal taler for sig selv: Vi har ondt. Drop spil for galleriet og dengsehuen, som enkelte folketingspolitikere har fået syet fast til hovedbunden. Vi skal gøre det, der er bedst for partiet, for det vil i sidste ende være bedst for Danmark.

Hvis ikke det lykkes for os, så kan vi godt glemme alt om et flag, der favner hele verden og har fremtiden gemt i sine folder.

Det nytter ikke noget at pege fingre, selvom det er fristende, når man er er under pres. Vi skal se fremad, og vi må bevare jordforbindelsen. Oskar Hansen siger det så smukt: ”Bag den så jeg arbejdshænder forme verden om til en lysere tid.”

Men jeg kan ikke lade være med at tænke, hvor er arbejdshænderne, hvor er respekten for arbejderne, og hvor er det fællesskab, vi synger om? Kære politikere, hjælp os: tænd lyset i vores hjerter.

Jeg vil gerne være med til at tage det første skridt på vejen som menig socialdemokrat, men det kræver først og fremmest ærlighed og åbenhed om vores partis situation. Dernæst må partiets ledere inddrage sit folk og lytte til os på baggrund af det, vi er: partiets kerne.

Det er ikke politikerne, der skal definere os. Det er os, der skal definere dem. Det er os, der går gennem ild og vand under valgkampen, og det er os, der forsvarer en politisk linje, som vi i virkeligheden måske har det lidt svært med, til vores venner.

Vi er jeres bagland, jeres vælgere og jeres fremtid. Så gør os den tjeneste, og husk os, for det vi er.

Vi er intet uden hinanden.

Edwin Norouzi (født 1992) er formand for i Administrationsbachelorernes Landsforening (ABL), som hører under HK, og praktikant hos Socialdemokraterne på Christiansborg.


Kommentarer fra Facebook