Nasserøve, samfundssnyltere, sløve banditter, bistandsklienter og andre lignende værdiladede prædikater bliver i dagens Danmark sat på de personer, der af den ene eller den anden grund er kommet i den uheldige situation, at de er blevet ledige. Med prædikaterne følger en forestilling om, at disse personer sagtens kunne få et job, hvis de virkelig ville – ergo det vil de ikke. Med den forestilling i baghovedet har politikerne indrettet et system, hvor mistænkeliggørelse af individet fungerer som pressionsmiddel til at få dem i arbejde så hurtigt som muligt.

Derefter får man at vide, at man jo egentligt selv kan tilrettelægge sit beskæftigelsesforløb, og at den private aktør i hvert fald ikke har i sinde at foretage sig noget, før der er gået tre måneder.

Når man som eksempelvis nyuddannet akademiker melder sig ledig på jobnet.dk og dermed søger om dagpenge, bliver man med det samme indkaldt til et vejledningsmøde i sin a-kasse, hvor man bliver introduceret til dagpengesystemet, og hvad det indebærer at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Kort fortalt indebærer det, at man søger arbejde. Hvis ikke man søger arbejde, kan man ikke få dagpenge. Fair nok.

Desuden får man tips til, hvordan man skal søge job, herunder hvordan man kommer i betragtning til alle de ledige job, der ikke bliver slået op. Dette illustreres ved, at a-kassens jobkonsulent tegner et isbjerg. Den del, der er under vand, svarer til alle de job, der ikke bliver slået op. Ifølge jobkonsulenten skulle disse uofficielle job udgøre ca. 80 procent af den samlede mængde ledige job. Man kan så undre sig over, hvor man har det tal fra, siden der er tale om uofficielle job.

Den private aktør får altså en bonus, for at man kom i arbejde, selvom de intet har foretaget sig for at sikre, at det skete.

Få dage senere bliver man så indkaldt til et møde hos en privat aktør, som kommunen har udliciteret beskæftigelsesindsatsen til. På dette møde videregiver en jobkonsulent hos den private aktør præcis de samme informationer, som man fik på vejledningsmødet hos a-kassen. Historien om isbjerget bliver endda genfortalt. Derefter får man at vide, at man jo egentligt selv kan tilrettelægge sit beskæftigelsesforløb, og at den private aktør i hvert fald ikke har i sinde at foretage sig noget, før der er gået tre måneder.

Her ses et alvorligt problem ved beskæftigelsessystemet. Systemet er nemlig indrettet sådan, at private aktører får udbetalt en bonus hver gang en af deres tilknyttede ledige kommer i arbejde. Hvis man inden tre måneder får sig et arbejde, hvilket mere end hver fjerde ny-ledige gør ifølge en officiel opgørelse over dansk økonomi fra 2012, får den private aktør altså en bonus, for at man kom i arbejde, selvom de intet har foretaget sig for at sikre, at det skete.

Af hensyn til de private aktørers mulighed for at afgive tilbud på udliciteringen af kommunernes beskæftigelsesindsats, er det ikke muligt at få oplyst, hvor meget en privat aktør specifikt får udbetalt i bonus, når en ny-ledig kommer i arbejde. Man kan imidlertid få oplyst af den enkelte kommune, hvor meget de bruger på bonusudgifter til private aktører i alt. Eksempelvis brugte Københavns Kommune alene 44 mio. kr. på bonusudgifter til private aktører sidste år.  Hvor stor en del af disse udgifter blev udbetalt til private aktører, uden at disse egentligt foretog sig noget som helst konkret i forhold til beskæftigelsesindsatsen, kan man kun gisne om. Mit bud er, at det på landsplan drejer sig om et tocifret millionbeløb.

De private aktører og de vilkår de lever under, er et levn fra Claus Hjort Frederiksens og Inger Støjbergs forfejlede beskæftigelsespolitik fra 00’erne, som på alle måder bidrog til mistænkeliggørelsen af individet, og oveni købet koster samfundet millioner af kroner, der kunne bruges bedre andet steds. Socialdemokratiet bør tage et opgør med denne model, således at der for fremtiden bliver sat ind der, hvor der virkelig er behov, og ledige personer ikke som udgangspunkt bliver mistænkeliggjort med et unødvendigt spild af menneskelige såvel som økonomiske ressourcer til følge.

 

Charles Thomassen blev færdiguddannet cand.mag i november 2012, hvorefter han var ledig i to måneder. I midten af februar 2013 fik han udelukkende på grund af sin egen indsats et fuldtidsjob. Artiklen er skrevet på baggrund af personlige oplevelser og en harme over det spild af ressourcer, der er en konsekvens af den nuværende indretning af beskæftigelsessystemet.